»Han havde trods alt været rådmand stort set siden 1954 på to forskellige områder, og der kom jeg og huggede hans plads«

Fusionsenergi udløser kolossale kræfter. Selv om det er fysik på højt plan, frigør fusioner også energi hos nogle mennesker. Som når en snes kommuner lægges sammen til én, og nye politikere indtager scenen.

Det skete for Thorkild Simonsen den 13. marts 1970. Den dag konstituerede den nyvalgte socialdemokratiske byrådsgruppe i Aarhus Byråd sig.

Gruppen talte 17 medlemmer, og borgerne mærker fortsat synergien fra mødet, hvor posterne blev fordelt.

Bernhardt Jensen var selvskreven som borgmester. Den hidtidige socialrådmand, Robert Svane Hansen, skiftede til amtet og blev amtsborgmester. Orla Hyllested, der havde været en loyal gruppeformand, stod for tur, mente Bernhardt Jensen, så Orla Hyllested blev ny socialrådmand og viceborgmester.

Tilbage var der den populære 4. magistratsafdeling: Undervisning og kultur. Her sad gnavpotten Rudolf Jensen, og det havde han forresten gjort i 12 år uden at imponere.

Thorkild Simonsen erindrer stadig, hvad der videre skete, for nu rørte de nye medlemmer fra forstæderne på sig.

»Skal I have det hele herinde i Aarhus? I er kun syv, og vi udgør 10 medlemmer af gruppen.«

Derpå bad Walter Lund, en arbejdsmand fra Viby, om ordet:

»Jeg synes, vi skal foreslå Thorkild Simonsen som rådmand!«

»Jeg sad over for Rudolf Jensen og tænkte: ”Det er svært, det her.” Rudolf kunne blive gal, hvis man generede ham,« husker Thorkild Simonsen.

Ingen bebrejdelser

Rudolf Jensen og jeg blev sendt uden for døren, og på vej ud sagde den gamle rådmand:

»Du skal ikke være så ked af det.«

Det var Thorkild Simonsen heller ikke, for han anede, hvordan det kunne falde ud.

»Og det skal siges til Rudolfs ære, at han aldrig bebrejdede mig udfaldet. Han havde trods alt været rådmand stort set siden 1954 på to forskellige områder, og der kom jeg og huggede hans plads. Jeg skulle måske været så fair og sagt til mig selv: ”Nej, det vil du ikke være,” men sådan er man jo ikke i politik. Jeg ville godt være rådmand, men jeg havde ingen planer om at blive det.«

Den gamle fagforeningsmand Rudolf Jensen var svækket efter valget og stod godt for hug, som de ville have sagt på byens forhistoriske museum, der samme år flyttede til Moesgård. Med blot 145 personlige stemmer var han tæt på slet ikke at opnå valg.

Og nu var han også færdig som rådmand. Rudolf Jensen fortsatte i amtsrådet.

»Apropos amtet, så generer det mig, når jeg kommer på universitetshospitalet i Skejby, at der står Palle Juul Jensens Boulevard. Skulle det være Palle Juul, der skulle have den ære at få den største gade på Skejby opkaldt efter sig? Vejen burde have heddet Robert Svane Hansens Boulevard, for der er ingen tvivl om, at hospitalet aldrig var kommet til at ligge der, hvis det ikke havde været for Svane Hansen,« fastslår Thorkild Simonsen.

Aarhus mærkede snart, at der var kommet en ny skolerådmand, og læserne af byens aviser kunne ikke undgå at konstatere, at der med fusionen skete en masse på skoleområdet. Hvis en enkelt begivenhed har haft afgørende betydning for Thorkild Simonsens politiske karriere, er det konstitueringen i marts 1970.

Lynkarriere og rådmand

Thorkild Simonsen havde gjort lynkarriere. Han havde kun siddet i byrådet siden 1966, hvor han blev valgt på det yderste og 11. mandat. En yngre kandidat var opstillet som nr. 13, men opnåede ikke valg, og det var også eneste gang, Thorkild Simonsen og Svend Auken stod på den samme stemmeseddel. Få år senere støttede Thorkild Simonsen som formand for Socialdemokratiet i Midtkredsen opstillingen af Svend Auken som ny folketingskandidat.

Til gengæld var det langtfra alle, der i begyndelsen meldte sig ind i Thorkild Simonsens fanklub. Der var især i partiapparatet i de tidlige år modstand mod himmelstormeren. For det første, fordi det gik så hurtigt, og for det andet, fordi Rudolf Jensen fik om ikke en rød tud så en lang næse ved konstitueringen.

Nok er der demokrati, men man behøver heller ikke overdrive, var en holdning i den gamle garde.

Thorkild Simonsen havde selv været på en længere omvej mod toppen. Han havde også dengang et vindende væsen, var god til at tale med folk og flittig. Men det har livet igennem været et handicap, at han er ordblind. Til gengæld er han et eksempel for andre med samme problem: Man kan sagtens gå fra maler til minister, selv om man er ordblind.

