Den thailandske regering har brugt den berygtede Pegasus-spyware mod demokrati-aktivister
Sidste år advarede Apple en lang række aktivister verden over om, at de blev udsat for det israelske spyware-program Pegasus, der af flere grunde frygtes og betegnes som ustoppeligt.
Det berygtede israelske overvågningsprogram Pegasus er gennem det seneste år blevet kritiseret for at bryde menneskerettigheder og for at blive brugt af kriminelle hackergrupper.
Flere lande, herunder USA og Danmark, har forsøgt sig med sikkerhedstiltag, mens Apple har anerkendt, at flere af deres apps er sårbare over for Pegasus, der kan installere sig selv på telefoner og bl.a. aflytte mikrofoner og aflæse beskeder – uden at telefonens ejermand opdager noget.
Også en række kontroversielle regeringer anklages for at bruge programmet til at ramme politiske modstandere og journalister. Nu er der for første gang sammenhængende beviser på, at en regering har brugt det systematisk, hvor »mindst 30« thailandske demokratiforkæmpere er blevet udsat for spionage via programmet.
Fælles for dem er, at de alle har tråde til de store protester, der tog den thailandske militærregering med storm i 2020 og 2021.
Samtidigt har den thailandske minister for digital økonomi og samfund, Chaiwut Thanakamanusorn, indrømmet, at regeringen bruger programmet. Næsten.