Fortsæt til indhold
Europa

Ruslands ambassade reagerer skarpt på danske udvisninger: Der kommer et modsvar

Den danske regering kritiserer 15 russere for at være efterretningsofficerer, der har spioneret på dansk grund.

Ruslands ambassade i København tager skarp afstand fra regeringens beslutning om at udvise 15 russere, der anklages for at have spioneret i Danmark under diplomatisk dække.

Det skriver ambassaden i en kort kommentar til Jyllands-Posten.

»Dette skridt fra dansk side er ubegrundet og rettet mod yderligere at ødelægge forholdet mellem vores lande. Det kommer ikke til at gå ubesvaret hen,« lyder det.

Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod er de 15 russere fra ambassaden i virkeligheden efterretningsofficerer, og derfor bliver de smidt ud. De har nu 14 dage til at forlade Danmark.

Den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir V. Barbin, blev orienteret om beslutningen på et møde i Udenrigsministeriet tirsdag, bekræfter ambassaden.

»Ambassadøren var indkaldt til det danske udenrigsministerium, hvor han blev meddelt, at 15 diplomater, som de danske efterretningstjenester mistænker for at tilhøre russisk efterretningsvæsen, skulle forlade Danmark. Ingen beviser blev præsenteret,« skriver den russiske ambassade.

Ambassaden hævder i kommentaren, at alle dens ansatte i Danmark nøje følger reglerne for diplomatiske relationer i deres aktiviteter.

PET: Forsøger at hverve kilder

Det er ikke nyt, at Danmark mistænker russiske diplomater for at være efterretningsagenter.

Det stod sort på hvidt i PET’s rapport om spionagetruslen mod Danmark fra januar – altså før Ruslands krig i Ukraine:

»Rusland har eksempelvis et antal efterretningsofficerer på deres ambassade i Danmark. Disse efterretningsofficerer forsøger kontinuerligt at hverve kilder med adgang til klassificerede eller beskyttelsesværdige informationer af interesse for Rusland,« skrev PET.

Flere EU-lande såsom Tyskland, Frankrig og Italien har truffet lignende beslutninger om at udvise russiske diplomater. Frankrig og Tyskland meddelt, at de udviser henholdsvis 35 og 40 russiske diplomater.

En talskvinde for det russiske udenrigsministerium har lovet et modsvar.

Siden Rusland invaderede Ukraine for godt en måned siden, har Vesten indført skrappe sanktioner mod styret i Moskva, og EU kan være på vej med yderligere skridt.