Thorkild blev født i Sønder Rubjerg i Vendsyssel 7. juli 1926. Hans far, Alfred Simonsen, var malermester, og han blev uddannet maler i faderens virksomhed. Under Besættelsen var det bestemt ikke nemt. Skoler blev beslaglagt, og det kneb med at skaffe råvarer.

Første gang på rådhuset

Thorkild Simonsen måtte gøre sin teoretiske uddannelse færdig i Aarhus, og i den forbindelse var han for første gang på rådhuset. Her fik han svendebrevet overrakt og hilste på borgmester E. Stecher Christensen, som i dagens anledning var vendt tilbage efter sygdom.

Kort forinden, da Thorkild Simonsen boede i Guldsmedgade, oplevede han den skrækkelige nat til den 22. februar 1945, da danske og tyske terrorister i Petergruppen sprængte en række brandbomber i gaden, og syv mennesker omkom. Den unge lærling bistod ved redningsarbejdet.

Efter krigen arbejdede Thorkild Simonsen som maler, inden han via et højskoleophold i 1947-1948 på Haslev udvidede Højskole havnede på Ribe Statsseminarium. Sideløbende etablerede han i Ribe en malerforretning, som finansierede seminarieopholdet. I 1953 returnerede Thorkild Simonsen til Aarhus. Som nybagt lærer blev han ansat på N.J. Fjordsgades skole, der var berygtet for fysisk afstraffelse af eleverne.

Thorkild Simonsen husker stadig elever fra dengang. Når han møder en, spørger han straks til andre fra klassen. Hukommelsen har altid været fænomenal.

Thorkild Simonsen blev få år senere erhvervsvejleder og siden viceskoleinspektør og skoleinspektør på Brobjergskolen over for rådhuset. Han var socialdemokratisk medlem af Christianskirkens menighedsråd og gjorde sig for første gang så bemærket, at han blev opstillet til byrådet i 1966.

Arbjerg en mulig rival

I 1970 ledede Thorkild Simonsen sammen med Ole Nørgaard Madsen Bernhardt Jensens valgkamp, der bidrog til en flot sejr og absolut flertal til Socialdemokratiet.

Det var Jens Arbjerg Pedersens idé, og hvis nogen i øvrigt havde været i stand til at spænde ben for Thorkild Simonsens karriere, var det Arbjerg, landbrugslæreren fra Malling, der nød udbredt støtte i partiorganisationen.

Da Orla Hyllested i 1981 meddelte, at han ikke genopstillede, var der fortsat kredse i partiet, der gerne havde set, at den gyldne kæde var blevet hængt om halsen på Jens Arbjerg Pedersen. Reelt havde Thorkild Simonsen dog sat potentielle rivaler skatmat allerede i oktober 1979 ved at lade sig vælge som formand for Kommunernes Landsforening. Det hed også i samme forbindelse i en lokal avis, at hermed var den næste borgmester i Aarhus valgt.

Der var heller ingen modkandidat på partimødet, der foretog valget.

Kulturminister Lise Østergaard tilbød på samme tid Thorkild Simonsen den yderst indflydelsesrige post som formand for Radiorådet. Det sagde Thorkild Simonsen nej til, fordi han erkendte, at det kunne se ud, som om han ville for meget.

»Arbjerg stod ret stærkt partimæssigt, men ikke i befolkningen. Hans stemmetal var ikke særlig høje. Jeg sluttede på knap 38.000 personlige stemmer, og han har vel opnået 1.200-1.300. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke fik flere stemmer, for han lavede jo meget. Det var ham, der fik alle disse ældreboliger op at stå i byen. Han var ret dyr som rådmand, og det var noget af det, jeg havde problemer med, da jeg var borgmester,« fortæller Thorkild Simonsen.

Alt skulle være lidt finere end alle andre.

»Det havde han sans for, og i dag er vi selvfølgelig glade for, at han har bygget alle de ældreboliger, vi har i Aarhus. Det er i høj grad hans fortjeneste, men jeg tror ikke, at han gjorde det med nogen bagtanke. Han havde den opfattelse, og den passer fint til tiden, at de ældre skal have det godt. Det gik han ind for fuldt og helt.«

Ældreboliger eller kultur

Derfor var Arbjerg heller ikke den store tilhænger af at bruge mange millioner på musikhuset. Musik og kultur sagde ham ikke så meget.

»Det er ikke noget, vi har snakket om, men når vi byggede et fint musikhus, havde vi jo ikke råd til alt det andet. Det havde vi måske heller ikke, men vi byggede andet alligevel,« siger Thorkild Simonsen.

At de ældre skulle have gode ældreboliger med eget køkken, var en videreførelse af Robert Svane Hansens linje, og Arbjerg slækkede ikke på kravene.

