Trump vil bevæbne amerikanske skolelærere: Vi skal ikke være bevæbnet, vi skal undervise
Det er en forfærdelig idé at udstyre lærer med våben, mener overlevende fra onsdagens skoleskyderi.
»Jeg ER lærer, og jeg vil ikke været bevæbnet! Selv med ordenlig træning ville jeg ikke være tryg ved at bruge et våben, og det er ikke en del af min jobbeskrivelse.«
Sådan skriver en amerikansk skolelærer på Twitter som en reaktion på Donald Trumps foreslag om at bevæbne USA's skolelærere med våben for at undgå fremtidige skoleskyderier.
Den amerikanske præsident afholdt onsdag et møde foran Det Hvide Hus med studerende fra Stoneman Douglas High School i Florida, der onsdag i sidste uge var udsat for et skoleskyderi, hvor 17 elever blev dræbt. Her luftede Trump idéen om, at man muligvis vil kunne forhindre skoleskyderier i fremtiden ved at bevæbne udvalgte lærer og ansatte på landets skoler.
Men ifølge flere internationale medier mener hverken lærere eller studerende, at det vil løse noget som helst. Tusindvis af studerende over hele landet er gået på gaden under sloganet #NeverAgain for at få ændret USA's våbenlovgivning, og de kæmper ikke for flere våben på skolerne. Tværtimod.
»Jeg ved ikke, om Donald Trump nogensinde har været på en offentlig high school, men så vidt jeg ved, så er det meningen, at lærere skal fungere som undervisere. Det er ikke meningen, at de skal bære rundt på AR-15 rifler, og det er ikke meningen, at de skal vide, hvordan man giver de studerende skudsikre veste på,« siger Alfonso Calderon, der overlevede onsdagens massakre, til CNN.
Mange af de lærere, der efter Trumps udmelding har taget bladet fra munden, giver udtryk for, at våben under ingen omstændigheder hører til på en skole.
»At bevæbne lærere er en af de dummeste idéer, jeg nogensinde har hørt. Jeg er selv lærer. Jeg har trænet med skydevåben, da jeg var i hæren. Under ingen omstændigheder, uanset form og træning, vil jeg kombinere de to ting,« skriver skolelæreren Scott Milne på Twitter.
Forslaget blev allerede stillet efter skoleskyderiet på Sandy Hook high school i 2012, og også denne gang splitter det det politiske USA. Floridas republikanske senator, Marco Rubio, har udtalt til CNN, at han ikke er tryg ved idéen om at sende sine børn i skole, hvis lærerne er bevæbnet.
Torsdag svarede Trump på kritikken i flere Twitter-opslag.
»Jeg har aldrig sagt, at vi skal give lærerne våben. Jeg sagde, at vi skulle se på mulighederne for at give våben til lærere med en militær baggrund eller speciel træning - kun de bedste,« skiver han på Twitter.
Han skrev fortsat, at han mener, at bevæbnede lærere vil kunne sætte en stopper for et fremtidigt skoleskyderi, alene fordi deres skydevåben vil have en afskrækkende effekt.