Som pige kom hun ingen vegne, men som dreng blev hun topidrætsudøver

Maria Toorpakai Wazir havde aldrig forstået, hvorfor hun skulle sidde indenfor hele dagen og lege med dukker, når hendes brødre kunne løbe frit rundt og lege med marmorkugler og flyve med drager.

Hun var for lille til at forstå, at det var frihed, hun længtes efter. Hun vidste bare, at hun gerne ville være som dem.

Det farligste sted på jorden

Maria Toorpakai Wazir voksede op i Waziristan i 1990’erne. Det fattige bjergområde, som senere skulle blive kendt som ”det farligste sted på jorden” i medierne. En højborg for ekstremister, et sted, hvor små drenge lærer bruge våben, hvor kvinder bevogtes, og hvor piger bliver holdt hjemme og nægtet skolegang.

Maria Toorpakai Wazir husker godt den dag, da hun vred og frygtløs løb rundt i det store hus og samlede sit tøj sammen. Mens de voksne var ude, fyrede hun op i sin mors store bageovn ude i familiens baggård. Så smed hun kjolerne ind i ilden. Bagefter gik hun ind, tog sin mors syskrin og fandt en saks.

»Den var så stor og tung, at jeg måtte bruge begge hænder,« husker hun.

»Så klippede jeg mit hår af. Først fletningerne, så resten i store totter. Min far sagde ingenting. Han tog mig bare med til barberen, som gav mig en ordentlig drengefrisure. Og min mor købte stof, så hun kunne sy skjorter til mig mage til dem, mine brødre havde.«

Fra den dag kaldte faderen hende Djengis Khan efter den mongolske hærfører. Da familien kort tid efter flyttede til Nord-Waziristan, bestod søskendeflokken af fire sønner og en enkelt datter, hvor der tidligere havde været to.

»Folk dér var mest optaget af min søster, og de var oprørte over, at min far gav hende en uddannelse. De skulle bare have vidst, at han havde en datter mere,« siger Maria Toorpakai Wazir.

En helt speciel far

Den 26-årige kvinde sidder foroverbøjet i stolen i lobbyen på Hotel Continental i Oslo, hvor hun er deltager i en international konference. Hun ser op med et koncentreret blik og håndleddene hvilende på knæene, som om hun venter på en serv. Maria Toorpakai Wazir er i offensiven, når hun fortæller om sin familie.

At hun i dag er en toprangeret squashspiller i Pakistan, skyldes ikke kun viljestyrke, disciplin og benhård træning. For Maria Toorpakai Wazir skyldes det allermest kampen for frihed. Og en helt speciel far.

Familien Wazir har dybe rødder i Waziristan. Området, som bliver kaldt FATA (Federally Administered Tribal Areas), styres efter pashtunernes ældgamle og konservative skikke. Kun få af lederne har en uddannelse. Blot 33 procent af mændene og kun 8 procent af kvinderne kan læse og skrive. Sport er forbudt for piger.

Så hvad er sandsynligheden for, at døtre får lov til at bestemme over deres eget liv? Hvad er sandsynligheden for, at en families ældste datter bliver politiker og medlem af nationalforsamlingen under navnet Benazir junior, eller at den yngste datter bliver professionel squashspiller?

Tævede drengene

Marias far, Shamsul Qayyum Wazir, kommer fra en fremtrædende politisk og ultrakonservativ stamme i Syd-Warizistan. Han trodsede sine egne, fordi han tror på lige rettigheder mellem mænd og kvinder, og fordi han nægter at forskelsbehandle sine tre sønner og to døtre. Han var den revolutionære, der blev udstødt og stemplet som mentalt syg, og han ofrede alt, for at hans døtre skulle få det liv, de drømte om.

Maria Toorpakai Wazir fortæller om sit liv i TedXTalk (13.22 min.)

Så da han kom hjem den eftermiddag og fandt sin yngste datter med kortklippet hår og iført storebroderens shorts og skjorte, kunne kan ikke holde et smil tilbage.

Og hvordan skulle de nye naboer i Nord-Waziristan i øvrigt fatte mistanke? Maria Toorpakai Wazir var overbevisende som dreng: Hun endte altid i slåskampe. Hvis hun hørte rygter om en dreng i nabolaget, som var stor og stærk, så gik hun direkte hen til ham for at udfordre ham til kamp i landsbyen.

Faderen forstod, at datteren måtte få afløb for sin energi et andet sted. Mens han fulgte med den ældste datter rundt i landet, så hun kunne deltage i politiske debatter, sendte han den yngste af sted til konkurrencer i vægtløftning.