»Vi byggede jo fortsat børneinstitutioner, som var modvægten til ældreboligerne. Arbjerg var en dyr rådmand og fik lov, for Poul-Erik Jensen og jeg ville ikke ligge i krig med Arbjerg. Han stod ret stærkt i det område, hvor han boede. Han havde kroen i Malling, og både hans kone og børn var dygtige, men han var vestjyde og en lidt stædig kamel. LO havde meget at sige om, hvad byrådet skulle, og hvem der skulle være borgmester. Og årsagen til, at de aldrig rigtig gik imod mig, var, at de havde opdaget, at jeg fik mange stemmer.«

Kamp om arvefølgen

I 1980’erne var der ballade med nogle kvindelige medlemmer, som var efter dig?

»Det var Lis Særkjær, der var anfører. Det var ikke en sag, jeg betragtede som andet end en detalje, men den var stor for dem. Det udsprang af Eva Tørnæs’ alkoholproblem. Jeg blev bebrejdet, at jeg ikke vidste det. Lis Særkjær var hele tiden ude på at være bedre end Flemming Knudsen.«

Da det kom til afstemning om, hvem der skulle efterfølge Thorkild Simonsen, stillede fire kandidater op: Lis Særkjær, Flemming Knudsen, K.E. Mortensen og Torben Brandi.

I første omgang fik Særkjær flest stemmer.

Det blev et udskilningsløb, og i det afgørende valgte de, der havde stemt på K.E. Mortensen og Torben Brandi, at flytte deres stemmer over på Flemming Knudsen.

»Så fik han flest, og det kom Lis Særkjær sig aldrig over. Hendes mand, Vagn Særkjær, havde også været medlem af byrådet, men han fik problemer i den socialdemokratiske gruppe som følge af indholdet i en bog, han skrev.«

»Det var nogle dumme sager. Når jeg tænker over det bagefter, så synes jeg, at jeg er kommet rimeligt godt fra det. Der er ikke nogen, der kommer og bebrejder mig bagefter. Vi havde en dygtig partiformand dengang, Erik Houmann Sørensen, der turde at sige til Eva: ”Den går ikke længere. Du sidder i Rigsretten i Højesteret, og vi kan ikke have nogen, der ikke er helt ædru.” Eva var jo meget ked af det. Hun havde problemer af privat karakter, og de kan godt være forklaringen på, at hun begyndte at drikke lidt mere end godt var. Hun har aldrig bebrejdet mig, at jeg afskedigede hende som rådmand. Jeg gjorde det i august 1993 med opbakning fra partiet.«

På det tidspunkt var Thorkild Simonsen urørlig. Han havde præsteret sit svendestykke som politiker, og det var godt gjort at rejse et musikhus, når han selv spillede så elendigt på violin.

Lidelse på violin

Anne Sophie Mutter og Thorkild Simonsen har begge spillet violin.

Dermed hører enhver sammenligning også op. Den tyske virtuos er mesterlig på instrumentet, mens den senere Aarhus-borgmester mest var en lidelse at lytte til.

Kun en spontan redningsaktion iværksat af kvinder fra Ribes bedre borgerskab, der i stort tal mødte op til hans eksamen, forhindrede, at en frygtet inspektør dumpede Thorkild Simonsen i musik ved lærereksamenen. Han bestod lige akkurat i faget, der omfattede lige dele teori, sang og violinspil.

Thorkild Simonsen kunne både snakke og synge, men absolut ikke spille violin.

Derfor var det også lidt af et paradoks, at lige netop en violinkoncert af Brahms med Anne Sophie Mutter som solist stod på programmet ved musikhusets åbningskoncert den 27. august 1982.

Ved dronningens side på første række sad byens borgmester og nød musikken. Sikkert også solisten. Thorkild Simonsen møder gerne til koncerter, akkurat som andre nyder at overvære en ballet uden selv at kunne danse.

Tilbage til den festaften i 1982 glædede Thorkild Simonsen sig nok mest over sit svendestykke – byens nye musikhus, der måtte gennem 21 behandlinger i byrådet, inden det rejste sig. Og som siden genererede en udvikling i Aarhus også på andre områder.

Hårde kampe for musikken

Thorkild Simonsen var blevet borgmester i 1982, men det var som rådmand, han havde kæmpet de hårdeste kampe for huset, der havde været talt om i årtier.

Selv i dag, 37 år efter Mutter-koncerten, kan den 93-årige borgmester ikke lade være med at rubricere sine tidligere byrådskolleger, i forhold til hvordan de stillede sig til musikhuset.

Den sag betød meget for ham, og han fik også sat et monument. Helt fortjent står der en fin portrætbuste af ham skabt af Gudrun Steen-Andersen i gangen til tilbygningen med sale til symfonisk og rytmisk musik samt kammermusik.

Thorkild Simonsen udviklede sig til at blive en populær borgmester, og han var synlig i byen. Overalt mødte han op, når der skete noget. Da Børnenes Jord i Sjællandsgade-kvarteret blev taget i brug, var han der også.

