Den 19-årige, der fortalte en vantro verden om rædslerne i nazisternes værste dødsfabrik

Den 27. januar markeres 72-årsdagen for russernes befrielse af Auschwitz, hvor over en million mennesker blev systematisk myrdet. En ganske særlig øjenvidneskildring udkommer i den anledning for første gang samlet på dansk.

Artiklens øverste billede
Ungarske kvinder og børn netop ankommet til Auschwitz i foråret 1944. For dem var der kun en vej: gaskammeret. Flokken på billedet udstråler udmattelse efter den lange umenneskelige transport stuvet tæt sammen i togvogne. Måske også usikkerhed om, hvad der skal ske. Men nogen angst og panik er der ikke at spore, hvorfor kvinderne og børnene formentlig ikke har nogen anelse om, at døden i gaskammeret venter dem blot nogle timer senere. Foto: Yad Vasem

De mange turisters smalltalk bliver tydeligt mere og mere afdæmpet, i takt med at de nærmer sig lejrens indgang.

Inden for pigtråden skrues der endnu mere ned, og enhver tale forstummer helt foran de store glasmontrer, der i en af de røde murstensbygninger rummer de ejendele, som blev taget fra fangerne, når de ankom til lejren.

I tavshed passerer gæsterne dyngerne af kufferter, sko, tøj, benproteser og meget andet.

En midaldrende kvinde stirrer på dyngerne af menneskehår og flere eksempler på de vævede møbelstoffer, som håret – ud over at fungere som tætningsmiddel i torpedoer – blandt andet blev genbrugt til.

Da hendes blik fanger en stol betrukket med et nydeligt stribet betræk vævet af menneskehår, kan hun ikke mere.

En trækning glider hen over hendes ansigt, og hun går hurtigt ud af bygningen.

Da jeg senere møder hende udenfor, siger hun med gråd i stemmen:

»Jeg kunne bare ikke klare det mere. Det betræk kunne være vævet af min mormors hår.«

Vi er i udryddelseslejren Auschwitz, der ligger i Oswiecim umiddelbart vest for Krakow i det sydlige Polen.

At bevæge sig rundt i bygninger, barakker, resterne af gaskamre og krematorier og i tavshed betragte de historiske vidnesbyrd om en masseudryddelse, hvis dimensioner og grusomheder ligger lysår fra almen menneskelig fatteevne, bidrager ikke på nogen måde til en forståelse for, hvorfor og hvordan det kunne ske.

Antallet af Holocaust-overlevere og deres bødler svinder nu hastigt ind, og for at komme blot et lille skridt nærmere en i bund og grund umulig forståelse – eller for at få et indblik i, hvad der skete derinde bag pigtråden – må man i dag søge støtte i de mange gribende øjenvidneskildringer, der i årene efter historiens største massedrab er leveret af Holocaust-overlevere.

For 74 år siden slæbte en blot 19-årig mand fra Slovakiet i et hæsblæsende tempo – og konstant med døden i hælene – på den særdeles effektive dødsfabrik rundt på dynger af personlige ejendele, der kynisk blev frastjålet ejerne straks ved ankomsten og siden anvendt til utallige formål.

Inden ofrene endte i gaskamrene, blev de frataget alt. Dette omfattede også blandt meget andet gebisser og benproteser, som ses på billedet. Inden ligene blev smidt i krematoriernes ovne, blev de ribbet for alt – også guldklumper i tænderne. Foto: Uffe Christensen
På museet i Auschwitz opbevares over 10.000 par sko. Foto: Uffe Christensen
Da blandt andre jøderne blev sendt til Auschwitz, troede de indtil det sidste, at det handlede om en forflytning til et andet område, hvor de kunne starte et nyt liv. Derfor medbragte mange også køkkengrej og andet praktisk. Foto: Uffe Christensen
Også de fine sko blev der plads til i de kufferter, der ved ankomsten blev taget fra ofrene og siden tømt i jagten på værdier. Foto: Uffe Christensen

Den 19-årige, der da havde overlevet i Auschwitz i over to år, var døbt Walter Rosenberg, men ændrede siden navn til Rudolf Vrba.

I 1963 nedskrev han første gang i bogform sin gribende beretning om, hvad han oplevede i Auschwitz, inden det på mirakuløs vis i april 1944 lykkedes ham og hans ven at flygte fra de ufattelige rædsler, som han havde gennem- og ikke mindst overlevet.

