Dele af hospital ramt af vandforurening: »Vi er ved at skaffe vand på flasker«
Der forventes svar på et større antal kontrolprøver tirsdag i næste uge.
Der er fredag blevet konstateret forhøjet kim-tal, der viser indholdet af mikroorganismer, i en vandprøve fra Område C på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Det oplyser hospitalet i en pressemeddelelse.
»Målingen betyder, at man ikke må drikke vandet i dele af område C, men det er kun på en begrænset del af hospitalet. Derfor er vi i øjeblikket ved at skaffe vand på flasker til afdelingen,« uddyber Lars Elgård Pedersen, pressechef ved Aarhus Universitetshospital, over for Århus Stiftstidende.
Det er endnu uvist, hvor forureningen stammer fra. Man er således i gang med at finde frem til forureningskilden.
»Vandet fra Aarhus Vand er rent, og det er vandprøver fra det øvrige hospital også. Derfor vurderes det, at vandet i den øvrige del af hospitalet ikke er forurenet,« oplyses det desuden i pressemeddelelsen.
Indtil man har har fundet kilden, har man besluttet, at vand fra vandhaner og drikkevandsautomater i det pågældende område ikke må drikkes. Dog må vandet fra vandhanerne godt benyttes til almindelig såvel som kirurgisk håndvask.
Samtidig er det blevet besluttet, at vandet skal koges, før det må bruges til madlavning, ligesom man har valgt at lukke Café Syd ned midlertidigt.
»Opvaskemaskiner, dialysemaskiner og autoklaver (apparat til sterilisering af udstyr, red.) kører på særskilt rørsystem og er ikke berørt af vandforureningen,« fremgår det af pressemeddelelsen.
Hospitalets beredskab vil i samarbejde med en række myndigheder følge situationen tæt den kommende tid.
I den forbindelse vil man det kommende døgn tage et »større antal« kontrolprøver, oplyses det. Der ventes svar på disse prøver tirsdag i næste uge.
Personer, som fredag har drukket vand fra det berørte område, skal som udgangspunkt ikke foretage sig noget.
»Det vurderes , at der ikke er grund til bekymring, hvis man har drukket af vandet i det berørte område i dag (fredag, red.),« lyder det i pressemeddelelsen.
Område C dækker blandt over over afdelingerne for mave- og tarmkirurgi, lever- mave- og tarmsygdomme og urinvejskirurgi. Derudover findes der en række mødelokaler i området.