Appeldomstol har afvist Donald Trumps ønske i sag om fortrolige dokumenter
Donald Trump har lidt nederlag i sagen om de beslaglagte dokumenter fra hans Mar-A-Lago-residens i Florida. Appeldomstol har afvist Trumps ønske om en såkaldt "special master" - en tredjepart, der uvildigt skulle undersøge sagen.
Sagen om de beslaglagte dokumenter i Donald Trumps Mar-A-Lago-residens i Florida har taget endnu en drejning. Torsdag aften har en appeldomstol nemlig bestemt, at dokumenterne i sagen nu ikke længere skal gennemgås af en såkaldt special master - en uvildig advokat, der skulle fungere som tredjepart, og som Trump har haft en brændende ønske om at få indsat for at få bremset sagen. Det skriver CNN.
Netop den såkaldte special master, har været helt central i sagen, idet det har været et af Donald Trumps sidste bolværk mod justitsministeriets undersøgelse.
Sagen drejer sig i sin kerne om en lang række fortrolige dokumenter, som Trump, ifølge det amerikanske justitsministerium og FBI i strid med loven, har taget med sig fra Det Hvide Hus til Mar-A-Lago, efter han blev afsat som præsident.
Donald Trump har derfor længe kæmpe for, at en sådan special master skulle gennemgå sagen, primært fordi nogle af de beslaglagte dokumenter fra ransagningen, Ifølge Trumps advokaters forklaring, er omfattet af advokatfortrolighed.
En special master ville derfor, hvis vedkommende vurderede, at der var tale om dokumenter beskyttet af advokatfortroligheden, kunne tilbageholde flere af de beslaglagte dokumenter.
I september gav en dommer Donald Trump medhold i hans ønske om indsætte en special master, men den dom har appeldomstolen nu altså omstødt.
»Loven er klar. Vi kan ikke skrive en regel, der tillader en person, med en ransagningskendelse imod sig, at blokere for regeringsundersøgelser efter fuldbyrdelsen af kendelsen. Vi kan heller ikke skrive en regel, der kun tillader tidligere præsidenter at gøre det,« skriver de tre dommere ved appeldomstolen i dommen.
Selve dommen anses som et nederlag for Donald Trump, idet justitsministeriet nu har fuld adgang til at gennemgå de fortrolige dokumenter, der er blevet fundet via flere FBI-ransagninger af Mar-A-Lago-residensen.
FBI-agenter har ved ransagningerne fundet hundredvis af fortrolige dokumenter, hvoraf flere af dem var stemplet med den højeste klassificeringsgrad: ”top-fortroligt”. FBI fandt bl.a. dokumenterne i flyttekasser, hvor de lå rodet sammen med magasiner, tøj og andre genstande. Flere medier har siden rapporteret, at nogle dokumenter omhandler fremmede magters atomprogrammer.
Det vides endnu ikke om Donald Trumps juridiske hold anker appeldomstolens kendelse til den amerikanske højesteret.