Men allerede inden han skrev sin bog, havde han i høj grad været medvirkende til, at en chokeret verden fik et detaljeret indblik i den voldsomme eskalering af jødeudryddelsen i Auschwitz.

Dette fordi han sammen med sin ven Alfred Wetzler umiddelbart efter flugten dikterede sin historie til repræsentanter for Det Jødiske Råd i Zilina i Slovakiet. En historie, der blandt andet var suppleret med skitser over lejrens opbygning, gaskamrenes indretning og kapacitet samt lister over antallet af jøder og andre, der endte deres liv i lejren.

Det var ikke et længere et spørgsmål om at overleve. Det var et spørgsmål om at overleve dagen i dag uden at tænke for meget på dagen i morgen.

Rudolf Vrba i "Flugten fra Auschwitz"
Rudolf Vrba og Alfred Wetzler – som de første fortalte de i 1944 detaljeret verden uden for Auschwitz om grusomhederne og det organiserede folkedrab bag pigtråden. Foto: Wikimedia Commons

Hans bog – ”Flugten fra Auschwitz” – udkommer den 27. januar for første gang på dansk.

Det sker i anledning af den internationale Auschwitz-dag, der markeres over hele verden den 27. januar. Det var på denne dato, at de russiske tropper i 1945 trængte ind i lejren og blev mødt med et grufuldt syn, der fik Dantes Helvede til at minde om en regnfuld søndagsudflugt i en frodig, grøn skov.

Men lad os for en stund skrue tiden tilbage til en kold februardag i 1942 og træde ind i et gammelt, slidt madduftende køkken i et jødisk hjem i den slovakiske by Trnava.

En 17-årig søn har netop meddelt sin mor, at han agter at flygte til England for at slutte sig til den tjekkiske eksilhær.

»Hvorfor smutter du ikke også en tur op på månen og skærer dig et stykke grøn ost? Bare sørg for at være hjemme til aftensmaden,« siger moren med slet skjult sarkasme, og sønnen svarer:

»Mor, jeg vil ikke ende som en kalv i en kreaturvogn.«

Hun svarer ham ikke straks.

Rører lidt rundt i sine gryder.

Men lidt efter giver hun ham ret.

Walter Rosenberg (senere Rudolf Vrba) ses her i 1936 på et skolebillede (nr. 4 fra venstre i nederste række). Han blev senere smidt ud af skolen, fordi han var jøde, og tog derefter diverse forefaldende arbejde. Foto: Wkimedia Commons

Fire måneder senere gjorde den 17-årige alvor af sine planer om at undslippe det, som alle dengang antog var en tvangsflytning af jøder og starten på et nyt liv et sted i Polen.

Morens afsked med sin søn lød:

»Pas godt på dig selv. Og husk at skifte sokker.«

Men det gik bare slet ikke som planlagt.

Det lykkedes ham at krydse grænsen til Rumænien, men han blev herefter pågrebet, gennembanket og sendt tilbage til det tjekkiske grænsepoliti, der – efter at have afstraffet ham endnu engang – sendte ham til opsamlingslejen i Novaky, som allerede var proppet med jøder, der ventede på at blive sendt videre.

Den første forsmag på, hvilket ubeskriveligt mareridt der ventede ham forude, fik han den 15. juni 1942, da han blev sendt til koncentrationslejren Majdanek i Polen.

Her så han for sidste gang sin storebror Sammy, men fik aldrig talt med ham, idet Vrba allerede få dage senere blev sendt til Auschwitz, hvortil han ankom ved 21-tiden tirsdag den 30. juni.

Majdanek blev i øvrigt lukket den 3. november 1943, og alle fanger blev dræbt.

Kaos og rådvildhed på perronen. Fangerne tror tilsyneladende fortsat, at de er på vej til genhusning og kan beholde deres ejendele. Foto: Yad Vashem

Da Rudolf Vrba ankom til Auschwitz, anede han og de øvrige nyankomne ikke, hvad der foregik i lejren, men det gik meget hurtigt op for ham, at der på ingen måde var tale om starten på et nyt liv. Tværtimod.

I løbet af de næste mange måneder blev Rudolf Vrba gradvist en del af fangehierarkiet og fandt ud af, hvordan han kunne overleve med brutale og sadistiske SS-vagter i haserne.

