Mystiske mr. Xi sætter sig på magten
Kinas kommunister har som ventet udpeget Xi Jinping som ny leder. Næste år overtager han også præsidentposten.
Xi Jinping er torsdag udpeget som ny generalsekretær for kommunistpartiet.
Dermed indtager Xi den højeste post i landet. Han ventes i marts at blive udpeget til præsident.
Xi er en af elitens sønner, men han har haft jord under neglene. Søn af en helt fra den kommunistiske revolution, der fødte det moderne Kina i 1949.
Voksede op blandt eliten
Han voksede op blandt eliten og undslap rædslerne fra formand Mao Zedongs såkaldte Store Spring Frem - et reformprogram, der forårsagede enorm hungersnød og millioner af dødsofre fra 1959 til 1961.
Så tog Mao fat på et af sine andre eksperimenter, nemlig Kulturrevolutionen fra 1966 til 1976. Her ragede Xi's far, Xi Zhongxun, uklar med Mao, og Xi den ældre blev udrenset og først rehabiliteret, da Maos efterfølger, Deng Xiaoping, kom til.
Xi Jinping afløser præsident Hu Jintao som generalsekretær. I marts forlader Hu præsidentposten, og Xi er kørt i stilling til også at få denne post. Dermed bliver den 59-årige Xi Jinping leder for 1,3 milliarder mennesker.
Sendt ud på landet
Drengen med den berømte far lærte sit land at kende under Kulturrevolutionen. Da blev han sendt ud på landet i lighed med mange andre af partielitens børn.
Han skulle lære, hvordan kommunistiske arbejdere har det, hvad de laver og tænker. Her lærte han om det simple liv, knaphed og sved på panden.
Det officielle Kina har holdt igen med personlige oplysninger om Xi. De internationale nyhedsbureauer og udenlandske medier skriver, at han virker mystisk, måske på grund af de få oplysninger.
Popsangerinde
Mange kinesere kender Xi's kone, Peng Liyuan, der er popsangerinde, bedre end deres kommende leder.
Som ung nåede han også at besøge USA. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at han var på en forskningstur inden for landbrug i Iowa i 1985. Her boede han hos en amerikansk familie, og han skal her have fået antændt en interesse for basketball.
Hjemme igen fik han en række ledende stillinger i vækstområderne på østkysten, hvor blandt andet Shanghai og Beijing ligger. I 2008 blev han udnævnt til vicepræsident, og det er fra denne post, at han nu er forfremmet til de øverste stillinger.