Amerikanske medier undrer sig: Hvordan fik Melania Trump opholdstilladelse på et ”Einstein-visum”
Visumprogrammet bruges af personer med ekstraordinære evner såsom olympiske atleter og anerkendte akademikere.
SAN FRANCISCO – Da Melania Knauss, en slovensk model, som datede Donald Trump, i 2000 søgte om permanent opholdstilladelse i USA, gjorde hun det under det såkaldte Einstein-program.
Dette er et visum, som kan benyttes af personer med ekstraordinære evner, såsom anerkendte akademikere, olympiske atleter og prisvindende skuespillere.
I sin ansøgning kunne Knauss, som i dag hedder Melania Trump og er USA’s førstedame, skrive, at hun havde været model i runway-modeshows i Europa, været ansigtet på en stor plakatreklame på Times Square for Camel-cigaretter og optrådt i et opslag i Sports Illustrated i en bikini, skriver Washington Post.
Det følgende år blev Melania tildelt en permanent opholdstilladelse under elite EB-1 programmet, og det har fået eksperter til at undre sig.
»Hvad skrev hun i den ansøgning,« spørger David Leopold, en indvandreradvokat og tidligere formand for organisationen af USA’s indvandreradvokater, til avisen.
Michael Wildes, en advokat til Trump-familien, har afvist at kommentere på sagen.
»Fru Trump var mere end rigeligt kvalificeret. Der er ingen grund til at fælde dom over hendes ansøgning i fuld offentlighed, når privatlivets fred er så vigtigt for hende.«
Det Hvide Hus har henvist til USA’s indvandrermyndigheder.
Melania Trump status under EB-1 programmet har siden tilladt hende at hente sine forældre til USA fra Slovenien.
Som præsident har Donald Trumps krævet, at der skal strammes op på USA's indvandrerlove, herunder muligheden for såkaldt kædeindvandring, hvor indvandrere - efter at have fået opholdsstatus - kan hente familiermedlemmer med sig til USA.