Han lærte af leve med kapoerne (fanger, der var sat til at vogte over deres medfanger), og ikke mindst lærte han at skelne mellem de gode og de onde kapoer.

Der er selvsagt adskillige grunde til, at Rudolf Vrba overlevede rædslerne i Auschwitz, men en afgørende faktor var givet hans enorme selvopholdelsesdrift og evne til at indynde sig med de rigtige i fangernes indviklede hierarki.

»Det var ikke et længere et spørgsmål om at overleve. Det var et spørgsmål om at overleve dagen i dag uden at tænke for meget på dagen i morgen,« skriver Vrba i sin bog, i hvilken han også beskriver sin nære kontakt til den jødiske undergrundsbevægelse i lejren, sine mange møder med gamle venner, nye venskaber og tilmed en varm kærlighedsaffære med pigen Alice Munk.

Sidstnævnte havde sit udgangspunkt i en ganske særlig begivenhed, der fandt sted den 7. september 1944.

Den dag ankom i tusindvis af familier til et særligt afsnit af lejren. 4.000 i alt, og de kom fra den jødiske ghetto i Theresienstadt.

I modsætning til alle andre blev familierne ikke adskilt, de blev ikke frataget deres ejendele, og de blev indkvarteret i barakker, hvor der blev sørget for god forplejning og andre goder. Der var tilmed indrettet en veludstyret børnebarak, hvor de også blev undervist.

At dette skete, skyldtes, at der i ghettoen i Theresienstadt var flere observatører fra Røde Kors, hvorfor nazisterne for alt i verden ønskede at bevare illusionen af, at jøderne blev deporteret til et nyt bosættelsesområde og ikke en udryddelseslejr.

Fanger blev ofte tvunget til at skrive positive, ubekymrende breve til deres familier uden for lejren, men eftersom mange af de nytilkomne var højtuddannede intellektuelle, der kunne skrive sandheden mellem linjerne, besluttede nazisterne at forkæle dem ud over alle grænser, så de alene af den grund havde noget godt at skrive hjem om.

I Auschwitz tænkte ingen på at leve som sådan. Man tænkte kun på at leve lidt længere.

Rudolf Vrba i "Flugten fra Auschwitz"

Den nu 19-årige Vrba, der nu fungerede som skriver for sin barakleder, fik kontakt til pigen Alice Munk, der var blandt de nyankomne.

I de første mange dage kom de ikke tæt på hinanden og måtte derfor holde kontakten ved lige gennem pigtråden. Men dette ændrede sig, da hun sammen med sine medfanger blev flyttet til det lejrafsnit, hvor Rudolf Vrba opholdt sig.

Få dage efter at dette var sket, indledte de et egentligt kæresteforhold skjult i et hulrum i et bjerg af tøj og tæpper i området, hvor fangernes ejendele blev sorteret.

Men intet varede mildt sagt evigt i Auschwitz, og det blev efterhånden lysende klart, at jøderne fra Theresienstadt skulle sendes i gaskammeret.

Og det blev de.

Også Alice Munk, der i deres sidste omfavnelse, inden hun brutalt blev ført væk og smidt på den lastbil, der transporterede hende til gaskammeret, sagde:

»Vi skal nok få hinanden at se igen, min elskede. Vi skal nok få hinanden at se igen, og det bliver vidunderligt. Men ... hvis ikke vi ses igen ... det har været vidunderligt.«

Rudolf Vrba var i det meste af tiden i Auschwitz knyttet til Kanada. Området, hvor fangernes bagage blev sorteret og ribbet for alt af værdi. Foto: Yad Vashem

I sin bog beskriver Vrba også blandt meget andet begivenhederne den 29. august 1942, hvor omkring halvdelen af fangerne i Auschwitz blev dræbt, fordi de var ramt af tyfus. Undersøgelsen af fangerne var meget lemfældig, og alene en svag mistanke om, at en fange havde den ekstremt smitsomme sygdom, var ensbetydende med en brutal død.

Selv blev Vrba faktisk på et tidspunkt også smittet med tyfus, men det lykkedes ham dels af skjule den for vagterne, dels at overleve selve sygdommen.

Allerede i begyndelsen af sit ophold i Auschwitz var Vrba besat af tanken om at flygte, og han ledte konstant efter muligheder – ofte sammen en eller flere medfanger.