Slog drengene i vægtløftning

12 år gammel slog Maria Toorpakai Wazir drengene i vægtløftning og blev nummer to i juniorklassen i Pakistan. Uden at hun nogensinde afslørede sit rigtige køn.

»Jeg gik aldrig i skole. Teoretiske fag lå ikke til mig. Bare jeg så en bog, faldt jeg i søvn. Det eneste, jeg ønskede mig, var et gevær,« siger hun.

I stedet fik hun en squashketsjer.

»Jeg var 12 år gammel, da jeg begyndte at spille squash. Min far købte et par sko og noget træningstøj i en genbrugsforretning i Peshawar, hvor vi boede dengang.«

Hver morgen tog hun hen til squashhallen. Her stod hun alene i timevis og slog til bolden, og hun kom først hjem ud på eftermiddagen. Hun var overbevist om, at dette var noget, hun kunne lære. I squashhallen følte hun sig ikke længere dum. Dette var noget, hun mestrede.

Men da den lokale træningsklub i Peshawar krævede en fødselsattest, blev Djengis Khans sande identitet afsløret. Direktøren var imidlertid en liberal mand, som ikke lod køn stå i vejen for talent. Klubben holdt på hendes hemmelighed og lod hende fortsætte.

Det lykkedes hende at skjule sig i herreligaen indtil hun blev 16 år gammel. Maria Wazir deltog i turneringer i hele i landet i sit drengetøj, og hun fik stor succes. Men nedturen blev til gengæld så meget desto større, da det efter noget tid blev kendt uden for squashmiljøet, at Djengis Khan var en pige.

Endnu en gang blev der vendt op og ned på Maria Toorpakai Wazirs liv. Denne gang til det værre.

Dødstrusler fra Taliban

Hendes venner, som alle var drenge, ville ikke længere have noget med hende at gøre. Jævnaldrende piger vidste hun ikke, hvordan hun skulle omgås. Maria fortæller, at hun blev mobbet, at der blev ført hetz imod hende, og at hun blev holdt udenfor. I den lokale forretning, hvor hun plejede at handle for sine forældre, blev hun mødt med krænkende bemærkninger fra butiksejeren.

»Ingen ville snakke med mig,« siger Maria Wazir.

Faderen sendte hende i skole, men hun fandt sig aldrig til rette der. Det eneste hun ville var at spille squash. Teenageren vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Squash havde været hendes store lidenskab, den var hendes vej ud af et liv i undertrykkelse. Uden idrætten så fremtiden dyster ud.

Maria Wazir havde aldrig gået i skole. Hun følte sig heller ikke som en pige, man bare kunne gifte bort. Squashhallen var hendes eneste fristed, en tryg og sikker havn, hvor hun kunne slippe væk fra had og forulempelser.

Det var på det tidspunkt, at Maria Toorpakai Wazir traf sin anden store beslutning: Hun ville fortsætte med at spille squash. Denne gang i kvindeligaen. Og hun ville være den første kvindelige pakistanske squashspiller, som stillede op i nederdel.

Spillede squash i soveværelset

Klubben støttede hende. Hun vandt flere nationale juniormesterskaber, hendes præstationer blev bemærket, og statsministeren tildelte hende en pris. Squash var en stor og vigtig idræt i Pakistan, og Maria Toorpakai Wazir var deres nye håb.

Hun blev snart sendt ud for at deltage i internationale turneringer. Men der var også andre, som ikke kunne acceptere, at en pige dyrkede sport. Og jo mere profileret den unge spiller blev, jo mere synlig blev hun også for familiens tidligere fjender. Og for ekstremistiske grupper i Waziristan og for Taliban.

Maria Toorpakai Wazir fortæller, at hun begyndte at modtage trusler: Telefonopkald om aftenen, lapper af papir som var sat fast på vinduesviskerne på faderens bil.

»Talibans budskab var tydeligt. De kunne ikke lide den måde, min far opdrog sine døtre på. De sagde, at hvis ikke han sørgede for at holde os hjemme, så vidste han, hvilke konsekvenser det ville få.«

Dette var i 2007, og det var en urolig tid i Pakistan. Selvmordsbomber blev udløst næsten dagligt, fortæller Maria. Myndighederne var nødt til at træffe flere sikkerhedsforanstaltninger, så kendt var den kvindelige pakistanske squashspiller blevet. Vejen, hvor familien Wazir boede, blev afspærret, og når Maria Toorpakai Wazir spillede turneringer, sørgede myndighederne for at placere snigskytter omkring banen. Men efter noget tid følte hun alligevel, at risikoen var blevet for stor.

»Jeg kunne levende se den massive ødelæggelse for mig, hvis en bombe gik af i en squashhal fyldt med tilskuere. Væggene er jo lavet af glas,« siger hun.

