Fortsæt til indhold
Europa

Israelsk vrede over ny polsk lov: »Jeg er søn af en Holocaust-overlever. Jeg har ikke brug for Holocaust-lektioner fra dig«

Den polske viceambassadør i Israel er blevet indkaldt til en alvorlig samtale.

Følgende bliver fremover ulovligt i Polen.

At nævne den polske nation i forbindelse med omtale af Holocausts gerningsmænd eller medgerningsmænd.

At kalde de koncentrationslejre, som under Anden Verdenskrig var placeret i Polen, for polske dødslejre.

Loven har været længe undervejs, og fredag blev den godkendt i parlamentet. Tilbage er en tur i senatet og forbi præsidenten, som ikke forventes at udgøre benspænd.

Derfor vil polakker - og faktisk også alle andre - uanset om de befinder sig på polsk jord eller ej, i fremtiden risikere bødestraf eller op til tre års fængsel, hvis de forbryder sig mod denne lov.

Og det huer absolut ikke israelerne. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har fordømt loven, og den polske viceambassadør er i ambassadørens fravær blevet indkaldt til en alvorlig samtale i udenrigsministeriet.

»Loven er grundløs. Jeg er stærk modstander af den. Man kan ikke ændre historien, og det er forbudt at benægte Holocaust. Jeg har beordret den israelske ambassade i Polen til at mødes med den polske premierminister og udtrykke min klare modstand mod loven,« siger han ifølge den israelske avis Haaretz.

Og han er ikke den eneste. Det israelske parlamentsmedlem Yair Lapid, som også er leder af partiet Yesh Atid, valgte at udtrykke sin utilfredshed på Twitter, hvor han ligeledes fordømte loven, som »forsøger at fornægte polsk medvirken til Holocaust.«

»Det (Holocaust, red.) blev undfanget i Tyskland, men hundredtusinder af jøder blev myrdet uden nogensinde at møde en tysk soldat. Der var polske dødslejre, og ingen lov kan ændre det,« skrev han.

Men det ville den polske ambassade i Israel ikke sidde overhørig og svarede med et link til en udtalelse fra ngo’en The International Holocaust Remembrance Alliance om, at det ikke giver historisk mening at tale om polske dødslejre. Samtidig lød det, at politikerens udtalelser viste, hvor nødvendigt det er med »undervisning i Holocaust.«

»Intentionerne med den polske lov er ikke at ”hvidvaske” fortiden, men beskytte sandheden mod den slags bagvaskelse.«

Til det svarede partilederen:

»Jeg er søn af en Holocaust-overlever. Min bedstemor blev myrdet i Polen af tyskere og polakker. Jeg har ikke brug for Holocaust-lektioner fra jer. Vi lever med konsekvenserne hver dag i vores kollektive hukommelse. Jeres ambassade burde straks komme med en undskyldning.«

Polen var under tysk besættelse fra 1939-1945. Under krigen endte langt størstedelen af de polske jøder i udryddelseslejre, som tyskerne bl.a. oprettede i Polen nær jernbanenettet, så togvogne med jøder fra resten af Europa let kunne nå lejrene.

Af de seks udryddelseslejre var Auschwitz-Birkenau den mest dødelige, og det vurderes, at over 1,5 mio. mennesker i løbet af krigen blev gasset i de to lejres gaskamre.

Men de bør retteligt blive kaldt tyske dødslejre, mener man altså i Polen.