Han ville for enhver pris væk fra stedet, hvor fangerne – som han udtrykker det i sin bog – var forvandlet til en »klump menneskeligt kit i hænderne på en kunstner«.

Et andet sted skriver han:

»I Auschwitz tænkte ingen på at leve som sådan. Man tænkte kun på at leve lidt længere.«

Men Vrba havde tænkt sig at overleve.

Længe var hans konstante tanker om flugt alene båret af tanken om at komme væk fra rædslerne i udryddelseslejren, men også fordi han – der under hele sit ophold i lejren nøje havde registreret og nedskrevet, hvad der foregik – ville fortælle verden, hvad der i virkeligheden skete i Auschwitz/Birkenau.

I foråret 1944 modtog han foruroligende nyt, der kun forstærkede han ønske om at flygte.

På det tidspunkt blev udryddelsesfaciliteterne i lejren kraftigt udvidet, og jungletrommerne gik.

Så gode venner var de. Ungarns leder Miklos Horthy og Adolf Hitler hyldes af folkemængden i Budapest. Foto: Wikimedia Commons

Den 19. marts invaderede Tyskland landets tidligere forbundsfælle Ungarn, hvor Miklós Horthy stadig var ved magten. Og det var – rygtedes det i Auschwitz – tanken at sende omkring 1 million ungarske jøder til udryddelse i Auschwitz.

Hitler havde i den forbindelse udstationeret Adolf Eichmann i Budapest, så han kunne styre og følge operationen på tætteste hold.

Chokeret over den forestående masseudryddelse af de ungarske jøder, intensiverede Vrba sine flugtplaner. Ifølge eget udsagn ville han ud, så han kunne advare verden om, hvad der var nært forestående.

Efter flere mislykkede forsøg lykkedes det ham og Alfred Wetzler at flygte den 10. april 1944 ved 18-tiden.

Tre dage tidligere havde de gemt sig i et hulrum i en stabel svære planker. Et hulrum, der tidligere var brugt af flygtende fanger. I tre døgn og en lang dag ventede de på, at vagterne indstillede eftersøgningen.

Da de følte sig sikre, fjerne de plankerne og flygtede fra lejren.

Efter en dramatisk flugt endte de i Cadna i Slovakiet, hvor de blev hjulpet af jødiske kontakter, og via dem kom de i kontakt med Det Jødiske Råd i Zilina.

I samarbejde med dette nedskrev de omhyggeligt alle deres oplevelser i koncentrationslejrene – og med vægten lagt på Auschwitz. Rapporten blev skrevet på slovakisk, engelsk og tysk og skrevet om utallige gange, inden den blev endeligt overgivet til det jødiske råd.

Rapporten er medtaget i den aktuelle oversættelse af Rudolf Vrbas ”Flugten fra Auswitz”, men kan også ses her i en engelsk udgave: The Vrba-Wetzler Report.

Forholdene om bord på The Kastner Train, der den 30. juni 1944 bragte over 1.600 ungarske jøder i sikkerhed i Schweiz med Eichmanns velsignelse, var ganske anderledes end i de gængse fangetransporter. Men de 1.600 passagerer havde da også betalt nazisterne fyrsteligt for turen ud i friheden.

Det jødiske råd i Zilina lovede de to eksfanger, at de ville sørge for at sprede den skræmmende rapport, men – skriver Vrba – det skete blandt andet ved, at de sendte materialet videre til Rudolf Kastner, der stod i spidsen for en organisation, der hjalp jøder til flugt. Denne undlod i første omgang – igen i følge Vrba – at informere det jødiske råd i Budapest samt Miklos Horthy, idet man var i gang med at forhandle med Eichmann om det, der siden blev kendt som The Kastner Train.

Dette tog forlod den 30. juni 1944 med Eichmanns fulde accept Budapest med kurs mod Schweiz. Om bord var over 1.600 jøder, der dermed undgik gaskamrene i Auschwitz. Turen havde de betalt for med rigelige mængder af guld, diamanter og kontanter.

Allerede mens Vrba og Wetzler opholdt sig i Zilina, rullede de første togvogne lastet med ungarske jøder mod Auschwitz. Ambitionen var at sende 12.000 jøder i døden hver dag.

