Navnene på næsten 10.000 Auschwitz-vagter afsløret
Op til 200 af de tidligere vagter kan stadig være i live, ifølge historiker.
For første gang nogensinde kan man nu søge i en onlinedatabase over tidligere vagter i den berygtede koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau.
Dermed er der blevet offentliggjort navne og personlige detaljer på næsten 10.000 personer, der arbejdede i nazi-lejren under Anden Verdenskrig.
Blandt detaljerne er medarbejdernes nationalitet, uddannelse, partitilknytning og i nogle tilfælde billeder.
Bag offentliggørelsen står det statslige polske institut Institute of National Remembrance, IPN. Det er blevet gjort muligt efter mere end 30 års forskning, som foreningen The Auschwitz-Birkenau Memorial og historikeren Aleksander Lasik har hjulpet instituttet med at udføre.
»Verdens retssystem har fejlet, og jeg gør det, enhver historiker bør gøre - afslører folk, der er ansvarlige for krigsforbrydelser,« siger Aleksander Lasik ifølge The Guardian.
Omkring 200 af de tidligere Auschwitz-vagter kan stadig være i live, anslår historikeren.
Det er målet, at man senere kan lave lignende offentliggørelser og databaser fra andre koncentrationslejre.
Samtidig er håbet, at offentliggørelsen af navnene kan hjælpe til i efterforskningen af, hvad der præcist foregik i lejren, og hvem der var ansvarlige.
Senest har en af de førende eksperter på området, Efrain Zuroff - populært kaldt ”nazijægeren” - slået fast, at der stadig kan være tusinder af tidligere nazister, der har begået krigsforbrydelser, der er på fri fod og i live.
I løbet af de seneste 15 år er 104 nazister blevet dømt for deres rolle under Holocaust, hvor jøder, homoseksuelle og handicappede systematisk blev udryddet.
I Tyskland er det blandt andet blevet muligt at retsforfølge tidligere medarbejdere i koncentrationslejrene, hvor loven før kun gjaldt dem, der var mistænkt for direkte at have udført drab.
I første omgang er databasen tilgængelig i Polen, England og Tyskland.
Over én million mennesker blev dræbt i Auschwitz, der blev grundlagt i 1940. Langt de fleste var jøder.