Fortsæt til indhold
USA

Den anden mand på månen sagsøger sine børn for pengefusk og anklager om demens

Buzz Aldrin lægger også sag an mod sin tidligere rådgiver.

Han er mest kendt for at være den anden mand, der har sat sine fødder på månen.

Nu har den 88-årige Buzz Aldrin imidlertid kastet sig ind i en bitter familiestrid, der involverer to af den tidligere astronauts børn.

Amerikanske Buzz Aldrin har valgt at sagsøge børnene Andrew og Janice samt hans tidligere rådgiver Christina Korp for blandt andet at misbruge hans kreditkort, overføre penge fra hans konti samt beskylde ham for at være dement.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Buzz Aldrin har tidligere givet sønnen Andrew lov til at styre hans økonomi og profiler på de sociale medier, men det skal nu ophøre, kræver han.

Andrew og Janice Aldrin har meldt ud, at de er kede af de »uretfærdige« anklager.

»I det mindste er vores familie modstandsdygtig, og vi står sammen om at løse problemerne. Vi elsker og respekterer vores far, og vi håber stadig på, at vi kan løse situationen samt genskabe det stærke bånd, vi tidligere har haft,« udtaler de.

Buzz Aldrin var en del af mandskabet på Apollo 11, der landede på månen i 1969.

Den første mand på månen blev Neil Armstrong.