Det afspejlede sig i de støt stigende stemmetal:

I november 1981 fik han 11.199 personlige stemmer. I 1985 blev det 16.762, og som voksede til 23.045 i 1989. Endelig i 1993 noterede den populære borgmester sig for 37.906 personlige stemmer – 55 pct. af samtlige socialdemokratiske stemmer.

Alligevel oplevede folk i byen, at Thorkild Simonsen var borgmester for hele Aarhus. Han kunne tale uden at behøve at forholde sig til sit parti i hver anden sætning, som yngre politikere har fået for vane.

Møde med folket

Selv når han blev spottet i gadebilledet, fik han en spontan modtagelse. Før en AGF-kamp på stadion krydsede fodboldtilskuerne Jyllands Allé. En bil holdt tilbage, og stor var gensynsglæden blandt fodboldtilhængerne, da de opdagede, at det var Thorkild Simonsen, der sad bag rattet. Alle vinkede til borgmesteren, som selvfølgelig hilste tilbage.

»Nok var der protester mod musikhuset, men borgerne havde en anden opfattelse,« sagde Thorkild Simonsen, som glædede sig over opbakningen.

Thorkild Simonsen holder hvert år mange foredrag. Han er værd at høre på, kendt og et godt trækplaster, så foreningerne vil gerne hyre ham, og han kommer, hvis han kan.

»Jeg var oppe at tale i Brønderslev i går, og de kendte jo ikke meget til musikhuset, men der var dog en, der spurgte: Hvordan får man bygget et musikhus i en tid, hvor man skal bygge ældreboliger?

Ja, det er et godt spørgsmål. Det var nok mere held end forstand. Især da Aarhus havde haft to meget fremtrædende borgmestre før mig: Bernhardt Jensen og Unmack Larsen. Begge var meget interesserede i kultur, men det var ikke dem, der skulle få æren af at bygge det musikhus. Unmack Larsen var nok for svag eller for syg.

Med Bernhardt Jensen forholdt det sig anderledes. Han ville ikke bruge så mange penge. Han ville hellere have byen bevaret, og det er også det, han fortjent er hædret for.«

Modstander og hædersmand

Thorkild Simonsen var heldig som borgmester, at den konservative opposition havde Olaf P. Christensen som leder og rådmand. Han var en betydelig politiker og i øvrigt halvbror til den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Kjeld Olesen. Olaf P. Christensen var medlem af byrådet i 36 år, heraf de 34 som rådmand.

Thorkild Simonsen var glad for samarbejdet med O.C., som han blev kaldt på rådhuset.

»Som borgmester er jeg nødt til at takke en mand som O.C.. Han var noget af det mest loyale, der fandtes. Af de næsten fire perioder, jeg var borgmester, var han viceborgmester i de tre, og det var ikke, hvad partiet ønskede. Det var slet ikke, hvad Jens Arbjerg Pedersen ønskede, men på en eller anden måde turde Arbjerg ikke gå imod. Der er ingen tvivl om, at O.C. var virkelig stolt, men Det Konservative Folkeparti var også stærkt dengang. Da jeg kom i byrådet, var der 21 medlemmer. Vi havde 10, De Konservative otte, SF to, og Venstre havde et. Derfor var det heller ikke underligt, at man tog hensyn til Olaf P. Christensen, som på mange måder var et pænt og ordentligt menneske. Han var meget konservativ, men når han skulle afløse, var han loyal over for den, han afløste.«

Nej til rådmandspost

Fru Inger Lillelund var medlem af byrådet, og hun var ved at blive rådmand engang, men sagde nej til at blive stillet op.

»Nu er det altid musikhuset, jeg tænker på. Dem, der støttede mig i musikhuset, syntes jeg selvfølgelig godt om. Det var Inger Lillelund og O.C. Lille Bernhard, den socialdemokratiske gruppeformand Bernhard Nielsen, fandt også ud af, at det var klogt nok,« siger Simonsen.

I embedsværket mødte Thorkild Simonsen ikke udelukkende opbakning til sit projekt.

»Økonomidirektør Erik Tjørnehøj skrev notater til først Bernhardt Jensen og siden til Orla Hyllested om et musikhus. Så kan jeg godt forstå, at Orla Hyllested var lidt kølig over for musikhuset. Da jeg hørte om notaterne, sagde jeg, at dem ville jeg gerne læse. Man kan ikke sende notater, som rådmanden for fjerde afdeling ikke kender til, når det angår hans område. De var ikke gode. Erik Tjørnehøj var virkelig vred på mig. Og derfor var han meget forundret den dag, han gik af, for da var jeg med til at forære ham 12 sølvskeer.

»Er det fra dig?«

»Ja, det er det. Du har jo lavet andet end at skrive de notater.«

Det var ham, der havde bygget magistratsordningen op, og han var en dygtig fyr, men han ville ikke bruge alle de penge på musikhuset.«

Embedsmændene tiltog sig magt?

