Fortsæt til indhold
USA

Tidligere chefstrateg: David Cameron mente, at Obama var selvoptaget og narcissistisk

En talsmand for den tidligere premierminister afviser, at David Cameron havde et dårligt forhold til den tidligere amerikanske præsident.

De blev ofte set i selskab med hinanden i private sammenhænge, ligesom de omtalte hinanden i rosende vendinger, da Barack Obama og David Cameron ledte henholdsvis USA og Storbritannien.

Men sandheden var en noget anden, hvis man skal tro den forhenværende premierminister David Camerons tidligere chefstrateg Steve Hilton.

Hilton har nu fået et job på den amerikanske tv-station Fox News, hvor han blandt andet har kommenteret de seneste beskyldninger om, at den nuværende præsident Donald Trump er mentalt ustabil og blandt andet har narcissistiske træk.

Det afviser Steve Hilton i klare vendinger og vender i stedet skytset mod forgængeren Barack Obama.

»I forhold til Obama kan jeg bare sige, at min tidligere chef - David Cameron - så ham som en af de mest narcissistiske, selvoptagede mennesker, han nogensinde havde mødt. Obama lyttede aldrig til nogen andre og troede altid, at han var klogere end alle eksperter,« siger Steve Hilton i tv-programmet Next Revolution på Fox News.

Samtidig bebrejder han Barack Obama »katastrofen i Syrien samt Islamisk Stats succes«.

Hverken David Cameron eller Barack Obama har kommenteret historien, men en talsmand for David Cameron afviser Steve Hiltons påstand.

»Det kunne ikke være længere fra sandheden. David Cameron betragter Barack Obama som en yderst succesfuld præsident, en fremragende partner for Storbritannien og en god ven for både vores land og ham selv personligt,« siger talsmanden ifølge The Telegraph.