Engang lå der en landsby. Nu er det en massegrav

Den 25. april 2015.

I de mange stenhuse i landsbyen Lang Tang er folk i gang med at koge ris og kaffe over bål. Røgen siver ud af blikrør og forsvinder over de øde sletter for foden af Himalaya-bjergene. Børn driller æslerne og jager turisterne, mens turisterne selv er på jagt efter nye højder med vandrestave og smarte solbriller.

Alt er som det plejer i Lang Tang.

Men pludselig begynder jorden at skælve. Et stenhus styrter sammen. Så endnu et. Og endnu et. Klokken er 11.56. Det er begyndelsen på en apokalyptisk serie naturkatastrofer, som forvandler landsbyen til kold og grå massegrav.

326 mennesker dør den dag: 283 nepalesere og 43 turister bliver knust og begravet under en grå ørken af sten og is, der er 30 meter dyb og to kilometer bred. På sekunder bliver 55 gæstehuse, sygehuset, skolen, ostefabrikken og hele landsbyen Lang Tang udryddet fra jordens overflade.

»Sabai gayo,« (»alt er borte«) siger de få, som overlever. Kun ganske få af de døde bliver nogensinde fundet.

Men hvad skete der egentlig?

Det er første feriedag, og det er godt et år siden jordskælvet.

Chowang Tamang, der er 16 år gammel, er rejst fra skolen i Katmandu og går nu i tavshed på stien, som snor sig op i dalen, forbi yakokser og sherpaer. Han er på vej hjem til sine forældre. Turen tager flere dage, men omsider når han frem til et plateau med et sønderknust, lyserødt hus, der er omgivet af sten, glas og to blå FN-telte.

Chowang Tamangs hjem ligger et par kilometer længere nede i dalen end landsbyen Lang Tang. Engang var huset en fredelig oase, 3.500 meter over havet. Nu står der bare et plastikbord og et das.

Barndomsparadis forvandlet til stenørken

»I Katmandu styrtede huse og templer sammen. Også skolen. Da jeg kom hjem, faldt jeg selv fuldstændig sammen. Mor og far gør, hvad de kan, for turisterne er det eneste, vi har tilbage,« forklarer Chowang.

Han viser vej over vandløbet, som løber forbi resterne af barndomsparadiset. Så stopper han op og træder til siden. Foran os ser vi et landskab, som kunne have dannet baggrund for en dystopisk film. Mørke bjerge troner op over en grå ørken af sten og is, som strækker sig over hele dalen og helt hen til floden, som udgør en grøn stribe i bunden af dalen.

På stien, som snor sig over det sted, der nu er kirkegård for dem, som aldrig blev fundet, bærer en krumrygget kvinde på en planke. Og længere væk på den anden side kommer der røg op fra en enlig skorsten.

I New Lang Tang Hotel, som består af et aflangt blikskur, og som åbnede for ganske nyligt, står en kvinde i en lilla nederdel og en sort boblejakke bøjet ind over stenovnen.

45-årige Tshering Chokpa og hendes mand Palsang Tamang på 47 år har mistet alt. Også deres hotel. Men gæsterne er begyndt at vende tilbage. To franske venner spiller sudoku, et østrigsk par er på bryllupsrejse, og en aldrende dj fra Berlin øver gloser med tre arbejdere, som er ansat til at rydde lavineområdet. På bordet står tre flasker brændevin.

»Da jeg tog herfra sidst, var alt som det plejede. Stille og fredeligt og idyllisk,« siger Jean Lompret, den ene af de to franskmænd.

»Jeg gav hånd til Palsang og et kram til Tshering og vinkede farvel. En uge senere blev landsbyen jævnet med jorden. At komme tilbage er som at være i en drøm, hvor man godt ved, at faren lurer, men noget drager dig imod den, og du kan ikke standse.«

Ægteparret forstår ikke ordene, men ved godt, hvad han taler om. Tshering Chokpa holder fast i sin mands arm. Knoerne er helt hvide. Hun slår blikket ned og begynder at tale lavmælt:

»Tintallerknerne begyndte at klirre over stenovnen, men min datter Nansi lagde ikke mærke til det, fordi hun var døv. Så faldt en pande ned fra taget. Jeg hev fat i Nansi. En stenvæg ramlede ned omkring os. Så hørte vi braget fra bjergene. Lavinen ramte lige på den anden side af huset. Så blev der stille. Ikke en lyd. Ingenting.«

Ægtemanden ser blidt på hende. Han ved, hvad der kommer nu.

»Nansi begyndte at grave sig ud. Så kom der en ny lyd. Den blev højere og højere. Jeg råbte, at hun skulle ligge stille. At hun skulle lægge sig ned. Men hun kunne jo ikke høre. Hun …«

Datteren suget væk af trykbølge

Chokpa bøjer ryggen og gemmer ansigtet i hænderne for at skjule tårerne. Så begynder hun at græde. Manden ser undskyldende op.

»Nansi betød meget for hende. Hun bebrejder sig selv, at hun lod vinden tage vores datter. Men det er mere end det …«

Han stryger sin kone over det gråsprængte hår.

