Jyllands-Posten flytter tilbage til byen

Nu rykker Jyllands-Posten igen. Til sit nye domicil på havnen og tilbage til Aarhus, og avisen øger sin synlighed i byen.

Det er godt. Da Jyllands-Posten for snart 100 år siden flyttede fra Rosensgade 22 til Frederiksgade 72, var den en af seks aviser med redaktion i Aarhus. De øvrige var: Demokraten, Aarhus Amtstidende, Afholdsdagbladet Reform, Aarhus-Posten samt Aarhuus Stiftstidende. De fleste dagblade var lokale, varetog primært politiske interesser og døde af det.

Jyllands-Posten holdt sig også dengang fri af interesser, men havde et skarpt øje på finansfolk. Den senere redaktør og udgiver H. Hansen var en afslørende og dybdeborende journalist, før den slags blev moderne og skrev om problemer i Landmandsbanken forud for den store bankskandale for 100 år siden.

Egentlig besluttede en kreds af borgere oprindeligt at udgive Jyllands-Posten, fordi de ikke kunne holde Lars Bjørnbaks synspunkter i Aarhus Amtstidende ud. Bjørnbak var vel nærmest radikal, selv om han på et tidspunkt meldte sig ind i Internationale under Karl Marx, der sad i London. Bjørnbak stod ved sine meninger, og to aviser sloges i byen, på landet og i retten.

En af avisens tidligere redaktører, Chr. Nielsen, svingede krabasken i Jyllands-Posten, og han blev efterfulgt af sønnen Søren Wittrup Nielsen, redaktør 1895-1927, der var noget blidere end faderen, men dog værnede læserne imod billige virkemidler som Politikens billeder og kronikker. Overskrifterne var også beskedne. Udbruddet af Første Verdenskrig stod på forsiden, men overskriften var den mindst mulige.

Der var også blot en enkelt telefon på redaktionen. S.W. Nielsen brød sig ikke om de moderne apparater, og var han alene på kontoret, fik uhyret lov at ringe, indtil det holdt op eller blev for meget. Så løftede S.W. Nielsen røret og frabad sig i bestemte vendinger at blive forstyrret.

En barsk udgiver

Han skrev ikke meget selv, men ledede avisen, og på et tidspunkt fik en stor annoncør, der ønskede at opnå rabat, foretræde på chefens kontor blot for at opdage, at der ikke var noget at komme efter.

»Nej, vi giver principielt ikke rabat. Vi har ikke bedt Dem avertere hos os, og kan De undvære Jyllands-Posten, har vi ikke noget imod det. Farvel!«

Det daglige oplag voksede i S.W. Nielsens tid fra 2.800 til 21.215. Jyllands-Posten var dominerende i provinsen og præsterede en kompetent dækning af Første Verdenskrig og øvrige afgørende udenrigspolitiske begivenheder.

Avisen gav besked og sørgede for, at det væsentlige, der skete, også stod i avisen. Foruden pennen var saks og lim vigtige remedier på redaktionen, for som det hed: Uden saks og klister, ingen journalister.

Aarhus Amtstidende havde også svært ved at klare konkurrencen med Jyllands-Posten og Aarhuus Stiftstidende. Avisen havde redaktion i Ryesgade, og selv om Kristian Hansen moderniserede bladet, lykkedes det aldrig at slå igennem i Aarhus.

Aarhus Amtstidende blev regnet en seriøs avis, og derfor var der nok en læser eller to, der hævede et øjenbryn, da der en sommerdag i 1906 forekom følgende spørgsmål:

Hvorfor er vore bude og redaktører så grimme?

Svar: Fordi de er lavet uden omhu og kærlighed.

Avisen beklagede dagen efter. Der skulle have stået ”både” og ”redskaber”, beretter Larsen-Ledet, der i sine erindringer ”Mit Livs Karrusel” er god for mange historier om pressen i Aarhus på den tid.