Nicolas Vrba mistede tålmodigheden og kontaktede blandt andet selv Vatikanet og dermed pave Pius XII i Rom, der informerede både den britiske og amerikanske regering, og gradvist nåede indholdet af Vrba-Wetzler-rapporten også medierne.

 
 

Pilecki-rapporten

Farvelagt portræt af den højt dekorerede Witold Pilecki i 1946. To år senere blev han henrettet af Sovjet. Foto: Wikimedia Commons
Witold Pilecki-rapportens forside.

Her må retfærdigvis indskydes, at Vrba-Wetzler-rapporten ikke var den første beskrivelse af forholdene i Auschwitz, der havnede på de allieredes bord.

Allerede i september 1940 lod den polske soldat Witold Pilecki sig frivilligt deportere til Auschwitz for på den måde at skaffe viden om, hvad der foregik i lejren.

Witold Pilecki fotograferet i sin stribede fangeuniform i Auschwitz. Foto: Wikimedia Commons.

Under sit ophold i lejren organiserede han den første modstandsbevægelse blandt fangerne, og det lykkedes ham løbende at få sendt informationer ud fra lejren. Allerede fra foråret 1941 blev alle disse informationer sendt videre til den britiske regering.

I sine rapporter fortalte Witold Pilecki om nazisternes massive udryddelse af jøderne og andre grusomheder i lejren. I efteråret 1942 begyndte jorden at brænde under ham. Tyskerne havde da allerede afsløret og dræbt adskillige medlemmer af modstandsbevægelsen, og natten mellem den 26. og 27. april 1943 lykkedes det for ham at flygte.

Pilecki og mange andre havde håbet, at nazisternes forbrydelser i Auschwitz havde ført til et allieret angreb på lejren, men dette skete som bekendt aldrig.

Da Pilecki flygtede, var masseudryddelsen af jøder i fuld gang, men ikke i den enorme skala, som Rudolf Vrba blev vidne til i 1943-44.

Efter krigen forblev Pilceki i Polen, hvor han hurtigt blev meget aktivt involveret i modstanden mod det kommunistiske styre. I 1947 blev han arresteret og fængslet. Året efter gennemførte det kommunistiske styre, hvad der siden er kaldt en skueproces, og den 25. maj 1848 blev han henrettet ved skydning i Mokotov-fængslet i Warzawa.

 
 

Udsat for et voldsomt pres fra Vesten lykkedes det for den ungarske leder Miklos Horthy at stoppe deportationen af de ungarske jøder, og Hitler kaldte Adolf Eichmann hjem fra Berlin.

Ud af omkring 1 million ungarske jøder endte derfor ”kun” omkring 400.000 i gaskamrene.

»Hvis min advarsel fra den 25. april var blevet videreformidlet fra Kastner til hans folk med det samme, føler jeg mig ganske sikker på, at dødstallet ville have været betydeligt mindre,« siger Vrba i sin bog.

Siden gav han gentagne gange udtryk for dyb forundring over, at der gik henved to måneder, inden indholdet af den meget detaljererede rapport blev kendt. Var den blevet kendt tidligere, ville de 400.000 ungarske jøder, der omkom i gaskamrene, ifølge Vrba helt sikkert have gjort modstand i stedet for at forholde sig passivt i den tro, at de ”blot” skulle flyttes et andet sted hen.

Rudolf Vbra var overbevist om, at Kastner bevidst holdt hans og Wetzlers Auschwitz-rapport tilbage. Foto: Wkimedia Commons

Vrba fastholdt, at det var Rudolf Kastner, der som led i forhandlingerne med Eichmann og Horthy bevidst undlod at foretage sig noget endsige informere det jødiske samfund i Ungarn.

Efter krigen blev Kastner stadig i Israel hyldet som en sand helt, der havde reddet i tusindvis af jøder i sikkerhed. Hvad han vitterlig også havde, og da journalisten Malchiel Gruenwald i 1954 beskyldte Kastner for at samarbejde med nazisterne, valgte den israelske regering på Katners vegne at sagsøge Gruenwald for injurier.

Retten frifandt Gruenwald, idet man fandt det godtgjort at Kastner – blandt andet omkring førnævnte jødetransport til Schweiz – havde samarbejdet med nazisterne. Dette gjorde Kastener så forhadt i Israel, at han i marts 1957 blev snigmyrdet foran sit hjem i Tel Aviv.

