Tysk borgmester om romaer: De bliver bragt hertil af smuglerbander bare for at indkassere børnepenge
Debatten om børnepenge til udlændinge er kommet til Tyskland, hvor Duisburgs borgmester, Sören Link, taler om mennesker, der »forværrer rotteproblemet«.
Der blev ikke lagt fingre i mellem, da Duisburgs borgmester, Sören Link (SPD), torsdag valgte at fortælle en samlet presse om de problemer, hans by har med romaer fra Rumænien og Bulgarien.
I 2012 boede der omkring 6.000 af dem i byen med knap en halv mio. indbyggere. Nu hedder det tal 19.000, fortalte han og fortsatte:
»Jeg har med mennesker at gøre, som sviner hele gader til og forværrer rotteproblemet. Det ophidser borgerne.«
Ifølge Link bliver mange af dem bragt til Tyskland af smuglerbander, som ofte placerer dem i knapt beboelige lejligheder, alene så de kan indkassere børnepenge. Han fortalte, at udlejeren i mange tilfælde også er romaernes påståede arbejdsgiver, og lod forstå, at en del af de ydelser, som de modtager fra det offentlige, falder i bandernes hænder.
»Om børnene bor i Tyskland, Rumænien eller Bulgarien, om de overhovedet eksisterer, det er en ganske anden sag,« sagde borgmesteren, som opfordrede regeringen til at gøre noget.
Men de tyske romaer var langt fra begejstrede for Links ord.
»Man bruger helt målrettet racistiske stereotyper for at skabe syndebukke - selv om der er risiko for voldelige angreb,« siger formanden for Centralrådet for sintier og romaer, Romani Rose, ifølge Die Welt.
Borgmester Sören Links fortælling kommer på baggrund af tal, der viser, at den tyske stat udbetaler børnepenge til et stigende antal børn, der bor uden for landet. I juni 2018 gjaldt det for 268.336 børn. Samtidig har der været flere tilfælde af snyd med børnepengene. Sammenslutningen af tyske byer, Deutsche Städtetag, opfordrer da også regeringen til at indføre en indeksering af børnepengene.
»Børnepengene bør være baseret på, hvad børnene i de faktiske bopælslande har brug for,« siger direktøren for sammenslutningen, Helmut Dedy, til dpa.
Den danske regering har gennem længere tid haft samme ønske, men indtil videre er det ikke lykkedes at få det gennemført. Den tyske regering henviser da også til, at en eventuel indeksering af børnepengene skal være en del af en europæisk løsning.
I Østrig har man trods forbehold fra EU’s side valgt at indføre en lov, der netop indekserer børnepengene.