Fortsæt til indhold
Asien

Kina overvejer at ændre ét-barns politik

Det kan blive nemmere for kinesiske familier at få mere end et barn i fremtiden.

Den kinesiske lov, der siden 1970'erne har dikteret, at familier som udgangspunkt maksimalt må få ét barn, kan blive lempet yderligere, efter at man for blot halvandet år siden tillod visse par at få to børn.

"Både fordele og ulemper vil blive afvejet," siger Kinas premierminister Li Keqiang ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han siger desuden, at en eventuel ændring skal passe ind i Kinas økonomiske og socialpolitiske situation.

Ét-barns politikken var i sin tid et forsøg på at begrænse den hastigt voksende befolkning, og ifølge premierministeren har den været en af årsagerne til Kinas voksende økonomiske velstand.

Problemet er imidlertid, at der er en voksende andel af ældre i landet, samt at arbejdsstyrken bliver mindre. Derudover er der skabt en ubalance mellem kønnene; for hver 100 nyfødte pige er der 116 nyfødte drenge.

Da Kina i 2013 lempede reglen, gav man par lov til at få to børn, så længe mindst én af forældrene er enebarn. Lempelsen har imidlertid ikke ført til en mærkbar øgning i antallet af nyfødte, og derfor åbner regeringen for nye lempelser.

Ifølge Worldometers, der opgør nationers befolkningsudvikling baseret på FN's tal, er Kinas indbyggerantal steget fra 814 mio. i 1970 til 1,4 mia. i 2015. Den årlige tilvækst har dog i de seneste 15 år ligget på ca. 0,6 pct. - til sammenligning var den 2,7 pct. i 1970.

Aldersmedianen på 36 år i 2015 er den højeste siden 1955, da den var 22 år.

Ifølge FN's prognoser i 2012 vil Kinas befolkning fortsat vokse og i 2020 vil den stige fra fra 1,40 mia. til 1,43 mia. indbyggere - Jordens befolkningsvækst vil dog være større, og derfor vil Kinas andel af verdens indbyggertal falde fra 19,13 pct. i 2015 til 18,57 pct. i 2020.

Denne prognose blev imidlertid udarbejdet inden Kinas lempelse af ét-barns politikken i 2013.

FN vurderer i øvrigt, at Jordens befolkning vil stige fra 7,3 mia. i 2015 til 7,7 mia. i 2020 - og 9,6 mia. i 2050.