Auschwitz udsat for chikane efter strid om kontroversiel polsk holocaustlov
Guider bliver chikaneret, og falske nyheder om den tidligere kz-lejr, som i dag er museum, bliver spredt.
Bølgerne er gået højt, siden det polske senat vedtog en lov, som gør det strafbart at omtale koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau som polsk.
Israel har protesteret voldsomt mod loven, og da den israelske præsident, Reuven Rivlin, i april deltog i en mindehøjtidelighed i Auschwitz, gentog han kritikken.
»Vi har stor respekt for den selvransagelse, som det polske folk har gennemgået, men der er også dyb uenighed mellem os,« lød det i hans tale.
Men den israelske kritik har fået polske nationalister til at reagere. Ifølge The Guardian har ansatte ved Auschwitz-Birkenau, der i dag fungerer som mindesmærke og museum, været udsat for chikane, og kz-lejren er blevet centrum for en kampagne af falske nyheder.
En kampagne, som har været så voldsom, at broderen til Piotr Cywiński, direktør for Auschwitz-museet, skrev et indlæg på Facebook, hvor han talte om »50 dages uophørligt had.«
»I 12 lange år har han arbejdet på et af de mest forfærdelige steder i verden, på et kontor med udsigt til galger og et krematorium (...) Dusinvis af arikler på suspekte hjemmesider, hundredvis af Twitter-konti, tusindvis af lignende tweets, bandeord, memes, trusler, bagvaskelse, fordømmelse. Det er nok til at blive syg af.«
Også guiderne på stedet har tilsyneladende oplevet ubehageligheder. I marts blev en italiensk guides polske hjem udsat for hærværk. Ordene »Polen for polakker« blev sammen med graffiti af en davidsstjerne samt et hagekors og også ordene »Auschwitz for polske guider!!« efterladt i hjemmet.
Samtidig kunne man på nettet se videoen af en guide, der bliver udsat for mobning af besøgende i Auschwitz.
Nationalistiske og regeringstro medier har ifølge The Guardian anklaget Auschwitz-Birkenau for at udelukkende at fokusere på de jødiske ofre og dermed ignorere de polske fanger, som også døde i lejren.
Samtidig er det fejlagtigt blevet hævdet på Twitter, at man udelukkede tidligere polske fanger fra en højtidelighed i januar.
Endelig har en embedsmand med ansvar for regionens skoler argumenteret åbent for, at det kun burde være tilladt for polakker at arbejde på stedet.
»Fremmede og ikke polske narrativer hersker i Auschwitz,« lød det.