Fortsæt til indhold
International

Her kommer man ikke i børnehave, før man har fået sine vacciner

I Australien ryger børnepengene, og i Californien er der ingen adgang til børnehaven uden vacciner.

Både i Danmark og i Tyskland har politikere leget med tanken om at lukke døren til offentlige daginstitutioner for børn, som ikke er vaccinerede.

Men andre steder har man taget skridtet fra tanke til virkelighed.

»No jab, no pay,« (intet stik, ingen betaling, red.) lyder mantraet således i den lov, som Australien indførte 1. januar 2016. Ifølge den mister familier, hvis børn ikke har fået de anbefalede vacciner, børnepengene, en børnerabat samt en skattefordel.

Samtidig indførte man som noget nyt, at forældrene ikke kunne undslå sig med henvisning til deres overbevisning eller andre ikke-medicinske grunde.

Dertil kommer, at man i staten Victoria har indført regler om, at uvaccinerede børn ikke kan få en børnehaveplads, og forleden annoncerede den australske premierminister, Malcolm Turnbull, at han ønsker at indføre en lignende lov for hele landet.

I et brev til lederne af Australiens 6 delstater og 10 territorier skrev han ifølge The Guardian:

»Til vores næste Coag-møde (Council of Australian Governments, red.) foreslår jeg, at vi bliver enige om, at alle jurisdiktioner implementerer lovgivning, som ekskluderer børn, som ikke er vaccinerede fra daginstitutioner, med mindre de har en lægelig dispensation. Modstand mod vaccinationer er ikke en gyldig undtagelse.«

I Californien har man allerede lukket døren for de uvaccinerede børn. Det skete 1. juli sidste år, hvor myndighederne indførte en lov, som tvinger forældre til at vaccinere deres børn, hvis de vil have en plads i en dagsinstitution eller skole. Heller ikke her er forældrenes religion eller overbevisning længere en gyldig grund til at holde igen med stikkene.

Loven blev indført efter et mæslingeudbrud i 2014, som startede i Disneyland og efterlod 147 mennesker smittet. Flere forældre har dog udfordret loven ved domstolene, da de mener, at den er i strid med grundloven. Men indtil videre har dommerne ikke givet dem ret.

Liberal Alliances børneordfører, Laura Lindahl, udtalte forleden, at hun gerne vil have undersøgt, om forældre kan få frataget retten til at sende deres børn i en offentlig institution, hvis de ikke vaccinerer dem.

Det blev afvist af Lægeforeningen, som ikke mente, at man skulle straffe børnene for forældrenes valg, samt fra pædagogerne, som ikke ønsker at agere vaccinationspoliti.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har opfordret sundhedsmyndighederne i Europa til at gøre endnu mere for at informere om vaccinen mod mæslinger. Det sker på baggrund af en markant stigning af antallet af mæslinge-tilfælde i Europa. I Rumænien, som er hårdest ramt, er 17 børn døde af sygdommen.