»Ja, alt for meget.«

Samarbejdspartneren

Den embedsmand, der ubetinget har betydet mest for Thorkild Simonsen, er Poul-Erik Jensen. Ifølge Thorkild Simonsen tiltog Poul-Erik Jensen sig ikke magt, men fik den alene i kraft af sin dygtighed, og for Thorkild Simonsen var det ideelt at samarbejde med Poul-Erik Jensen.

De to mødte hinanden i kantinen på rådhuset i 1971, da Thorkild Simonsen var blevet skolerådmand. Her talte de om to skoler, der skulle opføres. Poul-Erik Jensen mente ikke, at det var en god idé, og det blev begyndelsen på et samarbejde, som gennem årene udviklede sig stadig tættere. Da Thorkild Simonsen blev borgmester, fik Poul-Erik Jensen en stilling som økonomichef i borgmesterens afdeling, inden han i 1986 blev stadsdirektør. Han havde i øvrigt også styret byggeriet af musikhuset, som blev billigere end beregnet. Intet fremmer en offentlig karriere som den slags præstationer.

Når Thorkild Simonsen i dag ser tilbage på sin borgmestertid og forholdet til embedsmændene, var den tidligere radikale folketingskandidat også afgørende. Det var selvfølgelig også Poul-Erik Jensen, Thorkild Simonsen ringede til, da han havde første arbejdsdag i Indenrigsministeriet, mødte tidligt og ikke kunne komme ind.

Skraldekonflikten

»Poul-Erik Jensen var en af dem, der formåede at samle embedsmændene og få borgmesterembedet ind i billedet, så de enkelte magistratsafdelinger ikke lå i krig. På en vis måde var jeg rimelig stolt over, at jeg kunne holde til at være borgmester i lige ved 16 år, for der var mange steder, hvor man kunne komme galt afsted.«

Skraldesagen var en af dem. Når han ser tilbage, var den på sin vis spændende. Der er ro på nu, og der har ikke været ballade siden. Striden udsprang af flere forhold, men bedre blev det ikke af, at selskabet havde en direktør, som Thorkild Simonsen betegner som »lidt mærkelig«.

»Det var ham, der fik formanden for selskabet Knud Frank Pedersen med på galejen, for han var ellers udmærket. Jyllands-Posten skrev, at nu måtte borgmesteren i Aarhus til at tage fat på det problem. Det synes jeg ikke, jeg skulle. Det var Venstres Hans Schiøtt, der skulle have taget fat. Han var rådmand.«

Men han skulle ikke have noget i klemme.

»Mange spåede, at skraldekonflikten ville blive min dødsdom. Det blev det slet ikke. Jeg var ikke glad ved, at de blev kaldt ”Thorkilds drenge”. De kørte med mig. Det er jeg nødt til at sige. Det var også en dum konflikt. Nyrup var meget bekymret. ”Thorkild, det er jo ikke så godt.” Han var hunderæd for den. ”Nu er du færdig.” ”Det var jeg ikke. Den skulle jeg nok klare.”«

»Folk turde jo ikke sige de skraldemænd noget imod, men i virkeligheden var det kun tre-fire mand, der kørte deres sag. Den allerflinkeste af dem var ham, der kommer og ordner vores have. Han var ikke en af de slemme. Han kom den dag, vi flyttede ind og sagde: ”Med alt det, du gjorde for os, så vil jeg gerne holde din have gratis.” ”Det får du ikke lov til. Du må gerne sætte den i stand.” Vi har ham fortsat, og vi betaler for det,« fastslår Thorkild Simonsen.

Konflikt uden vold

»Skraldemændene kunne godt se, at de kørte den for hårdt. Jeg havde også et møde med politimesteren, hvor jeg gjorde det klart, at vi ikke ville have en Esbjerg-sag, hvor politiet tæver skraldemændene, som det skete med demonstranterne i Ri-Bus-konflikten i Vestjylland. Det fik vi heller ikke.«

»Men i dag er der ingen, der kan huske skraldesagen. Under konflikten tog jeg på ferie til Malaysia, og mange sagde, at jeg ikke kunne rejse fra byen med den sag kørende. Det mente jeg nok, at jeg kunne. ”Hvem skal køre den?” ”Det skal O.C.!”«

I store træk handlede striden om, hvordan der skulle arbejdes, og hvem der skulle bestemme. Var det Kaos, Klubben Af Organiserede Skraldemænd, eller Århus Renholdningsselskabs ledelse?

En konsulentrapport havde vist, at medarbejderne sad på magten i selskabet, og da Svend Erik Broch Nielsen den 31. januar 1995 tiltrådte som ny direktør, blev han hilst velkommen med endnu en strejke.

