Fortsæt til indhold
USA

Har Trump blæst til krig mod #MeToo-bevægelsen?

Kritikere undrer sig over, hvorfor præsidenten aldrig udtrykker sympati for ofrene.

SAN FRANCISCO – Et tweet fra Donald Trump i weekenden om seksuelle beskyldninger er fra flere sider blevet set som en krigserklæring fra den amerikanske præsident mod #MeToo-bevægelsen.

»Folks liv er blevet smadret og ødelagt som følge af beskyldninger alene,« skrev Trump og fortsatte: »Nogle er sande, og nogle er falske. Nogle er gamle, og nogle er nye. Men man kan ikke komme sig oven på falske beskyldninger – liv og karrierer er væk. Er der ikke længere noget som behørig rettergang.«

Tweetet, der i løbet af bare få timer fik 100.000 likes, kom efter, at to ansatte i Det Hvide Hus, en højtplaceret stabssekretær Rob Porter og taleskriver David Sorensen, i sidste uge begge måtte gå som følge af beskydninger om hustruvold.

Trump roste i den forbindelse Porter for at have gjort et godt stykke arbejde. Præsidenten fremhævede også, at Porter selv har fastholdt, at han var uskyldig, men undlod at bruge lejligheden til generelt at fordømme hustruvold eller udtrykke støtte til ofre for det, hvilket har bidraget til kritikken.

»Trump tager sigte mod #MeToo-bevægelsen,« konkluderede en overskrift i LA Times.

»Trumps seneste tweet viser, at han totalt har misforstået #MeToo-bevægelsen,« skrev modemagasinet Elle: »Han synes at sætte spørgsmålstegn ved motiverne og troværdigheden af dem, som står frem med deres historie om chikane, men fejler i at vise en smule respekt og empati for ofrene.«

Jodi Omear, en talskvinde fra Rainn, en gruppe for misbrugsofre, kaldte det »ærgerligt, at præsidentens instinkt aldrig synes at være på ofrenes side.«

»Falske beskyldninger er sjældne, og efter #MeToo føler flere sig stærke nok til at tale om det offentligt,« sagde hun til Washington Post.

I en artikel under overskriften ”chef-beskylder” fremhævede The Atlantic, at Trump selv står bag grove, beskyldninger.

Under præsidentvalget sagde han om sin Republikanske modstander, Ted Cruz’ far, for at have hjulpet med at myrde den tidligere præsident John F. Kennedy. Han beskyldte også Cruz’ selv for at have haft en affære med en kvindelig ansat.

Trump beskyldte under præsidentkampagnen sin republikanske konkurrent, Ted Cruz, for at have haft en affære med en ansat. Her ses Cruz sammen med sin hustru Heidi. Foto: AP/Darron Cummings

I 1989, efter at en gruppe, sorte mindreårige blev dømt for at have voldtaget en kvindelige løber i Central Park i New York, indrykkede Trump annoncer i aviser med krav om dødsstraf. Da de senere viste sig uskyldig dømt, fortsatte han med at tale om dem, som om de var skyldige og gjorde senest dette i 2016.

Trump var også en af hovedpersonerne bag den såkaldte ”birther”-bevægelse, der beskyldte Barack Obama for valgfusk ved at have forfalsket sin fødselsattest og stillet op som præsident.

Det, som de fleste kritikere har fremhævet, efter præsidentens tweet i weekenden, er dog mønsteret i Trumps reaktioner på sådanne sager. Han tror på mændene. Ikke på kvinderne.

I april sidste år, da den tidligere prominente Fox News-vært Bill O’Reilly indgik forlig med fire kvinder om upassende seksuel adfærd, kaldte Trump O’Reilly for »en god person« og sagde, at han ikke troede, at »Bill gjorde noget forkert.«

Året før tog Trump Roger Ailes, formanden for Fox News, i forsvar, da han blev fyret fra jobbet efter beskyldninger fra en tidligere tv-vært: »Jeg ved, hvor meget han har hjulpet dem, og nu pludselig siger de forfærdelige ting om ham. Det er trist. Han er en god person,« lød det fra Trump i 2016.

Da den republikanske Senats-kandidat i Alabama, Roy Moore, i efteråret sidste år blev beskyldt for tidligere i sit liv at have jagtet mindreårige piger, fremhævede Trump, at Moore »totalt have afvist det.« »Han siger, at det ikke skete.«

Da Trump under præsidentkampagnen selv blev beskyldt af 19 kvinder for seksuel aggressiv opførsel over for dem, kaldte han dem løgnere.

Der er undtagelser. Da den demokratiske senator, Al Franken, i november blev beskyldt for at have tvunget sig til et kys og have taget på flere kvinder mod deres vilje for 11 år siden, tweetede Trump, at »Al Frankenstien-billedet er skidt og siger mere end tusinde ord.« Trump har også ofte fremhævet beskyldninger om seksuel upassende opførsel fra tidligere præsident Bill Clinton.

Trumps reaktion på den seneste sag om hustruvold, står i stor kontrast til vicepræsident Mike Pences.

»Jeg var forarget, da jeg hørte om beskyldningerne mod Rob Porter. Der er ingen tolerance i Det Hvide Hus og ingen plads i USA for vold over for en samlever,« « sagde Pence til NBC i et interview fredag fra vinter-OL i Sydkorea.

Talsmand for Det Hvide Hus Sarah Sanders forsvarede mandag præsidenten og sagde, at han støtter alle »ofre for vold, men mener, at alle skal adresseres med behørig rettergang,« sagde hun.

Og præsidenten har en pointe, mener den republikanske strateg, Katie Packer Beeson, som mandag havde en klumme i US News og World Report under overskriften ”Er #MeToo-bevægelsen gået for langt.”

Men de to afgåede medarbejdede i Det Hvide Hus, Rob Porter og David Sorensen, falder ikke under den kategori; beskyldningerne mod dem er troværdige, siger hun til Washington Post.

»Jeg tror, at i Trumps glansfyldte verden, ligner hustrumishandlere ikke Rob Porter. Hustrumishandlere er store, behårede, svedige mænd i undertrøjer og dækket af tatoveringer, som kommer slingrende hjem og slår deres koner. De ligner ikke modeller. Trump kan ikke acceptere, at nogen som dem, har en så stor karakterfejl.«

Trump sammen med Rob Porter (midt) i det ovale værelse i januar 2017. Trods beskyldningerne, priste Trump fredag sin tidligere nøglemedarbejder og fremhævede, at Porter har sagt, at beskyldningerne om hustruvold er falske. Foto: AP/Evan Vucci
Artiklens emner
MeToo