Fortsæt til indhold
Europa

Personalemangel i Portugals sundhedsvæsen har haft fatale følger

Nedlukninger af akutafdelinger har fået dramatiske konsekvenser for portugiserne. Landets ellers anerkendte sundhedsvæsen møder skarp kritik.

Da en gravid kvinde døde, fordi hun ikke kunne få behandling på Lissabons største hospital, skyllede en bølge af folkelig forargelse og vrede gennem Portugal.

Den triste historie er dog blot den seneste af en række fatale hændelser, hvor gravide kvinder har været udsat for kritisable forhold, fordi der har manglet kapacitet og læger på hospitalerne.

Et barn døde i juni nord for Lissabon, fordi der ikke var nogen fødselslæger til at hjælpe moderen, da hun fik veer, og i august måtte en anden gravid kvinde skifte hospital to gange. Hun tilbagelagde i den forbindelse i alt 150 km, mens hun havde veer.

Børnedødeligheden er vokset til den højeste siden 2018, og en månedlang sundhedskrise har lukket akutmodtagelser i hele landet og sat barselsbehandlingen under et ekstremt pres.