Fortsæt til indhold
Europa

EU-forbud træder i kraft: Farvel til halogenpærer og enorme mængder CO2-gasser

Fra den 1. september træder et nyt EU-forbud i kraft. Halogenpæren skal høre til fortiden i Europa, mens fremtiden skal passe bedre på klimaet og pengepungen.

I 60 år har halogenpæren givet lys til aftenlæsning og fredagsmiddage, men den tid er ovre. Nu skal de europæiske mørke timer oplyses af mere miljørigtige og energibesparende pærer i stedet.

Når den 1. september er rundet, og man har tømt sit sidste lager af halogenpærer derhjemme, og butikkerne har gjort det samme, er halogenpæren slukket for altid. Den er nemlig dyrere og til mere skade end gavn, når det gælder miljøet.

Lysproducenten Philips og Energistyrelsen anslår, at forbrugere vil spare op til 800-900 kroner om året ved at skifte halogenpæren ud. Men det er det store perspektiv, der ligger bag forbuddet.

Udfasning af halogenpærer forventes at spare 15 millioner ton CO2-udledning om året. Det svarer til drivhusgasudledningen fra Portugals årlige elforbrug.

Et alternativ som LED-pæren har en femtedel af energiforbruget i tilsvarende halogenpærer.

Samtidig er den forventede levetid 15 til 20 år mod halogenpærernes kun to år. Det oplyser Energistyrelsen og skønner, at skift af pærer betyder, at energiforbruget for den enkelte husstand er faldet med en fjerdedel. Det kan mærkes på elregningen og miljøet.

I Danmark har LED-pæren vundet kraftigt frem, og halogenpæren er allerede på vej ud, ifølge Energistyrelsen. Men i EU-regi kalder kritikere det et brud på det frie valg.

»Forbrugere skal selv have friheden til at vælge sine pærer, og det skal ikke blive pålagt af EU,« siger Jonathan Bullock, talsmand for Energi i det europæiske parlament for det britiske nationalkonservative og euroskeptiske parti Ukip, til the Guardian.

Eliot Whittington, direktør for den europæiske, klimabevidste forening af forretningsfolk the Prince of Wales’s corporate leaders group, svarer tilbage på kritikken til the Guardian:

»Videnskaben er klar. Vi kan ikke tillade menneskelige konsekvenser for klimaforandringer til at nå det niveau, som det vil, hvis vi ikke reagerer. Man forbyder ting som truer offentlig sikkerhed, og spild af energi er farligt for os alle på sigt.«

Det er ikke nyt, at halogenpæren skal forbydes i Europa.

Oprindeligt skulle den allerede være forbudt fra den 1. september 2016, men det blev udskudt pga. argumenter om, at LED-teknologien skulle udvikles mere for at overtage. Det protesterede den danske Energistyrelse imod uden held.

Nu er det aktuelt, og halogenpæren vil efter udfasningen være fortid.