Flykapringen er ovre - gerningsmanden arresteret
Flykapringen på Cypern er overstået, og gerningsmanden er arresteret, oplyser Cyperns udenrigsministerium.
Det kaprede Egypt Air-fly, der afgik fra Alexandria kort før kl. 06.30 tirsdag morgen og skulle være landet i Kairo kl. 07.15, er ikke længere i gidseltagerens hænder.
Det oplyser det cypriotiske udenrigsministerium og regeringens talsmand Nikos Christodoulides begge på Twitter. Ingen kom til skade under kapringen.
Gerningsmanden er af det cypriotiske udenrigsministerium blevet identificeret som egyptiske Seif Eldin Mustafa, men dette er ikke bekræftet af egyptiske myndigheder. Dog har det lydt fra både egyptiske og cypriotiske myndigheder, at manden, der overtog flyet, var »psykisk ustabil«, og at hans handlinger ikke kunne tolkes som terrorisme.
Flyet blev kapret på sin vej mod Kairo og omdirigeret til Larnaca på Cypern, hvor gerningsmanden efter kort tid løslod størstedelen af passagererne, men beholdt enkelte udenlandske passagerer samt besætningsmedlemmerne.
Om bord på flyet truede kapreren angiveligt med at have et bombebælte om livet, men det er af cypriotiske myndigheder senere blevet fastslået, at der ingen sprængstoffer blev fundet om bord på flyet, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ritzau har i øvrigt skrevet, at det, der lignede et bombebælte, i virkeligheden var en attrap, ifølge egyptiske luftfartsmyndigheder.
De fleste passagerer blev løsladt, da flyet landede i Lanarca Lufthavn på Cypern, men mindst syv blev tilbageholdt på flyet, lød det fra den egyptiske luftfartsminister Sherif Fathy på et pressemøde kl. 11.30. Timer senere, omkring kl. 13.30, forlod så fire personer flyet. Tre af dem via trappen, mens den sidste kravlede ud ad cockpitvinduet og løb væk.
Og efterfølgende skal gerningsmanden have forladt flyet med hænderne i vejret.
Cyperns præsident, Nicos Anastasiades, slog undervejs fast i forbindelse med et pressemøde med Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, at kapringen ikke havde noget med terror at gøre.
»Hvis I ved, hvad jeg mener,« sagde han med et skævt smil ifølge et videoklip på BBC.
Da en journalist spurgte, om det havde noget med en kvinde at gøre, lød det leende svar:
»Der er altid en kvinde involveret.«
Og det bekræftede den cypriotiske udenrigsminister Ioannis Kasoulides da også på et pressemøde. Her lød det, at flykapreren både skulle have krævet politisk asyl, at få fængslede egyptiske kvinder frigivet, og at få lov at se sin eks-kone, der angiveligt bor på Cypern, så han kunne overrække hende et brev. Det skriver AP.
Udenrigsministeren sagde på pressemødet, at kravene »ikke gav mening« og mente i øvrigt, at de var »for usammenhængende til at blive taget seriøst,« skriver AP. Han konkluderede samtidigt, at kapreren syntes »psykisk ustabil«, og mente heller ikke, at handlingen kunne kaldes for terrorisme.
På samme pressemøde udtrykte Egyptens ambassadør Hussein Abdelkarim Mubarak også, at kapreren var ustabil og havde »familieproblemer«.
Adspurgt tirsdag hvordan manden kunne komme om bord på flyet med, hvad der i hvert fald lignede et bombebælte, afviste den egyptiske luftfartsminister Sherif Fathy at forholde sig til spørgsmålet, som han understregede var upassende i en situation, hvor der fortsat var gidsler på flyet.
Dog tilføjede han, at man ikke var klar over, om bombebæltet var ægte.
»Men vi håndterede det, som om det var ægte.«
Manden havde ifølge ministeren krævet, at flyet skulle lande i enten Tyrkiet eller på Cypern.