Lars Larsen-Ledet (1881-1958) viede sit liv til afholdssagen og udgav i årevis dagbladet ”Reform”, der agiterede mod drikkeriet, men også indeholdt andre artikler.

Larsen-Ledet var både taler og skribent, og nogle af landets kroejere så ham gerne fængslet. Han havde kostet kroerne det dobbelte af, hvad justitsminister Alberti havde svindlet for, inden han meldte sig i 1908. Excellencen fik otte år i tugthuset. Ergo fortjente Larsen-Ledet i bedste fald 16 år bag tremmer.

Larsen-Ledets triumf

Drikkeriet var udbredt på den tid. For Larsen-Ledet var et en sejr, at beskatningen på alkohol blev forhøjet i 1917. Drikkeriet var årsag til masser af tragedier. Mange politikere, blandt andet den første folkevalgte borgmester i Aarhus Jakob Jensen, var afholdsfolk. Jakob Jensen gik ofte rundt på byens værtshuse, når der havde været lønningsdag for at sikre, at arbejdere ikke drak ugelønnen op.

Lars Larsen-Ledet forsøgte også at skabe en politisk karriere både hos de radikale og socialdemokraterne, men det blev ikke til mere end et medlemskab af sognerådet i Viby.

Demokraten med redaktion i Østergade 46 var for 100 år siden den største lokalavis i Aarhus. Den varetog Socialdemokratiets interesser, ligesom redaktionen leverede medlemmer til rigsdagen på stribe.

Solidariteten kostede

Avisen gav overskud, men det blev i hine tider anvendt solidarisk på andre og knap så succesrige udgivelser. Derved forsømte de ansvarlige i København at modernisere det jyske guldæg, hvad der i længden blev dyrt og endte med at koste.

Harald Jensen, der for egne midler i 1884 havde grundlagt avisen, havde svært ved at slippe kontrollen. Kong Harald, som han blev kaldt, havde kolossal indflydelse i sin samtid. Meget gik gennem ham, så det er oplagt, at en af byens mest trafikerede pladser i dag er opkaldt efter ham.

Harald Jensen mødte fortsat på avisen, når der ikke var møde i Landstinget, hvilket sikkert også forsinkede avisens udvikling.

Der var ingen tøven på Stiftstidende, som den nye ejer Louis Schmidt moderniserede efter at have overtaget avisen i Kannikegade i 1920.

På blot få år overhalede Stiftstidende Demokratens oplag og blev den største lokalavis.

Den lange nedtur

Stiftstidende blev en rigtig god forretning, og for et halvt århundrede siden var det Danmarks bedst indtjenende dagblad og i øvrigt tæt på at overgå Jyllands-Posten i oplag. Det lykkedes ikke, og avisens senere skæbne bekræftede, at nedturen altid begynder på toppen. På Stiftstidende blev den årelang og kostede selvstændigheden.

Aarhus-Posten havde ikke andet formål end at drive en forretning og hver dag bringe oplysende og underholdende historier. Nogle dage lykkedes det bedre end andre. Men avisen afspejler, at de elektroniske medier ikke var udbredt endnu. Der er en forbavsende bred udenrigsdækning, og i foråret 1920 gøres der meget ud af genforeningen og alle de tyske skurkestreger for at påvirke resultatet.

Aarhus-Posten blev solgt i løssalg og de første år falbød bladsælgeren hver dag avisen på hjørnet af Østergade og Søndergade, hvor Salling siden fik indgang:

»Aarhus-Posten! Fire sider løgn og skidt. Kun to øre.«

En nat havde en montør hængt sig efter at have repareret bladets trykmaskine.

»Aarhus-Posten! Fire sider løgn og skidt. Montøren hængte sig. Kun to øre.«

Akkurat som banansælgerne på Strøget i dag, havde sælgeren det med at snubbe overflødige stavelser.

»Aarhus-Posten! Fire sider løgn og skidt. Tøren hængte sig. Kun to øre.«

Og kort efter var det redaktøren, der havde hængt sig.

To-ørene kunne bæres hjem i spande.

