Trump får hug før ny orkan: Nej, næsten 3.000 døde er ikke en succes
Den amerikanske præsident beskyldes for at underkende følgerne af orkanen Maria, der hærgede Puerto Rico sidste år.
For et år siden hærgede orkanen Maria, der er blevet kendt som en af de værste naturkatastrofer i USA’s historie.
I en nylig offentliggjort rapport blev det nemlig anslået, at næsten 3.000 personer er omkommet på Puerto Rico som følge af orkanen.
Og med udsigten til, at orkanen Florence rammer den amerikanske østkyst senere på ugen, blev Donald Trump tirsdag spurgt ind til, hvad man kan lære af orkanen Maria.
»Det arbejde som Fema (den føderale katastrofeberedskabstjeneste, red.) og myndigheder og alle udførte i samarbejde med Puerto Ricos guvernør, synes jeg, var fabelagtigt. Jeg synes, at Puerto Rico var en utrolig, lidet anerkendt succes,« lød svaret bl.a. fra præsidenten ifølge BBC.
Det svar har imidlertid skabt røre - særligt hos præsidentens politiske modstandere. Flere kritiserer ham for at negligere orkanen og dens konsekvenser.
»Præsident Trump mener det at miste 3.000 liv er en succes. Kan du forestille dig, hvad han så mener er et nederlag?,« lyder det bl.a. fra Carmen Yulin Cruz, der er borgmester i Puerto Ricos hovedstad, San Juan, på Twitter.
Også den demokratiske senator og tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders har bidt mærke i Trumps ord.
»Næsten 3000 mennesker døde. Det er ikke en ”succes”. Det er en tragedie og en skændsel,« skriver han på Twitter.
Som følge af orkanen Maria mistede en million af øens beboere strømmen, ligesom bygninger og infrastruktur tog alvorlig skade. I første omgang lød meldingen, at et tocifret antal mennesker havde mistet livet.
Men det tal blev altså i juli opjusteret kraftigt, da orkanens ødelæggelser har medført, at sundhedssystemet og levestandarden har lidt et alvorligt knæk.
Trumps udmelding om beredskabets arbejde i forbindelse med orkanen Maria er også faldt den demokratiske guvernørkandidat i New York, Alexandria Ocasio-Cortez, for brystet.
»Nogle af mine familiemedlemmer har først fået strømmen tilbage for få uger siden. Folk udvikler luftvejssygdomme til dels på grund af svampesporer fra mangel på ordentlig oprydning. Administrationens beredskab i Puerto Rico har været en katastrofe,« siger hun.
Ifølge BBC har Trumps støtter på sociale medier argumenteret for, at der har været fiaskoer i Puerto Rico, men at præsidenten har gjort alt, hvad han har kunnet, og at det er de puertoricanske myndigheder, der er skyld i problemerne.
Trumps administration har tidligere været kritiseret for ikke at gøre nok for at hjælpe med genopretningen af Puerto Rico efter orkanen Maria.
»De vil have, at andre skal gøre det hele for dem, når det burde udføres af lokalsamfundet,« lød det i den forbindelse fra Trump tilbage i september sidste år.