Tyskland øger kontrollen til Danmark: Vil have bedre styr på landets grænser
Der er ifølge det tyske politi ikke tale om en permanent grænsekontrol, men om en midlertidig optrapning af indsatsen.
Det tyske politi har torsdag sat to kontrolposter op ved grænseovergangene til Kruså og Padborg. Her vil alle biler, der kører fra Danmark og ind i Tyskland, blive kontrolleret med henblik på at stoppe kriminelle såvel som personer, der ikke må rejse ind i Tyskland.
Det skriver lokalavisen Flensburger Tageblatt.
Lokale medier melder om et stort opbud af tyske betjente ved kontrolposterne, hvor både passagerbiler og busser blev tjekket.
Der er ifølge det tyske politi ikke tale om en permanent grænsekontrol, men om en midlertidig optrapning af indsatsen mod personer, der ulovligt krydser grænserne.
Den skærpede grænsekontrol kommer, efter at Tysklands indenrigsminister Horst Seehofer i begyndelsen af november meddelte, at alle tyske grænser skal kontrolleres grundigere.
Det skete som en reaktion på, at en libanesisk kriminel var rejst ind i Tyskland på trods af et indrejseforbud.
Horst Seehofer sagde dengang til avisen Bild, at befolkningen »mister tiltroen til hele vores asylsystem«, hvis afviste asylsøgere gentagne gange trodser indrejseforbud. Han påpegede samtidig, at personer, der fremover bliver taget ved grænsen i forsøget på at trodse et indrejseforbud, vil blive frihedsberøvet eller deporteret.
Danmark har siden 2016 haft en midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Den midlertidige kontrol er siden blevet forlænget flere gange.
Ifølge Rigspolitiet blev over 3 mio. alene sidste år tjekket ved den dansk-tyske grænse. Heraf blev 2.004 personer afvist.