Fortsæt til indhold
Asien

Monsunregn i stride strømme

De seneste ugers voldsomme monsunregn i Sydasien kan være et forvarsel om, hvordan det bliver i et varmere klima. Millioner er berørt.

Er de seneste ugers ekstrem regn over Indien, Bangladesh, Nepal, Pakistan og Kina et forvarsel om, hvordan fremtidens klima vil ramme nogle af verdens fattigste og mest klimafølsomme lande?
Klimaeksperterne frygter det, men er samtidig usikre og advarer mod forhastede konklusioner.

»Det minder dog til forveksling om den udvikling, som FN's Klimapanel, IPCC, forudser, at vi vil have mod slutningen af dette århundrede,« siger Povl Frich, klimaekspert i Miljøstyrelsen, der repræsenterer Danmark i klimapanelet. »Mønstret passer næsten for godt. Man kan derfor tage det som et forvarsel på, hvad der kan blive normen i fremtiden.«

Povl Frich mener heller ikke, at vi mennesker kan sige os fri for - med stor sandsynlighed - at have haft indflydelse på udviklingen.

»Den kraftige monsun hænger sammen med højere temperaturer i Det Indiske Ocean, og et varmere hav er en del af den globale opvarmning, som vi mennesker har en andel i. Det samme gælder de stigende temperaturer over det asiatiske kontinent.«

Også professor i meteorologi Eigil Kaas fra Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet er bekymret over den mulige menneskelige indflydelse på klodens klima.

»Monsunen, som vi har set, er helt usædvanlig. Men hvorvidt det skyldes klimaforandringer, skal man være påpasselig med at fastslå. Det kan dog meget vel være,« mener Eigil Kaas.

Vandstanden stiger

Verdens førende klimaforskere samlet i FN's Klimapanel forudser, at temperaturen på kloden vil stige med mellem 1,8 og 4,0 grader i løbet af de næste 100 år.

Samtidig ventes vandstanden i verdenshavene at stige med mellem 18 og 59 centimeter, hvilket vil øge problemerne i lavtliggende lande som f.eks. Bangladesh yderligere.

I løbet af de seneste 100 år er den globale middeltemperatur steget med 0,74 grader.

Først var det Kina, der var ved at drukne i regn. Voldsomme oversvømmelser påvirkede ikke mindre end 119 mio. kinesere og ødelagde 450.000 hjem, ligesom mange mennesker mistede livet. Så blev Pakistan ramt af massive oversvømmelser, der berørte 2,5 mio. mennesker. Og nu har monsunregnen væltet ned over især store dele af Indien, Bangladesh og Nepal i adskillige dage. Nogle steder har det regnet uafbrudt i 20 døgn. Og mange steder har dette års monsun givet mere regn end i de seneste mindst 30 år.

En af de væsentligste forklaringer på det ekstreme regnvejr i området, hvor man ellers ikke er uvant med at få flere meter regn om året, er, at temperaturen ude i Det Indiske Ocean lige nu er fra en halv til to en halv grad varmere end normalt.

»Jo varmere havet er, jo mere vanddamp opstår der. Derfor vil vi også se mere vanddamp og dermed også mere nedbør i en varmere verden. Når atmosfæren varmes op, kan den indeholde seks-syv pct. mere vanddamp for hver grad temperaturen stiger,« fastslår Eigil Kaas.

»De fleste modeller over fremtidens klima tyder da også på, at monsunregnen over Asien bliver kraftigere. Men billedet er ikke entydigt. Udviklingen vil også afhænge af hvordan luftstrømmene udvikler sig. Der er dog ingen tvivl om, at vi har lagt mere brænde på bålet,« mener Eigil Kaas, med henvisning til, at mulighederne for mere kraftig monsunregn og flere store oversvømmelser allerede er skabt med den kraftige udledning af drivhusgasser som ikke mindst landene i Asien i øjeblikket er med til at øge endnu mere på grund af en kraftig økonomisk vækst.

Billedet passer

Kaas understreger dog, at stort set alle klimamodellerne over fremtidens klima viser, at der vil komme mere regn om sommeren i hele det Sydøstlige Asien.

Også klimaforsker Wilhelm May fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, mener, at det mønster vi ser nu, passer med billedet af global opvarmning.

Ifølge ham viser dugfriske målinger i temperaturen i den nordvestlige del af Det Indiske Ocean lige nu er 2,5 grader over normalen, mens temperaturen i nordøst kun ligger på 0,5 mere ned normalt.

Kun en forsmag?

Regnen i Sydasien, der har sendt mange millioner mennesker fra hus og hjem, er ifølge klima- og fattigdomskoordinator for hjælpeorganisationen Care International Charles Ehrhart kun en lille forsmag på, hvad der venter lige om hjørnet.

Han frygter, at op mod 50 mio. mennesker kan være på flugt for klimaforandringer allerede i 2010.

Klimaflygtninge

For nylig advarede den internationale hjælpeorganisation Christian Aid om, at der i 2050 ville være helt op mod en milliard mennesker i verden på flugt fra et klima under forandring. Helt så slemt tror Charles Ehrhart dog ikke, at det vil gå.

»Men selv med lidt færre klimaflygtninge står vi foran nogle meget store problemer.«