Den nye direktør kvitterede ved at fyre hele styrken blot for at erfare, at i et kommunalt selskab er direktøren ikke stærkere, end politikerne tillader. Fyringerne talte ikke. Heller ikke da han igen forsøgte af slippe af med de genstridige for at få tømt spandene. I stedet blev der forhandlet en lokalaftale på plads, som ledelsen til gengæld ikke ville underskrive.

Ny ballade ved juletid

I nogle måneder var der ro, inden striden brød ud igen ved juletid 1995.

Nu begyndte medarbejdere at arbejde efter reglerne. Så blev tillidsmanden fyret, da han fortolkede nogle aftaler, og sagen udviklede sig til en national begivenhed.

Thorkild Simonsen og LO-formand Torben Brandi opfordrede til at trække fyringen af tillidsmand Louie Andersen tilbage.

Skraldemændene anmodede Thorkild Simonsen om at mægle og få gang i forhandlingerne. Det accepterede borgmesteren, men selskabets formand, Knud Frank Pedersen, blev vred over, at borgmesteren blandede sig.

Selv om Thorkild Simonsen udfoldede hele sit talent, lykkedes det ikke at forlige parterne, og heller ikke borgmesterord på et møde i renholdningsselskabets repræsentantskab hjalp.

Kommunen opsagde aftalen med Århus Renholdningsselskab, der til gengæld anlagde en voldgiftssag, fordi man havde kontrakt mange år frem.

Da direktøren for tredje gang fyrede medarbejderne, var det alvor.

Kommunen tabte voldgiftssagen, og selskabet ansatte nye skraldemænd.

Knud Frank Pedersen og Broch Nielsen lignede vindere, men ikke ret længe.

Regler var blevet overtrådt ved indkøb af nye spande, og direktøren blev selv fyret efter en fugtig julefrokost, hvor han havde optrådt uheldigt. Siden trak formanden sig.

For få aktive

Der faldt omsider ro over området, og det var vel kun, hvad befolkningen ventede. Striden viste, hvor vigtigt det er, at det kommunale demokrati fungerer, og her er det relevant at spørge Thorkild Simonsen, om der er nok politisk aktive?

»Nej, det er der bestemt ikke, og det er måske en af de ting, der gør det vanskeligt at være borgmester i dag, når man ikke har en stor gruppe bag sig. Jeg kan huske, da jeg var formand for Midtkredsen. Der var flere medlemmer i alene i midtbyen, end der er i Socialdemokratiet i hele Aarhus i dag. Det betød meget at komme ud at tale med medlemmerne. I det hele taget at tale med en bredere kreds end lige dem, der absolut er medlem. Det tror jeg betyder rigtig meget. Det må skyldes, at interessen ikke er stærk nok, for der er ingen tvivl om, at Jacob Bundsgaard gerne ville have en større kreds at snakke med.«

Minister med en mission

Thorkild Simonsen er 93 år og glæder sig over, at han ikke er dement. Måske kan det knibe med at huske enkelte navne, men så er det godt, at hustruen Edny kan konsulteres som sufflør. Parret har fejret krondiamantbryllup ved en vældig fest på Varna, og på sofabordet ligger en bog med glade gæster til minde om et godt gilde.

Aktuelle spørgsmål kommenteres livligt. Lige nu er det Mogens Lykketofts nye bog, der optager Thorkild Simonsen.

»Hvor er den velskrevet,« konstaterer han, og typisk fokuserer han på det menneskelige aspekt i den gode historie.

Mogens Lykketoft var adoptivbarn, men opsporede og etablerede siden kontakt til sin biologiske mor. Ved hendes sølvbryllup sad han med ved bordet. Mange gæster undrede sig, indtil moderen rejste sig og præsenterede den søn, hun havde født, da hun var ganske ung.

Trump og brexit er andre emner, der optager, og som udgangspunkt er Thorkild Simonsen positiv. Han vil gerne se det bedste i mennesker, men har også blik for svagheder, og han kan sagtens udtrykke sig kritisk.

Det er nemlig ikke alt i byen, der huer den gamle borgmester:

»Byggeriet på Ceres-grunden er forfærdeligt, og dele af havnen er heller ikke for god.«

Frilægningen af åen

Det har heller ikke helt passet Thorkild Simonsen, at han har været udnævnt som modstander af frilægningen af åen af Ole Østergaard, byens tidligere stadsarkitekt.

»Han var efter mig nogle gange, og så sagde jeg: ”Nu skal du holde op, Ole. De gange, hvor jeg officielt har sagt noget om den å, har jeg sagt noget pænt. Du havde aldrig fået den å igennem, hvis ikke jeg havde fået konservative og socialdemokrater til at åbne det sidste stykke. Det ville Venstre ikke være med til.”

Det er rigtigt, at jeg var lidt nervøs på vegne af de forretningsfolk, som mente, at deres muligheder for at handle forsvandt. Det gik også lidt for hurtigt efter min mening, men i dag er det fint.«

Thorkild Simonsen har altid haft fornemmelse for, hvad der optager borgerne, og den er usvækket. Han er heller ikke tilfreds med de trafikale forhold i byen.

