Annonce
Europa

Britisk politi afslører: Sådan gjorde de to russere bag Novichok-angreb

Gerningsmændene er omkring 40 år og skjulte giften i en falsk parfumeflaske

Alexander Petrov og Ruslan Boshirovn anklages for giftangrebet mod den tidligere russiske agent Sergej Skripal og hans datter i Storbritannien i marts. Foto: Metropolitan Police/AP

Billederne af to russere i 40 års-alderen brager lige nu ud i alle britiske medier.

De to, der har brugt navnene Alexander Petrov og Ruslan Boshirov, stod ifølge britisk politi bag et gruopvækkende nervegiftattentat mod Sergej og Julia Skripal i Salisbury. De er nu sigtet for drabsforsøg.

Novichok-gift
  • Udviklet af Sovjetunionen i 1970'erne og -80'erne.
  • Kommer i flydende form, men det menes også at eksistere som et fast stof. Det betyder, at det kan spredes som findelt pulver.
  • Udviklet til at virke lynhurtigt på ofre. Efter 30 sekunder til to minutter viser symptomerne sig. I pulverform tager det længere tid.
  • Blokerer som andre nervegifte kommunikationen fra nerver til muskler. Dermed lammes en række kropsfunktioner.
  • Typiske umiddelbare symptomer: sammentrækning af pupillerne, krampeanfald og savlen. I de værste tilfælde koma, mistet åndedrætsfunktion og død.
Forårets attentat i Salisbury eskalerede konflikten mellem Rusland og Vesten og medførte sanktioner og udvisning af mere end 100 russiske diplomater fra blandt andet USA, Storbritannien, Tyskland og Danmark.

Ifølge britisk politi ankom de to flyvende med Areoflot-fly SU2588 til Gatwick Airport syd for London den 2. marts om kl. 15.00, det var en fredag.

Hjertet hamrer løs, øjne og næse løber, og bevidstheden forsvinder: Sådan fungerer den sovjetiske nervegift

De tog derefter ind til London, hvor de ankom til Victoria Station cirka kl. 17.40, og bevægede sig med undergrundsnettet til City Stay Hotel i Østlondon, hvor der på deres værelse er fundet spor af Novichok - en sovjetisk nervegift.

Om lørdagen, den 3. marts, rejste de så med toget ned til Salisbury i Sydengland, formodentlig for at rekognoscere mod deres mål, Sergej Skripal, som stod i unåde hos de russiske styre, efter at han på samme tid var russisk agent og mod betaling gav oplysning til briterne.

De tog afsted fra Waterloo Station i London og var i Salisbury cirka kl. 14.25. Allerede omkring kl. 16.10 tog de toget tilbage til London og var ved deres hotel lidt efter kl. 20.00.

Søndag den 4. marts tog de igen toget til Salisbury, hvor de førte deres plan ud i livet. De sprøjtede giften på håndtaget til Sergej Skripals hoveddør. Novichokken havde de smuglet ind i Storbritannien i en parfumeflaske af mærket Nina Ricci Premier Jour. Der er dog tale om en falsk parfumeflaske, har politiet fundet ud af ved at kontakte producenten, Nina Ricci.

Efter at have påført den ekstremt farlige gift drog de to russere tilbage til London og så ud til Heathrow Airport, hvor de steg på Aeroflot-fly nummer SU2585, der gik til Moskva. Ifølge britisk politi formodes de ikke at have været i Storbritannien siden.

Men der sluttede sagen imidlertid ikke. Parfumeflasken i adskilt tilstand havde de efterladt i Salisbury og ved et tilfælde blev den fire måneder senere fundet af Charlie Rowley, en mand med misbrugsproblemer. Han samlede den og fik lidt Novichok på sig, hvorefter han gav den til sin kæreste Dawn Sturgess, som sprøjtede det på sig. De blev begge alvorligt syge, men hun havde påført sig en stor mængde og døde.

Både Sergej og Julia Skripal var i livsfare, men overlevede efter langvarige hospitalsophold.

Den russiske regering har hele vejen igennem benægtet enhver involvering i attentatet i Salisbury. Det russiske udenrigsministerium reagerer afvisende på de britiske anklager.

»De navne og billeder, der er offentliggjort i medierne, siger os intet. Vi opfordrer igen briterne til at gå fra anklager, og manipulationer med informationerne til offentligheden, til praktisk samarbejde via ordensmagten,« siger Maria Zakharova, ministeriets talskvinde.

De to mistænkte, der muligvis er indrejst i Storbritannien under aliasser, vil nu blive omgærdet af intens interesse i Rusland.

Agenter fra den russiske sikkerhedstjeneste, der har tjent i udlandet, har i flere tilfælde fået heltestatus i hjemlandet.

Andrej Lugovoj, der deltog i forgiftningen af dobbeltagenten Aleksander Litvinenko i efteråret 2006, blev året efter valgt til det russiske parlaments underhus, Dumaen, som en af spidskandidaterne for et parti med bånd til Kreml.

»Det er muligt, at de to (mistænkte i Skripal-sagen, red.) bliver medlemmer af Dumaen i næste samling,« lyder det ironisk fra Dmitrij Gudkov, en russisk oppositionspolitiker, på Twitter.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her