Tyskland vil sende kampvogne til Ukraine efter kritik
Den tyske regering har fået kritik både ude og hjemme for ikke at sende tunge våben til Ukraine.
Tyskland har besluttet at sende tunge våben i form af antiluftskytskampvogne til Ukraine.
Det vil Tysklands forsvarsminister, Christine Lambrecht, meddele under et internationalt møde om støtte til Ukraine med deltagelse fra 40 allierede lande tirsdag.
Det fremgår af et udkast til hendes tale, som nyhedsbureauet AFP har set.
Mødet tirsdag finder sted på den amerikanske luftbase Ramstein i Tyskland.
Parlamentsmedlemmet fra koalitionspartiet FDP Johannes Vogel har også over for avisen Süddeutsche Zeitung bekræftet, at forsvarsministeren vil komme med meldingen om tunge våben til Ukraine.
Ifølge avisen drejer det sig i første omgang om cirka 50 kampvogne af typen Gepard.
Beslutningen kommer efter hård kritik af den tyske regering for ikke at sende tunge våben, som Ukraine igen og igen har efterspurgt.
Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, har mødt kritik både ude og hjemme, fordi hans regering har tøvet med at sende tunge våben til Ukraine.
Han har hidtil begrundet den forsigtige fremgangsmåde med, at han har ønsket at undgå en direkte konfrontation mellem Nato og Rusland.
Ifølge et udkast til et forslag, som AFP også har set, vil regeringen også foreslå, at ukrainske soldater kan blive optrænet i Tyskland og andre Nato-lande.
Af forslaget fremgår det også, at regeringen vil ”fortsætte og - hvor det er muligt - accelerere leveringen af nødvendigt udstyr til Ukraine, inklusive at udvide leverancerne til også at omfatte tunge våben og komplekse systemer”.
Det internationale møde tirsdag finder sted på amerikansk initiativ.
Tirsdag formiddag skød den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, mødet i gang. Her gav han udtryk for, at der er tiltro til, at Ukraine kan trække sig sejrrigt ud af krigen.
- Ukraine tror tydeligvis, at man kan vinde. Og det samme gør alle her, sagde han.
/ritzau/