At de ungarske jøder ville have gjort oprør, hvis Vbra/Wetzler-rapporten var kendt, er siden bestridt af flere Holocaust-historikere, der nok anerkender Rudolf Vrbas indsats, men også sætter spørgsmålstegn ved en række af hans oplysninger.

 

Vrba fortæller om modstandsbevægelsen i Auschwitz:

(Uddrag fra Claude Lanzmanns dokumentar ”Shoa” (1985)

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

 

Helt basalt undrer historikere sig over, at massedeportationen af de ungarske jøder ikke er nævnt i hverken den originale engelske eller tyske udgave af Vrba-Wetzler-rapporten.

I den forbindelse fastholdt Vrba, at deportationen var omtalt i den slovakiske originaludgave, men dette har ikke kunnet dokumenteres, idet denne er gået tabt.

Andre historikere har lagt afstand til både Vrbas bog og rapporten som værende alt for subjektive. Også i jødiske kredse blev han mødt med skepsis, hvilket Vrba selv tilskrev, at han følte sig overbevist om, at det jødiske Råd i Budapest i 1944 havde et vist samarbejde med nazisterne.

I 1944 blev han af det jødiske råd i Budapest udstyret med pas og papirer udstedt i navnet Rudolf Vrba. Disse dokumenterede, at han var arier mindst tre generationer tilbage.

Senere sluttede han sig til den partisanhær, der var blevet dannet, da den ungarske hær gjorde oprør mod tyskerne.

I 1945 begyndte han at studere på Prags Tekniske Universitet, og seks år senere fik han en doktorgrad i kemi og biokemi.

I 1958 blev han inviteret til at holde forelæsninger i Israel, og i den forbindelse hoppede han af og blev i Israel, indtil han i 1960 flyttede til England. Han fik britisk statborgerskab i 1966.

I 1967 flyttede han til Canada, og han fik canadisk statborgerskab i 1972. Frem til begyndelsen af 1990’erne var han tilknyttet en række universiteter i Canada, og et af hans specialer var kræftforskning.

Rudolf Vrba med sin Robin, som han blev gift med i 1975. Foto: Wikimedia Commons

Han døde selv af sygdommen den 27. marts 2006 i Vancouver.

Efter krigens slutning var han som vidne involveret i adskillige retssager mod nazister, der var anklaget for massemord.

Lettere frustret over, at hans og Wetzlers rapport fra Auschwitz ikke fyldte synderligt meget, allierede han sig med den britiske journalist Alan Bestic fra avisen Daily Herald, og avisen trykte over fem dage den detaljerede historie, som – igen i samarbejde med Allan Bestic – siden blev omskrevet, udvidet og udgivet i bogform.

Dette første gang i 1964 som ”I Cannot Forgive”. Senere samme år blev den udgivet som ”Escape from Auschwitz”, og den blev i 2002 genudgivet i en lettere revideret udgave som ”I Escaped from Auschwitz”.

Vennen Alfred Wetzler døde i Bratislava i Slovakiet den 8. februar 1988. Inden da udgav han i 1963 ”Co Dante Nevidel”, der udkom på engelsk i 2007 med titlen ”Escape From Hell: The True Story of The Auschwitz Protocol”.



Et af gaskamrene i Auschwitz. I dag er der stille. Meget stille. Foto: Uffe Christensen
Den 16. april 1947 blev den forhadte lejrkommandant Rudolf Höss af symbolske grunde hængt i samme galge, hvor han havde beordret mange hundrede fanger hængt. Foto: Wikimedia Commons
En af galgerne i Auschwitz. I denne blev hundredvis af fanger hængt foran deres medfanger. Til skræk og advarsel og ofte for meget små forteelser – om noget. Foto: Uffe Christensen

Kvinden, der måtte forlade rummet med menneskehår, har sat sig på et lavt rækværk og stirrer tomt foran sig, mens tårerne triller ned ad hendes kinder.

Andre går rundt og kigger.

I tavshed.

Prøver måske at genkalde sig den kvælende stank af lig i forrådnelse og røgen fra krematoriets skorsten.

Lyden af støvletramp, skudsalver, høje råb, piskesmæld og hjerteskærende skrig.

Rudolf Vrba oplevede det hele.

I dag er der stille i Auchwitz.

Helt stille.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.