Tyrkisk journalist tordnede mod landets »totalitære« og »sølle« regering under forsvarstale i retten
Ahmet Sik har været fængslet i syv måneder sammen med flere kollegaer fra oppositionsparti.
Retssalen i Istanbul var tætpakket, da den erfarne og omdiskuterede journalist Ahmet Sik entrerede.
Kort efter havde han leveret et hårdt, opsigtsvækkende angreb på den tyrkiske regering, der bliver anklaget for uretmæssigt at have tilbageholdt ham og flere hundrede andre af landets journalister.
»Jeg siger ikke det her for at forsvare mig selv, for det ville være en fornærmelse over for den journalistik og de etiske værdier, der ligger til grund for mit arbejde. Journalistik er ikke en forbrydelse. Det er de totalitære regimer, der ofte forsøger at gøre journalistisk aktivitet kriminelt,« sagde Ahmet Sik ifølge blandt andet Washington Post.
Ahmet Sik var ansat på landets største oppositionsavis, Cumhuriyet, da han for syv måneder siden blevet anholdt og sigtet for at have støttet terrorisme.
Han er anklaget for at støtte imamen og stifteren af Gülen-bevægelsen, Fethullah Gülen, der ifølge præsident Recep Tayyip Erdogan stod bag et kupforsøg mod landets styre i sommeren 2016 og derfor bliver betragtet som en terrororganisation.
Tidligere har Ahmet Sik leveret flere afsløringer om Fethullah Gülen, der indtil for få år siden var allieret med Erdogan.
Afsløringerne førte endda til en fængselsdom for Ahmet Sik i 2011, og nu prøver Erdogan igen at indskrænke ytringsfriheden for Ahmet Sik og hans kollegaer, ifølge journalisten.
»De ønsker at gøre os tavse, så vi ikke kan fortælle sandheden og afsløre deres skyld. De bruger kupmagernes blod til at forsvare deres ynkelige og sølle politiske strategi. Dem, der har magten, har kun et mål - at fortsætte deres totalitære regime,« sagde Ahmet Sik i retten.
Den tyrkiske regering har anklaget avisen Cumhuriyet for at gå militante organisationer ærinde samt at udgive artikler, der har »til mål at skabe intern tumult i landet«.
Avisen bliver også beskyldt for at manipulere med sandheden.
Cumhuriyet har blandt andet offentliggjort billeder af tyrkiske styrker, der angiveligt er ved at sende læssevis af våben til syriske rebeller samt flere andre afsløringer om regeringen.
Ifølge Reuters er flere end 150 journalister fængslet, hvilket rejser bekymring for pressefriheden i landet.
Recep Erdogan har tidligere afvist, at landet har tilbageholdt journalister på grund af deres artikler.
»Ingen er fængslet på grund af journalistik her, det bliver vi nødt til at anerkende. Oppositionsjournalister skriver mange fornærmende artikler om mig. Selv for nylig under protesten. De fornærmende artikler er stadig derude.«
Tyrkiets styre har suspenderet eller fyret mere end 150.000 dommere, lærere, politibetjente og civile samt næsten 50.000 andre, som er mistænkt for at have forbindelser til Fethullah Gülens netærk.