Asylproblemet i Tyskland
Det tyske drama om asylpolitikken viser, at Merkels dage i tysk politik er ved at være talte.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Man behøver ikke at have synske evner for at opfatte det, der i øjeblikket sker i Berlin, som Angela Merkels politiske svanesang. Merkel har været Tysklands forbundskansler siden 2005 og stået over for svære prøvelser – finanskrise, eurokrise, et økonomisk uansvarligt Sydeuropa og totalitære tegn i Polen og Ungarn. Senest har hun måttet håndtere den amerikanske præsident Trump, der har opsagt alle normale spilleregler i internationalt samkvem.
Ved alle disse lejligheder har hun optrådt ikke blot som tysker, men også som europæer. Det er så at sige Merkel, der har tegnet EU. Ofte har det virket lidt udvisket. Det skyldes, dels at det er vanskeligt at få 28 lande til at blive enige, dels at Merkel ikke er den store ideolog. Tingene skal køre. Hun er nok enig med en af sine forgængere, Helmut Schmidt, der mente, at hvis man havde visioner, burde man søge læge.
Flygtningekrisen i 2015 viste, at Merkel ikke kun er teknokrat. Hun åbnede grænserne – eller undlod i hvert fald at lukke dem – for henved én million asylsøgere, mange af dem strandet i Ungarn. Mange tyskere bød dem velkommen, og de spage protester, der hørtes, gik næsten under i mængden.
Der er mange forklaringer på, hvad og hvorfor det skete. Merkel er præstedatter og opvokset i DDR, så hun ser det som en forpligtelse at hjælpe mennesker i nød, er det blevet sagt. For hende og mange af hendes landsmænd var det desuden bevægende, at så mange pludselig betragtede Tyskland positivt, 70 år efter Anden Verdenskrig og Holocaust.
Europa har brug for et stærkt Tyskland. Men Merkels dage som leder er ved at være omme. Det viser dramaet i Berlin.
Uanset motivet var det en stor mundfuld, og den i forvejen komplicerede, tyske forvaltning har i flere tilfælde kapituleret over for kaos. Notoriske forbrydere, f.eks. Anis Amri, der stod bag massakren mod julemarkedet i Berlin for halvandet år siden, og Ali Bashar, der myrdede en pige i Mainz for nylig, fik lov at rende frit omkring, skønt deres asylansøgninger var blevet afvist, og myndighederne vidste, at de var kriminelle.
I dette klima er der ganske forståeligt opstået modstand og undertiden vrede. Alternative für Deutschland, oprindelig en bevægelse, der var kritisk mod euroen, er valgt i Forbundsdagen som det eneste parti, der stiller sig frontalt mod muslimsk indvandring og megen anden udenlandsk påvirkning. Dets retorik er ofte usmagelig, men parlamentarisk udfylder det en rolle som repræsentant for de måske 15-20 pct. af vælgerne, der er imod asylpolitikken.
Nu har også indenrigsminister Horst Seehofer fra det bayerske CSU, søsterparti til Merkels CDU, skruet bissen på. Han vil afvise asylsøgere ved grænsen, hvis de allerede er registreret i et andet land. Merkel nægter at gå den vej og insisterer på en europæisk løsning.
Det er svært at se det kontroversielle i Seehofers forslag, selv om det sikkert hænger sammen med, at der er landdagsvalg i Bayern til oktober, og at CSU i den anledning føler sig presset af AfD. Omvendt har Merkel ret i, at en europæisk løsning ville være det bedste. Men efter hun forgæves har forsøgt at nå en sådan i snart tre år, er det måske lidt vel optimistisk at tro, at det lykkes, som hun ønsker det, ved EU-topmødet om en halv snes dage – selv med bilaterale aftaler. Foreløbig har Seehofer mildnet sit ultimatum til Merkel, og en sprængning af regeringen er undgået, i hvert fald det næste par uger. Det er godt, for Europa har brug for et stærkt Tyskland. Men Merkels dage som leder er ved at være omme. Det viser dramaet i Berlin.