Hvem er menneskesmuglerne på "Dødens Hav"?
Det er velorganiserede netværk af kriminelle, der organiserer flygtningestrømmen fra Afrika.
Jo mere EU strammer det net, som skal stoppe flygtningestrømmen over Middelhavet, jo mere økonomisk lukrativt bliver det for de menneskesmuglere, der organiserer flygtningenes og migranternes rejse mod EU’s kyster.
For når det bliver sværere at nå frem til det forjættede land, stiger den pris, flygtningene skal betale for en plads på de ofte synkefærdige skuder, der fragter dem fra Libyen over Middelhavet til Italien og Malta.
Med en anslået markedsværdi mellem 2,2 og 4,5 mia. kr. i 2015, et Libyen hvor alt er kaos og et stort set ubegrænset antal flygtninge, der vil til Europa, er menneskesmugling en indbringende forretning, og meget tyder på, at kriminelle organisationer har vejret morgenluft og indledt samarbejde med de libyske militser, der hver kontrollerer en lille del af det borgerkrigshærgede land.
Det dokumenteres bl.a. af optagelser, som den italienske avis La Repubblica har offentliggjort. Optagelser, der ifølge avisen, stammer fra det italienske politi og indeholder telefonsamtaler mellem en menneskesmugler i Tripoli i Libyen og kendte italienske kriminelle.
At det er organiserede kriminelle, der står bag trafikken over Middelhavet, bekræftes også af den italienske freelancefotograf og -journalist, Giampaolo Muscemi. Han har i to år rejst sammen med menneskesmuglere over hele verden og er medforfatter til bogen ”Confessions of a People Smuggler”.
”Menneskesmuglere er forretningsmænd. De er dygtige og bruger 24 timer i døgnet på at tænke over, hvordan man kan bryde ind i Europa. De læser aviser, undersøger europæisk lovgivning og holder sig opdateret med, hvad Frontex (Det Europæiske Grænseagentur red.) gør, for at hindre indrejse i Europa,” forklarer han til BBC.
I en rapport om menneskesmugling, som den uafhængige amerikanske migrationstænketank Migration Policy Institute har udarbejdet i 2014, beskrives de organisationer, der står bag menneskesmuglingen, som: ”Højt specialiserede logistikorganisationer med veludviklede netværk og store økonomiske ressourcer”, og i en tilsvarende rapport fra tænketanken USIP hævdes det, at flygtninge og migranter ofte tvinges til at fungere som narkokurérer for at kunne betale menneskesmuglerne.
Under arbejdet med sin bog interviewede Giampaolo Miscemi en egyptisk menneskesmugler, der har opbygget et stort netværk af hjælpere i Libyen og har organiseret flygtningebåde til Italien i mere end 15 år.
Han hævdede ifølge Mucsemi at gøre meget ud af sikkerheden på de skibe, han fragtede flygtninge i.
”Jeg ønsker ikke, at mine kunder dør. Min forretning er baseret på mit omdømme. I starten måtte jeg selv opsøge kunderne, men nu kommer de til mig, fordi jeg har ry for at sætte sikkerheden højt,” fortalte smugleren ifølge Mucsemi og forklarede videre, at det store antal flygtninge har fået mange amatører til at engagere sig i menneskesmugling, fordi der er hurtige penge at tjene.
”I Libyen er der så mange mennesker, der vil til Europa. De har intet andet valg end at lægge deres liv i hænderne på menneskesmuglere. Derfor kan smuglerne se stort på sikkerheden og behøver ikke tage hensyn til deres rygte. Det er markedsmekanismerne. Hvis der er stor efterspørgsel, kan du gøre hvad der passer dig,” forklarede smugleren ifølge Mucsemi.
Ifølge Frontex bliver kontakten mellem flygtningene og menneskesmuglerne ofte håndteret af mellemmænd, som kommer fra flygtningenes hjemlande. Mange af disse mellemmænd er kommet til Libyen som migrantarbejdere i 1990’erne, mens den tidligere diktator Muammar Gaddafi stadig var ved magten, men da han i 2011 blev afsat, og landet blev kastet ud i borgerkrig, blev de i stedet håndlangere for de libyske militsledere, der organiserer menneskesmuglingen.
Fordi det meste af Libyen er uden for regeringens kontrol, og fordi korruption er et udbredt fænomen, kan de libyske myndigheder sjældent stille noget op over for menneskesmuglerne. Overfor BBC indrømmer en officer i den libyske kystvagt, at der er alt for mange flygtningeskibe til, at flåden kan stoppe trafikken. Den må nøjes med at bistå ved redningsaktionerne, når flygtningeskibene kommer i vanskeligheder.
Det skete senest søndag, hvor op mod 700 personer menes druknet i forsøget på at nå den italienske ø Lampedusa.