Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Syriske oprørere: Rusland har tæppebombet os i dag

Rusland fortsætter onsdag sine missioner i Syrien nær den tyrkiske grænse. Samtidig sender russerne et missilsystem til landet for at beskytte sine kampfly.

Russerne har onsdag »tæppebombet« det område i Syrien, hvor piloterne fra det nedskudte fly faldt ned, siger en talsmand fra de syriske oprørere, som kontrollerer området, til nyhedsbureauet AP. Reuters bekræfter historien gennem en britisk monitoreringsgruppe, som mener, det drejer sig om mindst 12 bomber.

»Der var heftige kampe i området mellem os og regeringsstyrkerne, som de russiske fly støttede« siger Hassan Haj Ali, leder af oprørsgruppen Liwa Suqour al-Jabal, til Reuters.

Syriske medier rapporterer samtidig, at den syriske regimes hær onsdag har vundet terræn samme sted, i Latakia provinsen, skriver AP. Oprørerne peger på, at det er hævn for, at Tyrkiet skød det russiske kampfly ned tirsdag.

Det sker samtidig med eller i forlængelse af, at det lykkes russerne at få den ene af flyets to piloter hjem i live gennem en 12 timer lang natoperation.

Den anden pilot blev skudt - angiveligt af oprørerne. Den overlevende pilot blev dog fundet af den syriske regimes tropper, og da hæren samarbejder med Rusland, kunne en fredelig overlevering finde sted.

Rusland betegner de syriske oprørere som terrorister, mens den amerikanskledede koalitionen bruger dem som en vigtig samarbejdspartner i kampen mod IS. Uenigheden bunder i, at oprørerne kæmper for at få afsat landets præsident Bashar al-Assad, mens han er nær allieret med Rusland.

Derfor er der en klar interessekonflikt mellem Vesten og Rusland. Og det udtrykte den amerikanske præsident Barack Obama bekymring for ved et pressemøde tirsdag eftermiddag.

»Jeg tror, at dette peger i retning af et problem med de russiske operationer. De opererer meget tæt på den tyrkiske grænse, og de går efter den moderate opposition, som en bred række af lande støtter, ikke bare Tyrkiet,« sagde præsident Obama i følge amerikanske Fox News.

Han tilføjede, at hvis Rusland målrettede sin indsats udelukkende mod Islamisk Stat, så ville »det være mindre sandsynligt, at disse typer konflikter, misforståelser og eskalering opstod.«

Rusland har onsdag sendt et klart signal til Tyrkiet om ikke at forsøge på samme nummer igen. Landet har nemlig sendt et avanceret missilsystem til Syrien for at beskytte sine luftoperationer.

»Jeg håber, at dette sammen med andre foranstaltninger, som vi tager, vil være nok til at sikre vores fly,« udtalte den russiske præsident Vladimir Putin onsdag i følge Reuters.

Samtidig blev det meldt ud, at Rusland vil fortsætte dets militære operationer nær den tyrkiske grænse.

Flere nødhjælpskøretøjer i Tyrkiet tæt på grænsen til Syrien står også i flammer efter angiveligt at være blevet ramt af et luftangreb, skriver Ritzau onsdag eftermiddag med henvisning til Reuters. Men det står ikke klart, hvem der har udført og står bag angrebene.

Den overlevende pilot, kaptajn Konstantin Murakhtin, nægter i et interview til et russisk nyhedsbureau både at have krænket tyrkisk luftrum og at have fået advarsler, skriver Reuters.

»Der kom ingen advarsler om krænkelser af luftrummet fra Tyrkiet. Og det er udelukket (at flyet har været i tyrkisk luftrum, red.), da vi lå i en højde på 6.000 meter, og vejret var klart,« siger kaptajnen i følge Ritzau.

Tyrkiet påstår, at det russiske fly tirsdag blev ramt i landets eget luftrum, men styrtede ned i Syrien. Dele af flyet landede dog i Tyrkiet og sårede to tyrkiske statsborgere, skriver Reuters.

USA bakker tyrkerne op om, at det russiske kampfly har krænket tyrkisk luftrum, og var blevet advaret 10 gange på fem minutter.

Nedskydningen har ført til diplomatiske spændinger mellem de to lande. Rusland har meldt ud, at det kan få konsekvenser for landenes indbyrdes forhold, mens Tyrkiet forsøger at dæmpe spændingen, men samtidig fastholder, at landet har ret til at forsvare sit luftrum.