MS-13 bandelederen "Blanco" anholdt i Guatemala
Han var eftersøgt i forbindelse med en skudepisode på et hospital hvor syv blev dræbt.
Politiet i Guatemala har anholdt bandelederen Ángel Gabriel Reyes Marroquín, der også går under navnet "Blanco." Han er en af lederne af gadebanden Mara Salvatrucha, bedre kendt som MS-13. Han blev anholdt i byen Chimaltenango 50 kilometer vest for hovedstaden Guatemala City.
I følge lokale medier sætter myndighederne Ángel Gabriel Reyes Marroquín i forbindelse med et angreb på et hospital i august, hvor syv personer blev dræbt og 12 såret. Politiet mener, at skudepisoden fandt sted, da medlemmer af MS-13 forsøgte at befri en af bandens ledere, som sad i fængsel men på daværende tidspunkt var til stede på hospitalet under politiets beskyttelse.
Det er ikke første gang, at banden gør brug af netop denne metode.
I 2014 var Ángel Gabriel Reyes Marroquín anklaget for at være forbundet til mordene på mindst 287 personer og sad indespærret i et højsikret fængsel. Også her undslap bandelederen ved hjælp af en gruppe mennesker på motorcykler, da han var på hospitalet i forbindelse med en lægeaftale.
Gadebanden Mara Salvatrucha har taget navn efter en art af hærmyrer fra El Salvador. Banden udsprang i Los Angeles i 1980'erne og har siden spredt sig til Central- og Mellemamerika og Europa. Det anslås, at MS-13 har op mod 100.000 medlemmer, der opererer i forskellige lande verden over.
Tidligere i år blev banden sat i forbindelse med de brutale mord på to teenagere i New York, hvor bandemedlemmer overfaldt de to teenage-piger på henholdsvis 15 og 16 år med macheter og baseballbats.
Banden er blevet kendt for sine voldelige metoder. En FBI agent med speciale i gadebander, der har efterforsket MS-13 har tidligere udtalt til Washington Post:
»Bandens motto er dræb, voldtag, kontroller.«