Byrådet griber dybt i lommen
Samtlige partier i Skanderborg Byråd indgik tirsdag aften forlig om næste års budget, der er præget af fortsat stor befolkningsvækst.
Skanderborg Byråd blev tirsdag aften enig om et budgetforlig, som hæver de kommunale udgifter i 2019.
Samlet udvides driftsbudgettet for næste år med 44 mio. kr. i forhold til 2018, ligesom der budgetteres med anlægsinvesteringer, der er godt 30 mio. kr. højere end budgettet for 2018. De skal bl.a. gå til at udvide skolekapaciteten i Hørning, renovere dagtilbud og skabe bedre infrastruktur.
Der er masser af Venstre-politik i det her meget ansvarlige budget, og de andre partier har været meget imødekommende i forhold til vores synspunkter.Anders Laugesen, Venstre
Baggrunden er en solid befolkningstilvækst, og et tema i forliget hedder derfor: ”På vej mod 70.000 borgere i det rigtige tempo”, forklarer borgmester Jørgen Gaarde (S).
»Skanderborg Kommune er et eftertragtet sted at bo, og det har en positiv indvirkning på kommunens økonomiske udvikling på langt sigt, men det kan give udfordringer for økonomien på kort sigt særligt på skole- og dagtilbuds-området. Derfor glæder jeg mig over, at vi også i år har kunnet finde frem til en budgetaftale, som hele byrådet bakker op om,« siger borgmester Jørgen Gaarde.
Samlet er der disponeret med 590 mio. kr. til anlæg i budgetperioden 2019-2021. Heraf er der afsat ca. 260 mio. kr. til udbygning og forbedring på skoleområdet. Pengene går bl.a. til det indledende arbejde med en ny skole i Hørning og til at tilpasse kapaciteten på Højboskolen.
V: En god aftale
Venstres Anders Laugesen erklærer sig meget tilfreds efter tirsdagens forhandlinger.
»Det blev en god aftale. Der er masser af Venstre-politik i det her meget ansvarlige budget, og de andre partier har været meget imødekommende i forhold til vores synspunkter,« fortæller han.
Venstre gik til valg på at styrke den borgernære kernevelfærd, og derfor er han tilfreds med, at hånden holdes under ældreområdet, og at der er afsat store beløb til skole- og dagtilbud samt infrastruktur.
»Det er meget skønt, at vi nu har fået afsat nogle flere midler til vedligeholdelse af de kommunale ejendomme, som forfalder. Og så er vi glade for, at vi har fået reduceret lidt på udgifterne til bureaukrati, ledelse og administration,« siger Anders Laugesen.
Claus Leick (SF) mener, der er meget sund fornuft i budgettet.
»Vi er en vækstkommune og er måske kommet lidt bagud med renovering af skoler og børnehaver, men vi lægger i aftalen op til, at vi ikke bare drøner derudaf, men tager tingene i en prioriteret rækkefølge,« siger han.
»Vi opprioriterer ved at indføre en cirkulær bæredygtighedsenhed i kommunen, som kan understøtte, at vi bliver bedre til at genanvende, og så er der nogle gode ting som flere cykelstier og en pulje på 5 mio. til udvikling af det gode liv i vores landsbyer,« siger han.
K: Dyr drift
Thomas Cordtz (K) fremhæver flere konservative resultater. F. eks. er det lykkedes at få løftet handicapområdet med yderligere 12,2 mio. kr. i 2019. Fraregnet en effektivisering på 0,25 pct. er det stort set lykkedes at friholde ældreområdet, skoler og daginstitutionerne for forringelser, mener han.
Dog er han uenig i retningen.
»Der bruges fortsat for mange penge på at holde skibet Skanderborg Kommune sejlende: 3,4 mia. kr. voksende til 3,5 mia. Det har vi ikke råd til i længden, når vi fortsat presses af demografiske udfordringer –herunder et boom i antallet af børn og ældre,« siger han.