Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Isils påståede masselikvidering bekræftet: Mindst 160 dræbt

Billeder af masselikvidering, som gik verden rundt, var efter alt at dømme ægte, vurderer Human Rights Watch.

Den 12. juni annoncerede Islamisk Stat i Irak og Levanten, Isil, på Twitter, at den oprørere havde "udryddet" 1.700 irakiske soldater.

Beskeden blev få dage efter ledsaget af billeder, som viste rækker af mænd liggende i tre udgravede grøfter med deres hænder bundet bag ryggen. Maskerede mænd pegede på dem med skydevåben, som på visse af billederne blev affyret.

Søndag bekræftede den irakiske menneskerettighedsminister, at ligene af 175 soldater var blevet smidt i Tigris-floden, men det har hidtil ikke været muligt at verificere billederne.

Har fundet to grøfter

Nu lyder det dog fra organisationen Human Rights Watch, at billederne med al sandsynlighed var autentiske.

Den USA-baserede organisation har analyseret fotos og satellitbilleder fra Tikrit, hvor likvideringerne skal være foregået.

Ved at sammenligne satellitbilleder fra området taget i 2013 og den 16. juni i år samt tidligere billeder fra Tikrit med Isils fotomateriale har Human Rights Watch fundet to af de tre grøfter, som begge skal befinde sig 100 meter nord for vandpaladset i Tikrit, tæt på Tigris-floden.

Den tredje grøft er ikke blevet fundet, men man mener, at den befinder sig et andet sted.

"Fotografierne og satellitbillederne fra Tikrit giver et stærkt bevis på en frygtelig krigsforbrydelse, som kræver yderligere efterforskning," udtaler Peter Bouckaert, chef for Human Rights Watch' afdeling for nødsituationer.

Man kan dog ikke konstatere, hvorvidt ligene er blevet begravet på stedet, eller om de er blevet flyttet.

Op mod 190 henrettet

Ud fra Isils billedemateriale konkluderer Human Rights Watch, at Isil likviderede mellem 160 og 190 mænd i de to grøfter. Men det reelle tal kan være langt højere, lyder det.

Human Rights Watch har talt med en mand, som siger, at han flygtede fra Tikrit efter drabene. Han fortæller, at han fra taget af sit hus kunne se, hvordan Isil tog hundredvis af tilfangetagne mænd i civilt tøj med sig i lastbiler.

Han vidste dog hverken, hvorfra fangerne kom eller hvilken dato, det skete.

Isil vil indføre et kalifat

Målet for Islamisk Stat i Irak og Levanten, Isil, er oprettelsen af et kalifat, altså en religiøs stat, som skal udbrede den fundamentale, sunnimuslimske udgave af islam, som Isil går ind for.

En af de mange fjender er således shiamuslimerne, som Isil efter alt at dømme målrettet går efter at fjerne.

Isil har indtil videre haft held til at tage kontrollen over adskillige irakiske byer, heriblandt Iraks tredjestørste by Mosul.

Mange mener, at den shiamuslimske premierminister Nouri al-Maliki er en af årsagerne til Isils militære succes, fordi gruppen har fået hjælp fra utilfredse sunnier.

Premierministeren har samlet magten hos sig selv og sine shiamuslimske allierede, mens sunnierne ikke har fået nogen indflydelse i regeringen og er blevet marginaliseret politisk set.

Vil af med premierministeren

Torsdag lød det fra præsidentens administration, at det nye parlament skal samles tirsdag, hvorefter det har 30 dage til at udnævne en ny præsident og efterfølgende 15 dage til at udpege en premierminister.

Og noget tyder på, at det kan blive svært for Maliki at blive siddende, for flere partier har bedt Malikis parti om at droppe ham som kandidat. Sker det ikke, vil man stille med en række modkandidater.

USA har tidligere gjort det klart, at den irakiske premierminister Nouri al-Maliki bør gå af.

Og også den ledende shiamuslimske storayatollah Ali al-Sistani har opfordret til, at man danner en ny regering.