Mand besteg Mount Everest to gange på en uge
Man skulle tro, det var hårdt nok at gøre det en gang, men ikke for spanske Kilian Jornet.
Det kræver noget helt ekstraordinært at nå toppen af Mount Everest bare en gang, og selv om flere har besteget bjerget flere gange, er det alligevel noget af en præstation at bestige verdens højeste bjerg to gange på en uge.
Det har den spanske ultraløber Kilian Jornet i slutningen af maj præsteret, kort efter at danske Rasmus Kragh måtte opgive sit forsøg på at bestige bjerget uden ilt.
Ligesom den danske bjergbestiger foregik Kilian Jornets opstigning uden ilt på den svære nordside i Tibet. Men i modsætning Rasmus Kragh havde Kilian Jornet en guide med.
Kilian Jornet er i gang med en række rekordforsøg på at være hurtigst til at bestige kendte bjerge. Han har taget rekorder både på Mont Blanc i Europa og Denali, som er Nordamerikas højeste punkt.
På Mount Everest må han dog rejse hjem uden rekorden. På sit andet forsøg fra nordsiden tog det spanieren 17 timer at nå toppen uden ilt. Rekorden er 21 år gammel og sat af italieneren Hans Kammerlander d. 24 maj 1996. Han var dengang 16 timer og 45 minutter om bedriften.
Den engelske avis The Guardian har interviewet Kilian Jornet om, hvordan det er at nå toppen af Mount Everest.
Han fortæller til avisen, at når man er på toppen, er man meget fokuseret og tænker på turen ned igen. Det er først efterfølgende, at det går op for en, hvad man har gjort.
Om Mount Everest siger han til The Guardian:
»Det er ret hårdt med så lidt ilt i luften, men ellers er det et bjerg som alle andre, om end det er højere.«