»Hun mistede 25 af sine nærmeste. Sin mor, far, brødre, søstre. Alle undtagen mig.«

I virkeligheden var det ikke vinden, som dræbte Nansi. Det var den voldsomme trykbølge, der fik sten, gas, aske og mennesker til at flyve gennem luften. Langt oppe på bjergsiden, hvor store træstammer ligger spredt, fandt de for nylig en lyserød pigetrøje.

Ifølge eksperter er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt gletsjeren kollapser igen. Det er et spørgsmål om hvornår.

Studier, som forskningscenteret Icimod har gennemført, viser, at samtlige af de 105 gletsjere trækker sig tilbage som følge af den globale opvarmning og lokal forurening. Det bekymrer forskerne. Geolog og forsker i gletsjere Sonam Futi Sherpa udtalte i 2016 til Nepali Times, at strukturerne ikke bare svækkes, de udsættes også for et større pres af nye og større gletsjersøer.

»Skælvet i 2015 var en øjenåbner. Først da forstod jeg, hvor farlige disse gletsjersøer er. Menneskeliv er i fare,« siger Sonam Futi Sherpa, som tvivler på, at indbyggerne i dalen er klar over, hvilken fare der lurer i bjergene over dem.

»Folk ved, at bjergene forandrer sig, men de ved ikke hvorfor. Vi har ikke selv tilstrækkelig viden. Forskningen i Alperne beror på 50 års dataindsamling. Vi har blot syv-otte års observationer og forskning.«

Derfor var det også uheldigt, at de fleste af Icimods måleinstrumenter over Lang Tang blev ødelagt i forbindelse med jordskælvet i 2015. Nyt udstyr er efterfølgende blevet opstillet, men man ved endnu ikke, hvilken forfatning gletsjerne er i. Det er nødvendigt med mere forskning. På nuværende tidspunkt er det svært at sige noget om, hvor stor risikoen er.

»Jeg har oplevet mange ting, men det her var grusomt. Vi vadede i lig,« siger Justin Rowlatt.

BBC’s korrespondent i Asien var den første journalist, som ankom til området efter katastrofen. Mens pressebureauerne skrev om Kathmandu, verdensarv i ruiner og de 21 døde på Mount Everest, fortalte Justin Rowlatt om de 326 personer, som mistede livet her.

»At se folk græde ukontrolleret var en stærk oplevelse. Det er stolte mennesker, som meget sjældent græder,« siger han.

Han står på et ødelagt stengærde ved siden af lejearbejderne. De har hænderne på ryggen og siger ingenting. De står bare og kigger på alt det, der ikke længere findes. Over dem kredser sorte fugle.

»Det er voldsomt at komme tilbage nu. Alt, alt er væk. Alligevel bygger de det op, sten for sten.«

Ni af ti turister forsvandt efter 2015

800.000 mennesker besøgte Nepal i 2014. Efter skælvet faldt antallet af besøgende med 90 procent. Det er voldsomt i et land, hvor turisme udgjorde 4 procent af bruttonationalproduktet før ulykken, og hvor en halv million mennesker – hvoraf halvdelen var kvinder – var ansat i branchen. Landets turistminister Ananda Prasad Pokhrel forsøger at genvinde turisternes tillid ved at fremhæve ”Buddhas fødeland”, som han selv kalder det. En carbonfri og harmonisk boble i en forurenet og hektisk verden.

»I andre lande vil turisterne se det menneskeskabte: Eiffeltårnet, Big Ben, Colosseum. Her kan de vandre i bjergene, indånde den friske luft og finde roen. Lige som i Lang Tang. Men det tager tid. Hver gang turister er bange for at rejse hertil, er det en trist dag for Nepal,« siger han.

»De fleste, som overlevede i Lang Tang, har aldrig været uden for dalen. De flytter tilbage, fordi de ikke kender til andet. Og de er afhængige af turisterne.«

Nepals turistminister kan glæde sig over, at Lonely Planet har kåret landet som et af de fem hotteste rejsemål i 2017. Men turistguiden Binod Humagai siger, at der venter de besøgende et overvældende syn.

Lang Tang under langsom genopbygning

»Landsbyen var et knudepunkt og vigtig for turismen i området, og det vil den forhåbentligt blive igen. Nogle få huse og et par små hoteller er allerede skudt op i lavineområdet. Men landsbyen kan ikke sammenlignes med, hvad den var, og de lokale er afhængige af hjælp udefra,« siger Binod Humagai.

Palsang Tamang og Tshering Chokpa har lånt penge til bliktaget for at kunne åbne deres hotel. Trods kraftige advarsler er flere af de overlevende vendt tilbage for at genopbygge det simple liv, de levede før ulykken.

»Vi bliver muligvis aldrig lykkelige igen. Men vi kan forsøge at være glade,« siger Tamang og peger ud over de grå masser, hvor den krumryggede kvinde bærer et nyt læs brædder på ryggen.

»Lang Tang er væk. Vi skylder vores forfædre at genopbygge den.«