Video til de søstærke: Se norsk krydstogtskib blive kastet rundt i høje bølger
Passagererne på "MS Viking Sky" fik sig lørdag en rystetur, da skibet drev rundt i høje bølger.
Lørdag var der storm i området mellem Trondheim og Molde. Ikke just de bedste forhold at miste motorkraft i for et stort passagerskib.
Ikke desto mindre var det dét, der skete for krydstogtskibet "MS Viking Sky", da det var på vej fra Tromsø til Stavanger med 1.373 mennesker ombord.
Skibet drev længe rundt i høj sø, mens mandskabet forsøgte at kaste anker. På et tidspunkt var skibet kun omkring en kilometer fra land og sølle 100 meter fra at gå på grund. Og mens passagererne stille og roligt blev evakueret i helikoptere, kunne de resterende ombordværende kun håbe det bedste og holde godt fast.
Herover kan du se en video fra "MS Viking Sky" filmet lørdag eftermiddag, da høje bølger kastede det store skib og alt inventaret rundt.
Søndag meddeler de norske myndigheder, at skibet har fået gang i motorerne og er på vej i havn ved egen kraft. Der er meldinger om mindst 17 tilskadekomne, heraf har tre alvorligere skader.