Fortsæt til indhold
Europa

Kinesisk vase solgt for 10.000 gange dens værdi: Rig amatør pressede prisen op

Noget løb helt af sporet på auktionshuset i Genève.

En gammel kinesisk vase var egentligt vurderet til lige mellem 500 og 800 schweiziske franc. Det er ca. mellem 3200 og 5100 danske kroner.

Men noget løb helt af sporet, da den skulle sælges på et auktionshus i Genève i torsdags.

Ifølge auktionshusets katalog kunne den 50 cm høje vase dateres tilbage det 20. århundrede, mens den samtidig havde et lille, men dog ikke-verificeret mærke fra det 18. århundredes Kina - nærmere bestemt Qianlong-perioden.

Derfor stod det ikke helt klart, om vasen er en ægte vase fra det 18. århundredes Kina.

Og da den skulle under hammeren, lød det sidste bud på ikke mindre end fem millioner schweiziske franc. Det svarer til ca. 32 millioner og 153 tusinde danske kroner.

Det skriver The Telegraph.

Auktionshuset havde svært ved at vurdere, om vasen faktisk stammede fra det 18. århundres Kina. Foto: Genéve Encheres auktionshus
Det var mærket her, som måske viser, at vasen kan dateres tilbage til Qian-perioden. Foto: Genéve Encheres auktionshus

To personer indgik i en heftig budkrig om vasen, som de begge mente, kunne dateres tilbage til det 18. århundrede.

Auktionarius Olivier Fichot fortalte ellers dem begge, at der var et problem med at datere vasen præcist, oplyste nyhedsbureauet AFP.

Køberen, som var en amatør fra Asien, var til stede i auktionshuset, mens hans modstander gav sine bud over en telefon.

Når man lægger kommission til auktionshuset sammen med det endelige bud, kom vasen til at koste 6,08 millioner franc - altså lidt over på 39 millioner danske kroner.

Olivier Fichot kunne berette, at det var det højeste bud nogensinde i Genève, hvis man ser bort fra smykker og ure.

Auktionshusets tidligere højeste bud i denne kategori var en buddha-statue i bronze, som blev solgt for 550.000 schweiziske franc, hvilket svarer til lidt over 3,5 millioner danske kroner.