Fortsæt til indhold
Europa

Berlinere forsøger at redde endnu en lufthavn

En 22-årig mand har sat sig i spidsen for at bevare Berlins Tegel Lufthavn.

Det lykkedes ikke for fem år siden, da berlinerne forsøgte at redde Tempelhof som fungerende lufthavn.

Men nu prøver de ikke desto mindre igen. Denne gang gælder bevaringsplanerne Tegel Lufthavn, som står til at lukke, når den skandaleramte Berlin International Airport (BER) er færdigbygget.

Hvornår det sker, er dog uvist. BER, der oprindeligt skulle have været åbnet i slutningen af 2011, er blevet forsinket flere gange, og man har nu afholdt sig fra at sætte en åbningsdato på lufthavnen.

Et Berlin-vartegn

Står det til berlinerne, skal den tyske hovedstad dog ikke kun have én lufthavn. Tegel bør nemlig bevares, mener bl.a. den 22-årige Marius Valentin.

"Den er et Berlin-vartegn," siger Valentin til Spiegel.

Han har taget initiativet til en underskriftsindsamling for en folkeafstemning om bevaring af lufthavnen, der er kendt for sin sekskantede ankomstbygning fra 1974.

Mindre ventetid

Valentin mener, hvilket understøttes af en række lækkede studier, at BER langt fra vil være tilstrækkelig til at understøtte Berlins transportbehov.

En af fordelene ved Tegel er desuden, at den har adskillige sikkerhedscheckpoints, hvilket gør ventetiden minimal.

Og så ligger den tæt på byens centrum, anfører Marius Valentin.

Kan gennemtvinge afstemning

I alt skal der bruges 20.000 underskrifter inden den 9. juli, hvorefter delstatsparlamentet skal tage stilling til, om man vil afvise kravet eller acceptere det.

Bliver afvist skal der indsamles 173.000 underskrifter inden for fire måneder, hvorefter man kan gennemtvinge en folkeafstemning blandt Berlins indbyggere.

Tegel Lufthavn blev bygget i den daværende franske sektor under luftbroen til Berlin i 1948. Lufthavnen havde dengang Europas længste startbane på 2.428 meter.

Fra 1960 begyndte Tegel at tage imod chartertrafik.