Smertefuldt ritual: Troende har ladet sig korsfæste i Filippinerne
Traditionen, som ikke er velanset af kirken, tiltrækker hvert år mange turister til området.
Mens påsketraditionerne for de fleste af os involverer sild og snaps, påskeæg - og måske et sæt foldede hænder - går man hvert år skridtet videre i Fillipinerne.
Således lod frivillige romerskkatolske troende sig igen i år nagle til trækors denne langfredag, som ifølge kristen tradition markerer dagen, hvor Jesus Kristus blev korsfæstet.
Mindst tre af de otte på korsene havde iført sig tjørnekranse om hovedet, og deres bødler var klædt ud som romere. Forud for korsfæstelserne gik lokale mænd med blottede rygge gennem landsbyerne, mens de slog sig selv til blods med med bambuspinde og træstykker.
Det gør de for at efterlignede de lidelser, Jesus gik i gennem påsken for over 2.000 år siden.
Typisk hænger de frivillige på korset i et kvarter. De er spændt efter med bånd og har støtte til fødderne, således at sømmene ikke bærer hele deres kropsvægt. En luksus, der ikke var Jesus forundt.
Det årlige ritual får turister og andre besøgende til at valfarte til San Fernando, som ligger omkring 80 kilometer fra hovedstaden Manila. Flere end 400 politifolk er i år blevet udsat til at vogte stedet, ligesom der er oprettet førstehjælpsstationer på grund af de store folkemængder, skriver nyhedsbureauet AP.
San Fernandos borgmester understreger, at selvpineriet skyldes en lokal tradition og ikke er ment som underholdning, der skal trække turister til. De lokale udnytter dog typisk muligheden til at sælge mad, vand og souvenirs.
På det ene kors kunne man denne fredag finde 39-årige Maryjane Sazon, der til daglig arbejder i en skønhedssalon. Hun begyndte at deltage i arrangementet for syv år siden i håbet om at blive kureret for sin svære hovedpine og sine angstanfald. I år havde hun dedikeret sin korsfæstelse til sin syge søster.
En anden deltager, den 57-årige maler Ruben Enaje - var med for 32. gang. Han sagde ifølge AP, at han begyndte sit årlige ritual efter at have overlevet et fald fra en bygning. Han planlægger dog at lade sig pensionere fra korsfæstelserne, når han fylder 60 år.
De religiøse udskejelser er officielt ikke velansete i den romerskkatolske kirke. Fra kirkelig side bliver det typisk kritiseret, at mange af de troende udfører handlingen for at opnå tilgivelse, blive kureret for sygdomme - eller for at få ønsker opfyldt.
Det selviske motiv har ikke meget med budskabet om Jesus' lidelser at gøre, mener kirken, der derfor opfatter ritualet som overtro og blasfemi.
Ca. 90 pct. af den filippinske befolkning er katolikker.