Stockholm-terroristen idømt livstid: »Jeg vil ikke såre de ramtes følelser ved at sige, at jeg angrer eller ikke angrer«

Torsdag faldt der endelig dom i sagen om usbekeren Rakhmat Akilov, som den 7. april 2017 brugte en stjålen lastbil som våben og dermed dræbte fem mennesker i det centrale Stockholm.

Han blev idømt fængsel på livstid samt udvisning for livet.

I en pressemeddelelse skriver tingsretten i Stockholm:

»Tingsretten er kommet frem til, at Rakhmat Akilov skal dømmes for en terrorforbrydelse dels gennem fem drab, dels gennem almenfarlig ødelæggelse. Tingsretten er endvidere kommet frem til, at den tiltalte skal dømmes for forsøg på en terrorforbrydelse gennem 119 tilfælde af drabsforsøg. Endelig er tingsretten nået frem til, at han i 24 tilfælde har gjort sig skyldig i at udsætte andre for fare.«

Akilov skal samtidig betale erstatning til de i alt 143 personer, som blev udsat for drabsforsøg eller anden fare. Også de efterladte er blevet tilkendt erstatning.

Forsvareren havde argumenteret for, at Akilov, som har erkendt drabene, ikke begik en terrorhandling, fordi den offentlige orden ikke blev forstyrret i tilstrækkelig grad. Derfor gik han efter en tidsbestemt straf. Men anklageren var ikke i tvivl om, at der var tale om terror og krævede livstidsfængsel samt udvisning for bestandigt.

Retten gav ham ret.

Akilov har selv forklaret, at han ville straffe Sverige for landets deltagelse i kampen mod Islamisk Stat (IS) og håbede, at han med sin gerning ville få svenskerne til at trække sine styrker ud af Irak.

Usbekeren har siddet isolationsfængslet siden terrorangrebet og opholder sig ifølge svenske medier i en celle, der er badet i lys 24 timer i døgnet, da man frygter, at han vil tage sit eget liv.

Akilov har forklaret, at han handlede på vegne af IS, men under retssagen blev han ifølge Svenska Dagbladet gjort opmærksom på, at IS ikke har påtaget sig ansvaret for gerningen.

»Har de ikke erkendt det,« spurgte han undrende og konkluderede så:

»Det er Allahs vilje.«

Adspurgt om han følte bare den mindste smule anger, lød svaret:

»Det er svært for mig at besvare det spørgsmål.«

Da endnu en advokat ville vide, hvorfor han ikke har sagt, at han angrer sine handlinger, sagde han:

»Jeg ville ikke såre de ramtes følelser ved at sige, at jeg angrer eller ikke angrer det, jeg har gjort.«