Så Maria trak sig tilbage. I tre år holdt hun sig inden døre. Men stoppe helt kunne hun ikke. Om aftenen stod hun og slog squashbolden ind i væggen – igen og igen i timevis. Om dagen skrev hun hundredvis af e-mails til udenlandske klubber.

Kunne hun spille for dem?

Livet som professionel i Canada

En af dem, der modtog den desperate og hjerteskærende forespørgsel, var den tidligere verdensmester i squash, canadieren Jonathan Power. Han kunne ikke tro, hvad han læste – at der overhovedet fandtes en ung pige fra et område som Waziristan, som spillede squash!

Da han undersøgte sagen nærmere, opdagede han, at hun også var en spiller med store meritter i hjemlandet. Han tilbød hende et job som træner, og otte måneder senere var Maria Wazir på plads i Toronto. Det blev det første skridt på vejen mod en karriere som professionel squashspiller.

»Jeg føler mig ikke som pige«

Det er syv år siden. I dag er Maria Toorpakai Wazir placeret som nr. 83 på verdensranglisten. Hendes historie er blevet til både en bog og en dokumentarfilm, og spilleren er evigt taknemmelig over den mulighed, hun fik i Canada. Den har banet vejen for et nyt liv. Også selvom det var svært at falde til i en fremmed kultur, alene, som muslim.

»Når jeg tænker tilbage på mit liv, kan jeg næsten ikke tro det.«

Hun smiler sit karakteristiske skæve, lidt beskedne smil.

»Jeg blev født ind i en konservativ stammekultur, hvor jeg ikke måtte forlade huset. I dag udlever jeg min drøm som professionel squashspiller.«

At blive opdraget som dreng har alligevel gjort Maria Toorpakai Wazir forvirret.

»Hvem er jeg? Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv. Jeg havde for nylig en snak med min far om det, som gjorde mig lettet.«

Hun har altid været ærlig over for ham.

»Han prøver altid at forstå. Han finder altid en logisk løsning. Jeg sagde til ham: "Jeg vil ikke sige, at jeg er lesbisk, for det kan jo være, at det går over, men jeg føler mig ikke som en pige".«

Det var en befrielse at få hans accept.

Tilbage i Pakistan

Familien bor stadig i Peshawar. I en periode flyttede Maria Toorpakai Wazir hjem for at motivere andre piger til at studere, dyrke idræt og forsøge at realisere deres drømme. Men hendes synlige tilstedeværelse gjorde, at truslerne hurtigt kom igen. Og atter stod hun over for det samme svære valg: Hvor meget er jeg villig til at risikere?

26-årige Maria Toorpakai Wazir bor og træner til daglig i New York. Hver dag er hun taknemmelig over, at hun bor i et frit land. Men hun har ikke opgivet kampen uden for squashbanen. Det er den bold, som hun altid vil jagte. Det er kampen for at motivere børn og unge, som vokser op i verdens yderområder, til at udvikle sig til selvstændige individer ved at give dem adgang til skole og sportsaktiviteter.

Derfor har hun stiftet Maria Toorpakai Foundation. Hun er overbevist om, at historier som hendes egen kan gøre en forskel.

»Jeg har en klar dagsorden. Jeg vil gerne inspirere andre unge piger og give dem troen på, at de kan blive det, de gerne vil. Jeg er overbevist om, at lige rettigheder er nøglen til fred. Det gælder alle grupper i samfundet. Først når alle bliver behandlet lige, når kvinder får samme status som mænd, vil verden kunne blive et bedre sted.«

Blev modtaget som en stjerne

I løbet af sommeren har Maria Toorpakai Wazir været på besøg i Pakistan for at arbejde med børn og unge i provinsen og for at hellige sig et træningsprogram, der skal gøre hende til en endnu bedre squashspiller. I hjemlandet bliver hun modtaget som en stjerne.

På en skrattende telefonlinje fortæller Maria, at hun pendler frem og tilbage mellem Peshawar og Islamabad, og at hun bekymret og fortvivlet over urolighederne i hjemlandet. Hun og familien har modtaget flere trusler i form af telefonopringninger fra terrorgrupper i Afghanistan.

Familien har allerede anmeldt truslerne, og de har bedt myndighederne om at gribe ind over for terroristerne.

»Jeg har truffet mine forholdsregler, men jeg føler mig ikke tryg, og jeg har bedt om beskyttelse.«

Hun beder også om at få en mail, der bekræfter, at hun har med en virkelig journalist at gøre. Først i næste måned rejser hun tilbage til New York, men hun frygter for familiens sikkerhed.

»Nu arbejder jeg på at få dem ud af Pakistan.«