Fortsæt til indhold
Europa

Ukraine: Vi har nedskudt alle raketter under stort russisk angreb

Omfattende russisk raketangreb er blevet afværget af det ukrainske luftværn, siger Ukraines topofficer.

/ritzau/Reuters

Ukrainske styrker har nedskudt alle 18 raketter af forskellige typer, som Rusland har affyret mod Ukraine natten til tirsdag.

Det siger den øverste kommandant for den ukrainske hær, Valeriy Zaluzhnyi.

Der er blandt andet meldt om et omfattende raketangreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv.

Ukrainske talspersoner har kaldt nattens raketangreb ”helt exceptionelt” intense.

Zaluzhnyi oplyser på mediet Telegram, at Rusland fra fly affyrede seks ballistiske raketter af typen Kinzjal. Ni krydsermissiler af typen Kalibr blev sendt af sted fra skibe i Sortehavet. Og tre Iskander-raketter var affyret fra jorden mod Ukraine.

Seks Shahed-droner fremstillet i Iran blev også skudt ned. Det samme gjaldt for tre overvågningsdroner, oplyser han.

Tidligere på natten hed det, at Rusland havde iværksat et voldsomt angreb mod Kyiv. Det var det ottende luftangreb mod Kyiv alene i maj.

Serhij Popko, lederen af Kyivs militære administration, kaldte tidligere på morgenen angrebet usædvanligt.

- Det var helt exceptionelt i sin tæthed, skriver han på Telegram.

Sirener og eksplosioner begyndte at lyde omkring klokken 03.30 natten til tirsdag (02.30 dansk tid).

De første meldinger om angrebet kom fra Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko.

- Luftforsvarssystemer arbejder mod mål, skrev han på Telegram.

Han uddybede senere, at der i to af Kyivs distrikter var en særlig fare for faldende vragrester.

Ukraines raketforsvar er blevet betydeligt opgraderet de seneste måneder. Det har blandt andet modtaget og er ved at modtage avancerede luftværnssystemer fra USA samt Frankrig og Italien.