Aarhus-Posten blev grundlagt af C. Arnfast Nielsen i 1902. I 1910 kom Thorvald Petersen, der havde været Landsudstillingens pressesekretær til, og trods fremgang i 1920’erne nåede avisen aldrig over 3.000 i dagligt oplag, måske fordi løssalgsprisen i marts 1920 blev fordoblet fra fem til ti øre. Fra 1928 til 1937 blev bladet ledet af Anders Olsen, der var ferm til dramaer og fik opført tre stykker på Aarhus Teater: ”Bundne kræfter”, ”Maskinen” og ”Hansen-Bramslev, medlem af Folketinget”.

Beretningen om Anna

Avisen er også en kilde til oplysning om sider af tilværelsen i hele Danmark, man sjældent støder på, som nu beretningen Den letsindige Anna i Dommervagten, der blev trykt i Aarhus-Posten 6. januar 1920:

»Der kan af og til udspilles små ret muntre episoder i Dommervagten i København, hvis faste stamgæster ikke er blottet for humør, og som ikke altid tager deres ubehagelige stilling særligt alvorligt.

Således stod der forleden en af Vesterbros letsindige små damer, Anna Laurentia Virginia Nielsen, for den vagthavende dommer i ”Vagten”. Hun havde overtrådt et givet tilhold og havde ikke meldt sig til Politiets Protokol i flere måneder, noget hun skal gøre. Let, chic og elegant kommer Anna svejsende ind i lokalet, der er fuld af journalister og nysgerrige, deriblandt et par af Annas mandlige bekendte. Der står en duft af sødlig parfume fra hendes klæder, der er efter sidste snit, og med en koket hovedbøjning hen mod dommeren føres hun frem for skranken, idet hun dog får tid til at nikke til sine to venner og sige: ”Da’ Nikolaj og Valde!”

Mens tilhørerne og de tilstedeværende pressemænd sætter sig rigtig til rette, er de klar over, at her bliver en munter halv time, blader dommeren alvorligt sagens akter igennem og dikterer til protokollen: Rapport og generalieblad fremlagt. Derpå siger han til Anna, der smiler sødt ved hans tiltale:

»De har overskredet et tilhold og ikke meldt dem til protokollen, hvad siger De dertil?«

»Kære hr. Dommer, tag det nu ikke så strengt. De må ikke se så vred ud, så gør De mig jo ganske bange. De er jo slet ikke sådan en fæl bussemand, som De vil gøre Dem til; det ved jeg meget godt.

»Jeg spurgte Dem, hvad De har at sige til rapporten,« siger dommeren, denne gang mindre strengt, idet han har ondt ved at lade være med at smile. Tilhørerne trækker lidt højrøstet på smilebåndet, og den vagthavende opdager, der sidder ved et lille bord bag skranken, har puttet et lommetørklæde i munden for ikke at le højt.

»Ja, ser De, hr. Dommer, det er jo vanskeligt med den protokol,« siger Anna. »Man er jo lidt glemsom, især i morgentimerne, og der er så meget, man skal nå, jeg har virkeligt svedt det ud – men skal vi ikke slå en streg over det, Tullemand.«

»Var nu Deres mund,« siger dommeren, idet han med en kraftanstrengelse tager sig sammen. »De må ikke krænke rettens værdighed.«

»Det gør jeg jo heller ikke, men lad nu bare være med at skabe Dem, lille dommer. De er jo ingen dødbider, men kan godt lide en lille buttet sød ung dame, det kan jeg se op Dem, og derfor kan vi jo i al gemytlighed tale om tingene.

Men det ville dommerne ikke. Retslokalets tilhørere hylede nu så højt, og med en af latter undertrykt skælvende stemme, dikterede dommeren arrestdekret over Anna til 10. januar, hun havde jo tilstået, og så førtes hun ud, idet hun nikkede til dommeren, rets skriveren, opdagere og de tilstedeværende og sagde:

»Kan I se, vi to kom godt ud af det sammen!«

Den beretning er garanteret blevet kommenteret.