Fortsæt til indhold
Europa

Sarkozy vil stoppe bilafbrændinger

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, bad i dag myndighederne skride hårdt til værks for at straffe de bøller, som i løbet af årets første nat satte ild til over 1100 biler over hele landet.

Ritzau

Det er 30 procent flere end sidste år, hvor der nytårsnat udbrændte 878 biler i Frankrig, meddeler indenrigsministeriet i Paris. Politiet anholdt i nattens løb 288 personer mod 259 i fjor, og hvis det står til Sarkozy, bør brandstifterne miste deres kørekort og betale for de skader, de har forvoldt.

- Der er ikke nogen grund til, at ærlige borgere skal betale for de konsekvenser, som de kriminelles opførsel har, sagde præsidenten i en tale til redningspersonale, som var på arbejde nytårsnat.

Siden de voldsomme uroligheder i forstæder til Paris og andre franske storbyer i 2005 har unge bøller nærmest gjort det til en tradition at sætte ild til biler nytårsnat.