»Nu er jeg den eneste her, der kører bil. Min kone må ikke længere køre på grund af sit syn. Jeg kører meget, og det er virkelig svært i Aarhus selv for mig, der ellers skulle kende byen ud og ind.

Spændende ministertid

Men når vi sidder i bilen, kan vi ligeså godt fortsætte mod København. Her ankom Thorkild Simonsen i efteråret 1997 for alvor på den store scene.

»De to år, fire måneder og tre dage helt præcist som minister er nogle af de mest spændende i min politiske karriere.«

Det var Thorkild Simonsens klare og kontante kommentarer til de kroniske flygtninge- og indvandrerdiskussioner, der gjorde, at Poul Nyrup Rasmussen fra den 20. oktober 1997 knyttede Thorkild Simonsen til ministerholdet som indenrigsminister.

Thorkild Simonsen sad i folketingssalen, da Nyrup om Dansk Folkeparti udtalte ordene: »Stuerene, det bliver I aldrig!«

»Statsministeren vendte sig om mod mig. Jeg sagde: ”Poul, det var måske ikke det bedste at sige lige nu.” Men han mente det. Han mener det endnu, og jeg kan godt forstå, at han kom til at sige det. Jeg kunne godt lide Poul Nyrup Rasmussen, og han havde jo sagt til mig, lige før jeg skulle være minister: ”Du skal få alle somaliere ud af landet.”«

»”Det kan man ikke,” svarede jeg. Nogle fik jeg hjem, men det var yderst besværligt. Prøv at tage ned til det land. Der er syv klaner, og de er indbyrdes uenige. At tro, at du kan sende nogle tilbage og slippe godt fra det. Det kan du ikke.

Vi har fået for mange, det indrømmer jeg. Derfor må vi hellere prøve at få dem lært dansk, så de kan få et arbejde. Jeg kan huske, at jeg havde nogle kvinder, der var analfabeter, og de kunne hverken det ene eller andet. Jeg fik dem ind på et vaskeri, og så fik de lidt danskundervisning om aftenen. Det var deres mænd ikke helt tilfredse med, for nu havde kvinderne højere status end mændene, der ikke var i arbejde.

Nu når jeg kører ud på Skejby Sygehus til undersøgelser og taler med somaliske vognmænd og chauffører i taxaen, siger jeg til dem, at de nok er blevet for mange heroppe.

”Omvendt var det svært at sende jer hjem, for I var kommet i krig med dem derhjemme lige med det samme”.

Somalierne er ikke uenige. Der er dygtige folk i alle lande. De allerdygtigste tog amerikanerne med tilbage til Amerika. De næstbedste rejste til Canada. Så var der nogen, der blev i nærområdet, og andre tog til London,« vurderer Thorkild Simonsen.

For mange uuddannede

»Der var nok for mange af dem, der er analfabeter, som kom hertil. Især af kvinder. Vi har ikke haft problemer i den forstand, for de lavede ikke ballade, men vi fik problemer, hvis vi gjorde dem for dygtige, for så blev deres mænd bange,« forklarer den tidligere minister.

På et tidspunkt kom det til et mindre oprør blandt kommunerne på vestegnen, og Poul Nyrup Rasmussen fandt, at tiden var inde til at finde en ny indenrigsminister. Thorkild Simonsen havde på forhånd sagt, at han ikke ville sidde hele perioden. Derfor kom henvendelsen fra Nyrup ikke overraskende:

”Jeg har tænkt mig at tage Karen Jespersen. Hvad siger du til det, Thorkild?”

”Det siger jeg ikke noget til, hvis du mener, at det skal være Karen Jespersen. Jeg går af, og jeg er tilfreds med, at jeg har været her så længe, som jeg har.”«

Ministertiden sluttede den 23. februar 2000.

»Nyrup kunne godt lide, at der var ro på området. Jeg har nogle fine, personlige breve fra ham, hvor han siger noget pænt om mig, som han ikke har sagt udadtil,« siger Thorkild Simonsen.

Det var ikke fryd og gammen hele tiden. Området var svært, og den radikale regeringspartner gjorde det ikke ligefrem lettere.

»Som minister havde jeg døje med ikke mindst Henrik Svane, der var de radikales flygtninge- og indvandrerpolitiske ordfører. Han havde det med at sige ja til alt det, jeg kom med, når vi sad ved møderne, og derefter kunne jeg i avisen læse, at han var gået imod mig på alle tænkelige områder. Sådan spillede han.

”Hvad er det, du siger, Svane? Har vi ikke lavet en aftale?”

