Er de bedre til at svare på spørgsmålet, som alle vil undgå, i Norge?

Medicin er dyr, og i takt med, at medicinalfirmaer udvikler nye præparater, der kan holde ellers terminalt syge hængende i livet, bliver det ikke billigere for sygehusene at behandle patienterne.

Udgifterne er således blevet så høje, at de danske sygehuse må skære ned på medarbejderne for at få råd til medicin. Derfor er der hårdt brug for at prioritere, lyder det fra både læger og regioner.

Og det skal ske fra centralt hold i form af et prioriteringsinstitut, mener nogle.

De ser bl.a. mod Norge, hvor man siden 2007 har haft det såkaldte Nasjonalt råd for prioritering i helse- og omsorgstjenesten, som kommer med anbefalinger og vurderinger af prioriteringerne af ressourcerne i sundhedsvæsenet.

Det sker bl.a. på baggrund af konkrete henvendelser, men rådet kan også af egen drift tage sager op.

Og spørger man den norske professor emeritus Ivar Sønbø Kristiansen har rådet på nogle måder fungeret fint, men:

"Det kommer med anbefalinger og ikke beslutninger, og det er et krav, at rådet skal være i enstemmighed, og det er et problem. Det er også et problem, at nogle af dem, som sidder i rådet har særinteresser at varetage, det kan f.eks. Kræftforeningen," siger Sønbø Kristiansen, som er tilknyttet Institut for sundhed og samfund på Universitetet i Oslo.

"Prioritering er jo ikke svært, så længe man skal sige ja og prioritere op. Men at prioritere, at noget skal fjernes, er svært, og det er jo det, som er hensigten med prioriteringen. Udfordringen er at sige nej, og det er klart, at dem som har særinteresser har problemer med at sige nej til tiltag, der gælder deres egen gruppe," fortsætter han.

I en evalueringsrapport fra i år anbefaler man da også at bløde op på kravet om konsensus, ligesom rådets mandat "skal præciseres", som det hedder.

Ivar Sønbø Kristiansen bemærker også, at rådet nok kan komme med anbefalinger, men at det langt fra betyder, at politikerne vil følge dem.

Det gjaldt f.eks. da rådet sagde, at samfundet ikke burde betale mere for sygdomme, bare fordi de var sjældne. Ikke desto mindre valgte sundhedsmyndighederne at betale den dyrere medicin.

"Det illustrerer problemet: At rådet giver råd, og andre beslutter," siger han.

I 2012 lød det endda fra rådet, at man ikke følte sig i stand til at vurdere de mange nye behandlings- og medicinmuligheder, som jævnligt dukker op på markedet.

"Rådet mener, at det er vigtig og ønskeligt at etablere et nationalt system til vurdering af ny og kostbar teknologi i sundhedsvæsenet," lød det i en anbefaling, som førte til oprettelse af endnu et organ, som tager stilling til det svære spørgsmål om, hvad et levet år må være værd.

Nasjonalt system for innføring av nye metoder hedder tiltaget, der fra 2013 har vurderet ny diagnostik, medicin og teknologi.

"Metodevurderingen er ganske enkelt et hjælpemiddel til at indsamle information om omkostningerne og effekten af teknologien og lægemidlet. Der ligger ingen beslutning i metodevurderingen, men Sundhedsministeriet har oprettet et beslutningsforum, som består af direktørerne i de fire regioner i Norge, og de beslutter, om et nyt lægemiddel skal tages i brug eller ej på basis af metodevurderingen," forklarer Ivar Sønbø Kristiansen.

Kan man sammenligne Nasjonalt råd for prioritering i helse- og omsorgstjenesten med en form for etisk råd, mens metodevurderingssystemet er et konkret beslutningsorgan?

"I nogen grad. Prioriteringsrådet har også vurderet en række enkeltsager som, hvorvidt man skal bruge HPV-test i screening for livmoderkræft hos kvinder, mens metodevurderingen forholder sig til de specifikke metoder og behandlinger."

Og det har flere gange givet anledning til kontroverser. Bl.a. da Norge som et af ganske fra europæiske lande sagde nej til at tillade brugen af den livsforlængende brystkræftmedicin Perjeta, fordi den var for dyr.

Efter omkring et år med voldsomt pres fra organisationer og private samt en række kritiske artikler, lød det fra Beslutningsforum, at man nu havde forhandlet sig frem til en pris og betingelser, som gjorde det muligt at tillade medicinen.

Men Ivar Sønbø Kristiansen mener, at man glemmer de patienter, som så må undvære medicin som følge af et ja til det kostbare lægemiddel.

"Man får ikke at vide, hvilke patienter, som taber på det. Det er en del af dilemmaet: Alle vil gerne sige ja, og meget få vil sige nej, fordi det er kontroversielt."

I Danmark har man diskuteret, om man bør indføre et prisloft på medicin, som man angiveligt har det i Norge.

Men helt så enkelt er det ikke, siger Ivar Sønbø Kristiansen.

"Det korte svar er, at officielt har vi ikke noget prisloft i Norge, men i praksis ligger loftet på mellem 600.000 kr og 1 mio. kr. pr. leveår, vi vil bare ikke sige det højt."

Omvendt så har man, modsat i Danmark, et system, hvor medikamenternes pris udregnes i forhold til leveår.

"Norge indførte i 2002 økonomisk evaluering af nye lægemidler. Det vil sige, at producenterne skal levere analyser til lægemiddelmyndighederne og beregne omkostningerne og effekten af behandlingen og prisen for hvert leveår. Så hvis man skal sætte et loft på, hvor meget, man er villig til at betale for et ekstra leveår, så må man indføre det som en obligatorisk metode. Men metoden er kontroversiel, for det er ikke altid let at beregne hvor meget længere patienterne lever, eller hvor god deres livskvalitet er," forklarer Ivar Sønbø Kristiansen.

Et andet problem med et prisloft er ifølge professoren, at det kan få producenterne til at lægge prisen så tæt på loftet som muligt, uanset medicinens egentlige pris. Omvendt kan det faktum, at man arbejder med grænseværdier, i nogle tilfælde presse producenterne til at sætte prisen ned.

I november sidste år kom Norheimudvalget med en rapport, hvor man havde vurderet, om der bør indføres grænser for forholdet mellem udgifter og effekt.

Udvalget konkluderede, at tre nye kriterier bør ligge til grund for prioriteringen af medicin og behandling: Sundhedsgevinsten, ressourcer og sundhedstab i nævnte rækkefølge.

Kriterierne er dog siden blevet kritiseret for at være svære at bruge i praksis, ligesom flere anfører, at man går uden om en lang række prioriteringsdilemmaer.