Ny rapport: Saudi-Arabien sender flest penge til islamistiske ekstremister i Storbritannien

Der er en »klar og voksende tilknytning« mellem Saudi-Arabien og islamistisk ekstremisme i Storbritannien.

Artiklens øverste billede
En ny rapport lægger pres på den britiske premierminister, Theresa May. Hun skal publicere indholdet af den rapport, der undersøger blandt andet saudi-arabisk finansiering af terror i Storbritannien, lyder det. På billedet ses hun sammen med Kong Salman ved et statsbesøg i Riyadh i 2017.

Saudi-Arabien er »uden tvivl på toppen af listen« over donorer, som sender penge til islamistiske ekstremister i Storbritannien. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra den britiske tænketank, Henry Jackson Society.

Det skriver blandt andre The Guardian og BBC.

Der er en »klar og voksende tilknytning« mellem Saudi-Arabien og islamistiske organisationer, moskéer, hadprædikanter og jihadistiske grupper, som taler for vold i Storbritannien, konkluderer tænketanken. I samme ombæring opfordrer Henry Jackson Society også den britiske regering til at undersøge de andre golflandes finansiering af islamistisk ekstremisme i landet.

Og sådan en rapport har den britiske regering allerede udfærdiget. Men regeringens rapport om udenlandsk finansiering af terrorisme er endnu ikke blevet publiceret - på trods af, at den allerede var færdig for seks måneder siden, skriver The Guardian. Medlemmer af parlamentet er nemlig angiveligt nervøse for, hvilken indflydelse rapportens indhold vil få på Storbritanniens forhold til golflandene.

Det er dog ikke utænkeligt, at Saudi-Arabien bliver utilfreds med rapportens konklusioner. De kommer nemlig lige som Saudi-Arabien har stillet 13 ultimative krav til Qatar, hvoraf ét af dem er at afbryde forbindelser til »ekstremistiske« grupper som Det Muslimske Broderskab, al-Qaeda, Islamisk Stat og Hezbollah. Men at Saudi-Arabien stiller sådan et krav til andre lande, er hyklerisk, lyder det i rapporten.

»Mens lande på tværs af Golfen og Iran har gjort sig skyldig i at fremme ekstremisme, er Saudi-Arabien uden tvivl på toppen af listen,« lyder det fra Tom Wilson, forsker ved Centre for the Response to Radicalisation and Terrorism, ifølge BBC:

»Forskning viser, at saudi-arabiske individer og organisationer har været heftigt involveret i eksporten af en uliberal, selvretfærdig wahabbistisk ideologi. Så det er mildest talt ironisk, at Saudi-Arabien nu fokuserer på Qatar for dets tilknytning til ekstremisme, når Saudi-Arabien selv i så høj grad ikke har formået at få styr på gemakkerne.«

I 2007 brugte Saudi-Arabien omtrent to mia. dollars årligt på at fremme wahhabisme - den bogstavtro version af islam, som Saudi-Arabien selv er styret under. I 2015 var det beløb fordoblet. På samme tid er antallet af moskeer i Storbritannien, som praktiserer salafisme og wahhabisme, også steget drastisk. I 2007 var der 68 - og syv år senere var der 110, ifølge The Guardian.

Fra den saudiarabiske ambassade i London har allerede lydt en afstandtagen fra rapportens konklusioner. Herfra lyder det, at anklagerne mod landet er uden grundlag og mangler »troværdigt bevis«, skriver BBC. Det blev desuden understreget, hvordan landet selv er blevet angrebet af Islamisk Stat og al-Qaeda.

»Vi tolererer hverken handlingerne eller ideologien bag voldelig ekstremisme, og vi vil ikke hvile, før disse afvigere og deres organisationer er ødelagt,« lød det i følge BBC i pressemeddelelsen fra den saudiarabiske ambassade.

Parlamentsmedlem for Labour, Dan Jarvis, kalder rapporten fund for »stærkt bekymrende« og opfordrer også den britiske regering til at publicere den rapport, der er blevet lavet om udenlandsk finansiering af ekstremistiske grupper.

»I kølvandet på de frygtelige og tragiske terrorangreb, vi har set i år, er det livsnødvendigt, at vi bruger alle tænkelige redskaber på at beskytte vores samfund. Det gælder også at identificere de netværk, der promoverer og støtter ekstremisme og at de finansielle netværk, der finansierer dem, bliver lukket ned,« siger han til BBC.

I rapporten fra Henry Jackson Society lyder det til sidst, at selvom en del af den finansiering, der går til de islamistiske ekstremistiske organisationer, synes at komme fra private donorer og organisationer, har blandt andet tysk forskning vist, at donorerne ofte er tæt knyttet til regeringerne i flere af golfstaterne.

»De mange staters forsøg på at have indflydelse på islamiske miljøer og på at fremme en uliberal og til tider anti-vestlig version af den islamiske religion synes at være en intentionel og systematisk politik, og finansieringen af det menes at være vokset i de seneste år,« står der i rapporten.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.