Jeg kan huske en sag, hvor der var nogen i salen, der skældte ud på mig. Så tog Birthe Rønn Hornbech ordet og sagde, at det var helt forkert at skælde ud på ministeren. I skal skælde ud på Henrik Svane. Det er ham, der er løbet fra aftalen.«

Davs borgmester

»Det er meget sjovt, når jeg i dag går en tur på Strøget, så er det alligevel interessant at høre, at man siger: ”Davs borgmester.” Det er ikke kun dem med hvid hud, der siger det. Det er også dem med mørk hud. De er mange, der ved, hvem jeg er, og det er vel et tegn på, at man har opført sig ordentligt,« konstaterer Simonsen.

Thorkild Simonsen blev hentet ind som problemknuser endnu en gang, da han på Lars Løkke Rasmussens opfordring i 2005 fungerede som opmand i forbindelse med kommunalreformen. Det gik fint, men han havde også betinget sig, at det skete sammen med Poul-Erik Jensen, og makkerparret arbejdede ud fra et af Thorkild Simonsens kendte valgsprog: ”Ikke alle med en anden holdning end din egen kan være idioter”.

Ellers havde den aarhusianske borgmester tidligere udmærket sig på den landspolitiske scene som formand og næstformand for Kommunernes Landsforening. Her havde han et tæt samarbejde med Venstres Lejre-borgmester Evan Jensen. De skiftedes til at sidde for bordenden. Det er tydeligt, at Thorkild Simonsen sætter Evan Jensen højt.

»Hvis vi kom til finansministeren, og Evan og jeg var enige, så skulle finansministeren være meget stærk for at gå imod. Dyremose forsøgte et par gange, men det slap han ikke godt fra. Den, det gik bedst for, var Lykketoft, men han var også ret stærk.«

Den mest særprægede finansminister var Anders Andersen.

»Han sagde sjældent ja til noget som helst, men hvis han endelig sagde ja, så sagde han ikke nej bagefter. Jeg kan huske engang, vi havde en bestemt arbejdsmandsgruppe både i stat og kommuner, og de var ikke lønnet lige. Det syntes jeg, de skulle være. Anders Andersen kom til mødet og sagde: ”Ja, her i afdelingen mener vi, at vi ikke skal give efter for kommunerne.”

”Det er da uklogt, Anders.”

”Det har jeg også selv fortrudt. Så jeg giver efter, og så kan de sige, hvad de vil.”

Det var stærkt.

Embedsmændene var ikke tilfredse.«

Simonsen og Simonsen

»Den finansminister, jeg kunne bedst med, var Palle Simonsen, en helt igennem reel fyr. Han var ikke nogen større politiker, men han var behagelig at forhandle med, og der var altid en god stemning. De to dygtigste finansministre, jeg har siddet overfor, var Knud Heinesen og Mogens Lykketoft.«

I Brønderslev, hvor Thorkild Simonsen havde holdt foredrag, gav det et sæt i forsamlingen, da der cirkulerede et billede af taleren og en kendt russer i en underordnet position.

Aarhus havde Leningrad som venskabsby, og da Anatolij Sobtjak blev borgmester, sendte Aarhus Kommune sine lykønskninger.

Thorkild Simonsen blev inviteret på besøg. Sobtjak havde tidligere besøgt Aarhus og Simonsens privat.

»Jeg har en sekretær, og han sørger for jer,« sagde borgmester Sobtjak ved velkomsten.

»Hvad hedder han,« spurgte Thorkild Simonsen.

»Han hedder Putin og taler tysk og russisk.«

»Hver gang jeg ser Putin, tænker jeg: Gud, det er min gamle ven. Hvem har haft Putin som sekretær i tre dage? Det er der ikke mange, der har. Jeg er ked af, at jeg ikke har holdt en vis forbindelse,« siger Simonsen.

Af de mange personer, han i øvrigt har mødt, er det klart Nelson Mandela fra Sydafrika, der har gjort størst indtryk.

»Mage til person. Jeg har truffet ham flere gange. Jeg mødte ham, da jeg var formand for KL, da kom han til et arrangement. Han gik rundt og hilste på dem, der stod bagved, for de var ikke vant til, at nogen hilste på dem. En anden gang sad jeg ved et bord og spiste frokost sammen med Mandela, Schlüter, Uffe Ellemann, Auken, Lilli Gyldenkilde og Marianne Jelved. Svend Auken og Nelson Mandela talte sammen. Uffe sagde lidt, men Schlüter sagde ikke meget. Man kunne se, at han var ud over det almindelige. En mand, der kan gå ud efter så mange år i fængsel og tilgive sine bødler. Fantastisk. Jeg har mødt paven ved en kommunal kongres i Italien, hvor han gik rundt og hilste på hver enkelt.«

I 1997 modtog Thorkild Simonsen fortjenstmedaljen i guld, og den er han stolt af. En lignende hæder tilfaldt i øvrigt forgængeren H.P. Christensen, da Aarhus fejrede sit 500-års jubilæum i 1941, og det nye rådhus blev indviet.

Men Thorkild Simonsens største fortjeneste var alligevel, at han fik Aarhus til at spille.