Uretfærdig konkurrence fik bestyrelse til at gå af
Efter hele bestyrelsen i Søften Forsamlingshus gik af i marts, skal der nu udpeges nye kandidater på et borgermøde torsdag.
Det var en enig bestyrelse i Søften Forsamlingshus, der valgte at gå af ved generalforsamlingen i slutningen af marts. Uretfærdige konkurrencevilkår og dårlig økonomi har gjort det svært for bestyrelsen, lød det.
Vi er interesserede i, at forsamlingshuset skal fortsætte.Poul Boisen, frivillig og arrangør af borgermødet
Nu har fire frivillige derfor inviteret alle byens borgere til et ekstraordinært møde torsdag aften kl. 19.00. Her skal forsamlingshusets fremtid diskuteres, og nye kandidater til bestyrelsen skal udpeges, fortæller Poul Boisen, som er en af de frivillige.
Afslag på lån
Den afgående bestyrelse i Søften Forsamlingshus har søgt om et lån til at restaurere stedet, da der på førstesalen i huset er to lejligheder, som trænger til en kærlig hånd. Lejeindtægten herfra er ifølge bestyrelsen nødvendig for forsamlingshusets økonomi.
Men det har ikke været muligt for bestyrelsen at få et tilfredsstillende kreditforeningslån, og derfor havde de følgende besked ved generalforsamlingen:
»Bestyrelsen er noget forundret over modstanden mod at låne os penge til vores forbedringsprojekter. Ligeledes forlyder det, at vi inden for overskuelig tid får en konkurrent til forsamlingshussalen her i byen. Bestyrelsen har vurderet og føler, at der er en markant konkurrenceforvridning, når de økonomiske tal sammenlignes mellem forsamlingshuset og en evt. Multisal. Derfor er det en enstemmig bestyrelse, som her i aften vælger at gå af.«
Multisalen bliver finansieret af Favrskov Kommune, og det skaber ulige konkurrence, mener bestyrelsen.
Ingen kommentarer
Den tidligere formand Niels Nederby har ikke yderligere kommentarer inden borgermødet. Han vil selv deltage i mødet, hvor han håber, at der bliver fundet en løsning.
Mødet vil være en åben debat, hvor der er rig mulighed for at komme med nye forslag til en finansiering, lyder det fra Poul Boisen. Han og resten af de frivillige håber som Niels Nederby, at der kommer en afklaring.
»Vi er interesserede i, at forsamlingshuset skal fortsætte. Det er jo over 120 år gammelt,« fortæller Poul Boisen.