Toppolitiker kvæstet i skiulykke
Thüringens ministerpræsident, Dieter Althaus, blev nytårsdag alvorligt kvæstet ved en skiulykke i Steiermark i Østrig.
Den 50-årige Dieter Althaus fra det kristeligt-demokratiske tyske regeringsparti, CDU, stødte ifølge nyhedsbureauet APA ind i en kvindelig skiløber på pisten. Den 41-årige slovakiskfødte amerikanske kvinde døde af sine kvæstelser på vej til hospitalet.
En redningshelikopter fløj Althaus til et sygehus ved Salzburg, hvor den hårdt kvæstede politiker, som fik en hjernerystelse og -blødning, blev lagt i kunstigt koma, oplyser vagtlægen på stedet til nyhedsbureauet AP.
Althaus blev her til aften meldt uden for livsfare.
Dieter Althaus, der er medlem af CDU's hovedbestyrelse, har siden juni 2003 været regeringschef i den østtyske delstat.
Han er CDU's spidskandidat ved delstatsvalget i Thüringen den 30. august.