Norddjurs Kommune kan ikke finansiere de busruter, regionen trækker støtten fra
Borgmester Jan Petersen (S) i Norddjurs kalder Region Midtjyllands netop vedtagede budgetbesparelse på den kollektive trafik for skuffende. Som det ser ud nu, kan Norddjurs Kommune ikke finansiere driften af de berørte busruter i kommunen.
»Det er meget skuffende, og det skaber et kæmpe problem for de mennesker, der bor i tyndtbefolkede områder i kommunen.«
Sådan lyder meldingen fra Norddjurs’ borgmester, Jan Petersen (S). Han er særligt skuffet over, at rute 351 mellem Grenaa og Ebeltoft nu kun vil blive delvist finansieret af regionen. Det er en af de tre østjyske regionalbusruter, Region Midtjylland har valgt at tilbyde penge, men ifølge borgmester Jan Petersen var det ikke aftalen.
»Vi var blevet lovet, at regionen ville finansiere ruten. Og det gør de så kun delvist nu. Jeg er meget overrasket. De sender aben videre til os som kommune, og den abe skal vi så sende videre til borgerne i form af en dårligere service.«
Han tilføjer desuden, at Djursland bliver ramt ekstremt hårdt af sparekravet, og at Norddjurs Kommune på nuværende tidspunkt ikke kan opretholde de berørte busruter.
»Vi kan risikere, at fok ikke kan komme til og fra deres hjem. Og det medfører altså en skævhed i samfundet.«
Borgmester Jan Petersen meddeler, at Norddjurs Kommune nu vil forsøge at tænke kreativt for at bibeholde en del af busruterne.
»Det er et kæmpe problem,« siger han.