Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Trump offentliggør kort: Her skal grænsen gå mellem Israel og Palæstina

USA's præsident Donald Trump har præsenteret en plan for fred mellem Israel og Palæstina - som skal gøres til en selvstændig stat med Østjerusalem som hovedstad. Palæstinenserne afviser planen.

Tirsdag aften trådte USA’s præsident Donald Trump frem foran pressen i Washington for at præsentere sit bud på en plan for fred mellem Israel og Palæstina.

Planen har været længe undervejs, og Israels premierminister Benjamin Netanyahu samt oppositionsleder Benny Gantz er svoret i ed på planen, som dog ikke på forhånd er godkendt af palæstinensiske ledere fra hverken Gaza eller Vestbreden.

Trumps plan indeholder en legalisering af de omstridte israelske bosættelser på Vestbredden, og så er det et mål i planen at etablere en selvstændig palæstinensisk stat.

To-statsløsningen har mange gange tidligere været på bordet uden at blive en realitet, men bliver altså nu foreslået igen.

Mahmoud Abbas, der er leder af det palæstinensiske selvstyre har pure afvist at godkende planen.

Trump har offentliggjort et kort, som viser, hvor en fremtidig grænse ifølge planen skal gå mellem Israel og Palæstina.

På kortet kan man se, at der er blevet inkluderet områder i planen, som hidtil og for nuværende er på israelske hænder. Især bemærkelsesværdigt er markeringen af to store områder i den sydlige grænseregion op mod Egypten, som ifølge planen skal gøres palæstinensiske.

Gøres planen til virkelighed, vil palæstinenserne samlet komme til at råde over et areal, der vil være det dobbelte af det, der i dag er under palæstinensisk kontrol.

Planen inkluderer også opførslen af broer eller tunneller mellem de palæstinensiske arealer, der hvor israelsk territorium ligger mellem områderne.

Markant er især en indtegnet plan for en tunnel for direkte trafik mellem Gaza-striben og Vestbredden.

Dertil kommer, at planen vil five palæstinenserne adgang til havnene i Ashdod i det centrale Israel samt Haifa i det nordlige Israel.

Netayahu har kaldt tirsdag for en »historisk dag.«

»Du er den første verdensleder, der anerkender Israels suverænitet over Judæa og Samaria, der er altafgørende for vores sikkerhed og for vores arv,« har Netanyahu sagt henvendt til Trump.

I sit opslag på Twitter med det tiltænkte kort for Israel og Palæstina har Trump understreget sin støtte til Israel.

»Jeg vil altid stå med staten Israel og det jødiske folk. Jeg støtter deres tryghed og sikkerhed og deres ret til at bo i deres historiske hjemland. Det er tid til fred,« skriver Trump.

Mahmoud Abbas og øvrige palæstinensiske ledere har som nævnt ikke godkendt aftalen, som de ej heller har deltaget i udformdningen af.

Det forventes, at palæstinenserne især vil protestere mod målet om at gøre bosættelserne på Vestbredden lovlige.